Deutsche Nachrichten 1945 Nr 19

vom 10. Dezember 1945

Deutsche Nachrichten 1945 nr 19

fra 19. December 1945


Wochenschwatz von Jochen Spatz #1.
¹ Wochenschwatz von Jochen Spatz	Ugens passiar af Jochen Spatz
² Guten Tag, liebe Landsleute, guten Tag. Habt ihr euch schon mal Gedanken darüber gemacht, warum wir als Deutsche im Auslande uns heutzutage wieder so freundlich und herzlich begrüssen dürfen? Ich meine, so ohne Scheu und ganz ohne den berühmten blauen Blick, der so überaus treuherzig aussah, und bei dem wir uns alle so verraten und verkauft gefühlt haben? Tobt doch nicht so. Ihr wisst genau, was ich meine. Nicht? Wirklich nicht? Na. Passt mal auf.	Goddag, kære landsmænd! God dag!. Har I mon nogensinde gjort jer forestillinger om, hvorfor vi tyskere i udlandet igen har lov til at hilse så venligt og hjerteligt på hinanden? Jeg mener, vi kan hilse uden at skamme os og ganske uden dette berømte troskyldige blik, der overalt så enfoldigt ud, og hvorved vi alle følte os forrådte og solgte? Lad dog være med at spille dum? I véd jeg godt, hvad jeg mener. Ikke? Virkelig ikke? Nå, men pas så på!
³ Wenn sich zwei Engländer im Auslande treffen -- zu Haus natürlich auch; zu Hause erst recht? -- dann stippen sie an die Mütze, schieben die Stummepfeife aus einem Mundwinkel in den andern, grinsen sich kameradschaftlich an und sagen: "How do you do, Mr."	Når to englændere møder hinanden i udlandet -- også naturligvis, når de møder hinanden i England, ja egentlig rigtigt i England -- så sætter de fingeren til hatten, skubber piben over i den anden mundvig, griner kammeratligt til hinanden og siger. "How do you do, Mr.".
⁴ Treffen sich zwei Franzosen, ziehen sie zierlich die Hüte und lächeln zutulich: "Bon soir mon chèr". Zwei Dänen schütteln sich die Hände: "Hvordan staar det til?" Und damit sind alle Forderungen der Höflichkeit erfüllt. Der Höflichkeit, jawohl. Ihr dürft ja niemals vergessen, dass so ein Gruss eigentlich garnichts anderes sein soll, als seinem Mitmenschen eine Freundlichkeit zu erweisen, ihm zu zeigen, dass man ihm alles Gute wünscht.	Hvis det er to franskmænd, der møder hinanden, letter de pænt på hatten og smiler imødekommende: "Bon soir mon chèr". To danskere giver hinanden hånd: "Hvordan står det til?" Og dermed har de opfyldt alle deres høflighedsforpligtelser. Netop høflighedsforpligtelser. I skal jo ikke glemme, at sådan en hilsen egentlig slet ikke skal betyde andet, end at man viser sig venligsindet overfor sit medmenneske, viser ham, at man ønsker ham alt godt.
⁵ Also sagten alle die andern, die Minderrassigen, Nichtdeutschen, wenn sie sich irgendwo trafen, ungefähr folgendes zueinander: "Guten Tag, guten Weg, lieber Landsmann. Wie steht's? Wie geht's?" Einfach und herzlich, nicht wahr?	Sådan sagde også alle de andre, ikke-tyske, mindreværdige racer, når de mødtes ét eller andet sted, nogenlunde sådan til hinanden: "God dag, god vej, kære landsmand. Hvordan står det til? Hvordan går det?" Enkelt og hjerteligt, ikke sandt?
⁶ Aber wenn sich zwei Deutsche, zwei Volksgenossen oder Volksgenossinnen des Herrenvolks irgendwo trafen, du heiliger Bimbam! Schon auf mindestens zehn Schritt Entfernung nahmen sie innerlich stramme Haltung an -- ihr erinnert euch wohl: Kinn an die Binde, Brust raus, Bauch rein, Knie durchdrücken und was so dazugehört. Sie plusterten sich auf wie ein paar kampflüsterne Gockelhähne und glotzten sich gegenseitig an wie ein Paar Stiere.	Men når to tyskere, to folkefæller fra herrefolket, mødte hinanden ét eller andet sted, milde himmel! Allerede på mindst ti skridts afstand antog de den indre stramme holdning, ja, I kan nok huske det: Hagen ind, brystet frem, maven ind, knæene strakte, og al den slags. De pustede sig op som et par kamplystne haner og stirrede olmt på hinanden som et par tyre.
