Deutsche Nachrichten 1946 Nr 2

vom 14. Januar 1946

Deutsche Nachrichten 1946 nr 2

fra 14. januar 1946

Wochenschwatz von Jochen Spatz #1.
¹ Wochenschwatz von Jochen Spatz	Ugens passiar af Jochen Spatz
² Liebe Landsleute! Als ich neulich auf der Eisenbahn fuhr, hatte ich ein merkwürdiges Erlebnis. Mir gegenüber sass ein sehr hübsches junges Mädchen mit sanften Augen, gepflegtem Haar und nur andeutungsweise lakierten Fingernägeln. Ihr Kostüm war nach Mass geschnitten. Ihre Strümpfe sassen faltenlos. Ihre Schuhe zeugten von Geschmack. Im Jackenaufschlag trug das Mädchen eine Schleife in den holländischen Farben. Warum ich das alles so breit erzähle? Erstens weil ich ein Mann bin. Und zweitens weil es zu meiner Geschichte gehört.	Kære landsmænd! Da jeg for nylig rejste med tog, havde jeg en mærkelig oplevelse. Overfor mig sad en meget smuk ung pige med blide øjne, velplejet hår og negle, der kun antydningsvist var lakerede. Hendes tøj var afstemt med mådehold. Hendes strømper sad uden ål overhovedet. Hendes sko tydede på smag. I jakkens revers havde pigen en sløjfe med de hollandske farver. Hvorfor fortæller jeg alt dette så udførligt For det første fordi jeg er en mand. Og for det andet, fordi det hører med til min historie.
³ Ihr könnt euch wohl denken, dass ich als reisegewohnter Mann sofort in frohe Laune geriet, um so mehr, da das Abteil, in dem wir fuhren, sonst leer war.	I kan vel nok forestille jer, at jeg, som den rejsevante mand, jeg er, straks kom i godt humør, så meget mere som den kupé, vi rejste i, ellers var tom.
⁴ Erst machte ich Augen, nur so ein bisschen verstohlen. Ihr seid wohl im Bilde. Dann ging ich einen Schritt weiter und blies den Rauch meiner Zigarette zu zierlichen Ringen, die leise dahinzogen und sich wie hauchzarte Flechten um die Frisur des Mädchens legten. Nachdem ich glaubte, durch solcherlei Künste genügend Aufmerksamkeit erweckt zu haben, begann ich eines jener unendlich geistreichen Gespräche, wie sie täglich und stündlich in allen Eisenbahnzügen der Welt immer wieder begonnen werden.	Først kikkede jeg, bare en lille smule, sådan lidt stjålent. Det forstår I nok. Så gik jeg et skridt videre og blæste røgen fra min cigaret ud i sirlige ringe, der drog af sted og lagde sig som hårfine fletninger om pigens frisure. Da jeg nu mente at have vakt tilstrækkelig opmærksomhed med den slags kunster begynde jeg på én af de utrolig åndrige samtaler, som påbegyndes i alle jernbanevogne hver dag og time verden over.
⁵ "Sehr warm, mein Fräulein", seufzte ich in irgendeiner Sprache, mit einem schrägen Blick zugleich den Heizungshebel und die Augen des Mädchens streifend.	"Er det for varmt, frøken?", sukkede jeg på et eller andet sprog med et sideblik til både reguleringshåndtaget og pigens øjne.
⁶ "Ja", gab mein Gegenüber zur Antwort, als sei meine Bemerkung ein Befehl, gegen den es keine Widerrede gäbe. Sie erhob sich, zog ihre Kostümjacke aus und hängte sie an den Kleiderhaken. Die junge Dame trug die entzückendste Bluse mit kurzen Ärmeln, die ich seit langem zu Gesicht bekommen habe. Und meine gute Laune stieg.	"Ja", svarede min genbo, som var min bemærkning en befaling, som man ikke kunne indvende noget imod. Hun rejste sig, tog sin jakke af og hængte den på jakkekrogen. Den unge dame var iført den mest henrivende bluse med korte ærmer, som jeg længe havde set. Og mit gode humør blev endnu bedre.
⁷ Dann setzte sich das Mädchen wieder artig auf seinen Platz. Eben als ich das Gespräch nun ernstlich fortsetzen wollte, gewahrte ich auf dem linken Unterarm der Dame einen grossen, häslichen blauen Fleck.	Så satte pigen sig igen artigt på sin plads. Netop som jeg nu mere alvorligt ville fortsætte samtalen, blev jeg opmærksom på, at damen på den venstre underarm havde en stor, hæslig blå plet.