⁷ Und dann, in drei Schritt Entfernung flogen die Arme hoch, auf Draht gezogen wie bei einem nürnberger Holzsoldaten. Und sie brüllten sich feierlich an: "Heil Hitler!"	Og så, når de var tre skridt fra hinanden, fløj deres arme op, som var de marionetter, og de brølede højtideligt: "Heil Hitler!"
⁸ Das war kein Vergnügen, meine liebe Landsleute, gebt es nur ruhig zu. Jeder, der diese Grusssitte mitmachte, fühlte genau, wie die Ausländer ringsumher sich darüber lustigmachten. Ich habe sie mehr als einmal sagen hören: "Mensch, haben die Nazis Glück gehabt. Stellt euch mal vor, ihr grosser Adolf hätte Kalzuweit geheissen oder auch Lickefett, -- solche Namen gibt es ja bei euch Deutschen, nicht wahr? -- wie sich das angehört hätte: Heil Kalzuweit! Oder: Heil Lickefett!"	Kære landsmænd, det var ikke nogen fornøjelse, det kan I rolig indrømme. Enhver, der tog del i denne måde at hilse på, følte med garanti, at udlændingene rundt omkring gjorde sig lystige over det. Jeg har mere end én gang hørt dem sige: "Altså, hvor er nazisterne heldige. Forestil jer, at jeres store Adolf havde heddet Kalzuweit eller Lickefett -- og der er der jo nogen tyskere, der hedder, ikke sandt? -- hvordan ville det så havde lydt: Heil Kalzuweit! eller: Heil Lickefett!"
⁹ Die Ausländer, die so sprachen, hatten natürlich keine Ahnung davon, dass auch Adolf der Einzige ursprünglich garnicht Hitler hiess, sondern Schickelgruber. Er hat sich ja seinen Kriegsnamen erst später zugelegt, so wie die Indianerhäuptlinge und die Schauspieler oftmals tun.	De udlændinge, der siger sådan noget, havde naturligvis ikke nogen anelse om, at Adolf den Eneste oprindelig slet ikke hed Hitler, men Schickelgruber. Han tillagde sig jo først senere sit Krigsnavn, ligesom indianerhøvdingene og skuespillerne ofte gør.
¹⁰ Genug davon. Ich wollte von etwas anderm sprechen, nämlich versuchen, euch klarzumachen, dass es bei der nazideutschen Grussitte gar kein Wunder gewesen ist, wenn wir Deutschen im Auslande lächerlich wurden.	Nok om det. Jeg ville tale om noget andet, jeg ville nemlig forsøge at gøre det klart for jer, at der slet ikke var noget mærkeligt i, at vi tyskere med den nazityske hilsemåde gjorde os latterlige i udlandet.
¹¹ (Lächerlich sind wir nämlich wirklich geworden. Wir haben das nur nicht so gemerkt, weil die Nachbarvölker gleichzeitig ängstlich waren, wenn wir mit unsern Schaftstiefeln und unserm Kriegsgebrüll angerückt kamen).	(Vi blev nemlig virkelig til grin. Vi mærkede det bare ikke selv, fordi vore nabofolk samtidig var bange, når vi rykkede frem med vores skaftestøvler og vores krigsbrøl).
¹² Die Leute im Auslande stichelten gerne: "Heil Hitler? Von uns aus! Unser Führer heisst Roosevelt (Churchill, Leon Blum, Stauning -- je nachdem). Aber ein Heiland ist er nicht. Unser Heil erwarten wir nicht von ihm. Er soll unsern Staat verwalten, solange er seine Arbeit ordentlich macht. Und wenn er uns nicht länger passt, dann sägen wir ihn ab und wählen uns einen andern.	Folk i udlandet drillede os som regel: "Heil Hitler? Det kunne vi da ikke drømme om. Vores fører hedder Roosevelt (Churchill, Leon Blum, Stauning, alt efter folk). Men han er da ikke nogen frelser. Vi forventer ikke af ham, at han frelser os. Han skal forvalte vores stat, sålænge han gør sit arbejde ordentligt. Og når han ikke længer passer os, lad os så se at komme af med ham og vælge os en anden.