⁸ "Krampfadern", dachte ich ganz enttäuscht. "Schade". Denn die Kleine war wirklich ein hübsches Kind.	"Åreknuder", tænkte jeg ganske forskrækket. "Det var en skam". For den lille var virkelig en smuk pige.
⁹ Bald entdeckte ich aber, dass der Fleck keine Krampfader war, sondern eine grosse blaue Tätowierung.	Men snart opdagede jeg, at pletten ikke var nogen åreknude, men en stor blå tatovering.
¹⁰ "Noch schlimmer", ging es mir durch den Sinn. "Sie ist also eine Seemannsbraut, die sich den Namen ihres Matrosen in die Haut ritzen liess. Das ist schlimmer als Krampfadern. Schade".	"Endnu værre", foer det gennem hovedet på mig. "Hun er altså en sømandsbrud, som har ladet navnet på sin matros tatoveres ind i sin hud. Det er værre end åreknuder. Det var dog en skam".
¹¹ Anscheinend wusste die kleine Donna genau, was ich dachte. Sie lächelte hintergründig und hielt ihren Unterarm höflich so, dass ich das blaue Merkmal ohne Mühe entziffern konnte. Das war ja gar kein Name. Ich las eine grosse Nummer, ungefähr zehn Zentimeter lang und drei Zentimeter hoch.	Tilsyneladende vidste den lille donna ganske nøje, hvad jeg tænkte. Hun smilede, uden at jeg blev klar over hvorfor, og holdt høfligt sin underarm sådan, at jeg uden besvær kunne afkode det blå mærke. Det var slet ikke noget navn. Jeg så, at det var et stort tal, næsten ti centimeter langt og tre centimeter højt.
¹² "Verzeihung", fragte ich recht verwirrt, und zwar auf Deutsch, denn ich war durcheinandergekommen. "Was hat die Nummer zu sagen?"	"Undskyld", sagde jeg temmelig forvirret, og det på tysk, for jeg var kommet lidt fra koncepterne. "Hvad betyder det nummer?"
¹³ "Lesen Sie keine Zeitungen?" lachte sie leise. "Ich bin Holländerin. Ich wurde von der Gestapo verhaftet und habe in Auschwitz und andern Lagern gesessen. Dort wurde mir meine Gefangenennummer von SS-Leuten in den Arm tätowiert."	"Læse De ikke aviser?", sagde hun sagte med et smil. "Jeg er hollænder. Jeg blev arresteret af Gestapo og har siddet i Auschwitz og i andre lejre. Dèr blev mit fangenummer af SS-folkene tatoveret ind i armen på mig".
¹⁴ Ich errötete bis in die Ohrmuscheln und wusste nicht zu erwidern vor plötzlicher Scham und Verlegenheit.	Jeg rødmede til op over begge ører og kunne slet ikke svare af pludselig skam og forlegenhed.
¹⁵ "Warum schweigen Sie?" fragte das Mädchen.	"Hvorfor siger De ikke noget?" spurgte pigen.
¹⁶ "Weil ich ein Deutscher bin, ein Angehöriger des Volkes, dem sie dies Schandzeichen danken."	"Fordi jeg er tysker, fordi jeg tilhører det folk, som De kan takke for dette skændselstegn."
¹⁷ "Schandzeichen? Für mich ist es zum Ehrenzeichen geworden. Warum sind Sie so verlegen? Sind Sie ein Nazi?"	"Skændselstegn? For mig er det blevet et ærestegn. Hvorfor bliver De forlegen? Var De da nazist?"
¹⁸ "Nein. Um Gotteswillen".	"Nej, Gud fri mig vel."
¹⁹ "Merkwürdig", gab sie nachdenklich zurück, "wie selten man heute Deutsche trifft, die zugeben, Nazis gewesen zu sein. Früher als bei euch noch alles Klingklanggloria ging, war es schwer ausserhalb der KZ's einen Deutschen zu finden, der nicht auf den Führer schwor. Und heute schämt ihr euch. Oder habt Angst."	"Mærkeligt", svarede hun eftertænksomt, "hvor sjældent man i dag møder tyskere, som indrømmer, at de var nazister. Tidligere, da det hos jer altsammen gik kling-klang der ud af, var det vanskeligt udenfor koncentrationslejrene at finde en tysker, der ikke svor til sin fører. Og i dag skammer I jer. Eller er bange".
²⁰ "Glauben Sie mir. Es hat immer viele Deutsche gegeben, die niemals auf Hitler geschworen haben".	"Tro mig. Der har altid været mange tyskere, som aldrig har svoret Hitler troskab".
²¹ "Ich weiss es", erwiderte sie. "Ich habe es selbst erlebt. Alle Lager, in denen ich war, waren von deutschen Männern und Frauen überfüllt, die zugrunde gegangen sind für ihren Hass gegen Hitler und seinen Krieg. Sie waren mir gute Leidensgenossen und Kameraden."	"Det véd jeg godt", svarede hun. "Jeg har selv oplevet det. Alle de lejre, jeg var i, var overfyldt af tyske mænd og kvinder, som har måttet lide på grund af deres had til Hitler og hans krig. De var gode lidelsesfæller og kammerater for mig."
²² "Ich danke Ihnen für diese Worte. Wie edel und gut müssen Sie sein, dass Sie so sprechen können."	"Tak skal De have for de ord. Hvor må De være ædel og god, siden De kan udtale Dem sådan."
²³ "Wieso denn? Ich habe Deutschland immer geliebt, eure Klassiker, eure Musik, eure Hochschulen, eure Friedensbewegung. Als die Hitlermeuten unser Land überfielen und verwüsteten, habe ich euch gehasst. Doch im Kazet habe ich wieder gelernt, euch zu lieben. Denn dort habe ich erfahren, dass es ein anderes Deutschland gibt, eines das für seine Friedensliebe und seinen Glauben an das Gute im Menschen Not und Qual und Tod auf sich zu nehmen bereit gewesen ist. Dort habe ich erfahren, dass es ein Deutschland gibt, das auch wir Ausländer und Opfer des Naziterrors verehren und lieben dürfen und müssen."	"Hvordan det? Jeg har altid elsket Tyskland, jeres klassikere, jeres musik, jeres højskoler, jeres fredsbevægelse. Da Hitlerbanden overfaldt vores land og ødelagde det, hadede jeg jer. Men i koncentrationslejrene har jeg igen lært at elske jer. For dèr har jeg erfaret, at der findes et andet Tyskland, der var parat til at tage nød og pinsel og død på sig på grund af sin fredskærlighed og sin tro på det gode i mennesket. Dèr har jeg erfaret, at der findes et Tyskland, som også vi udlændinge, som blev ofre for naziterroren skal og må ære og elske".
²⁴ Ich kann nicht leugnen, dass mir bei diesen Worten des Mädchens Tränen in die Augen traten. Welche Grösse, welcher Adel des Gemütes und der Gesinnung sprach aus den Worten des von den SS-Banditen gezeichneten Hitleropfers.	Jeg kan ikke nægte, at da pigen sagde det, fik jeg tårer i øjnene. Hvilken storhed, hvilken sjælsadel og hvilket ædelt sindelag talte ikke ud fra ordene her. De kom jo fra én, der af SS-banditterne var blevet betegnet som et af Hitlers ofre.
²⁵ Der Zug hielt an. Das Mädchen schüttelte mir die Hand.	Toget standsede. Pigen rakte mig sin hånd.
²⁶ "Ich fahre nun heim nach Holland. Dort will ich für den Frieden wirken und für die Völkerverständigung. Das wird nicht leicht sein. Aber wenn wir nur alle zusammenstehen, die wir begriffen haben, dass Hass und Krieg uns nicht weiterbringen, dann wird es schon gehen, nicht wahr?"	"Jeg rejser nu hjem til Holland. Dèr vil jeg virke for freden og for folkeforståelse. Det bliver ikke let. Men når vi alle står sammen, alle vi, der har begrebet, at had og krig ikke bringer os videre, så skal det nok gå, tror De ikke?"
²⁷ Mir wurde warm ums Herz. Ich war so froh, wie seit langem nicht. Könnt ihr verstehen, warum?	Jeg blev ganske varm om hjertet. Jeg blev så glad, som jeg ikke har været længe. Kan I ikke godt forstå, hvorfor?
²⁸ Wo Deutschland solche Freundschaft findet, erwirbt es einen guten Schatz, der Hass und Misstraun überwindet. In diesen Sinne! Jochen Spatz. (Reaktion: 46-13#88)	Af den slags venskab, hvor det findes, erhverves Tysklands gode skat, og had og mistro overvindes. Det var min mening! Jochen Spatz.