¹³ Wir Deutschen fühlten natürlich genau -- wir sind ja eigentlich garnicht so dumm, wie es manchmal der Anschein hat -- wir fühlten sehr wohl, wie berechtigt der Spott der Ausländer war. Doch wir getrauten uns nicht, den Unsinn zu unterlassen und uns vernünftig zu begrüssen, denn wir wussten ja nicht, ob der Landsmann, der uns begegnete, nicht ein Gestapospitzel war.	Vi tyskere følte jo egentlig tydeligt nok -- vi er jo egentlig slet ikke så dumme, som vi mange gange giver det udseende af -- vi følte meget godt, hvordan udlændingenes spot var berettiget. Men vi gav ikke os selv lov til at opgive dette vanvid og hilse hinden på fornuftig måde, for vi vidste jo ikke, om landsmanden, som vi mødte, ikke var stikker for gestapo.
¹⁴ Und darum machten wir etwas anderes, was sonst kein Volk auf der weiten Erde tut. Wenn wir nämlich irgendwo Leute trafen, von denen wir annehmen konnten, sie seien unsere Landsleute, dann verkrümelten wir uns in die erste beste Pinkelbude. Oder wir entdeckten plötzlich, dass unser Schuhband aufgegangen war und neu gebunden werden musste.	Og derfor gjorde vi noget andet, noget, som ellers intet folk på jorden gør. Når vi nemlig et eller andet sted traf nogle mennesker, om hvem vi måtte antage, at de var vore landsmænd, så krøb vi i det første, det bedste musehul. Eller vi opdagede pludselig, at vores snørebånd var gået op og skulle bindes.
¹⁵ Oder wir lasen ganz aufmerksam alle Plakate an der nächsten Anschlagsäule, auch wenn wir nicht ein Wort der fremden Sprache verstanden. Oder -- wenn garnichts anderes half -- wurden wir kurzsichtig und versanken in tiefe Gedanken wie indische Fakire, bis die Luft wieder rein war.	Eller vi gav os til omhyggeligt at læse alle plakaterne på den nærmeste plakatsøjle, også selv om vi ikke forstod et ord af det fremmede sprog. Eller -- hvis intet andet hjalp -- blev vi nærsynede og sank ned i dybe tanker som en indisk fakir, indtil kysten igen var klar.
¹⁶ Ja. So war das also bis vor kurzem. Aber nun ist das aus und vorbei. Nun brauchen wir nicht mehr als Hampelmänner des glorreichen Führers in der Weltgeschichte herumzuzappeln. Wir brauchen nicht mehr zu tun, als ob wir glaubten, wir seien ein Herrenvolk. Wir dürfen uns wieder aufführen wie alle andern vernünftigen Menschen. Und darum: Guten Tag, liebe Landsleute. Wie geht's? Wie steht's?	Ja. Sådan var det altså indtil for kort tid siden. Men nu er det slut forbi. Nu behøver vi ikke mere at springe rundt i verdenshistorien som den glorværdige førers sprællemænd. Vi behøver ikke mere at handle, som om vi troede, vi var et herrefolk. Vi kan igen opføre os som alle andre fornuftige mennesker. Og derfor: God dag, kære landsmænd. Hvordan går det? Hvordan står det til?
¹⁷ Freilich. Freilich. Wir wünschen es uns nicht schlechter.	Jo tak, jo tak, vi ønsker ikke, det skal blive værre.
¹⁸ Aber ich meine, es wird schon wieder werden.	Men jeg mener, det blive nok godt igen.
¹⁹ Wenn wir nur recht zusammenstehn, dann wird es wieder aufwärtsgehn. Dann greift die Hoffnung wieder Platz. In diesem Sinne! Jochen Spatz.	Når blot vi rigtig holder sammen, så vil det nok igen gå fremad. Så får nok håbet plads igen. Det er, hvad jeg mener: Jochen Spatz.