Zurüch zum Inhalt Tilbage til indhold.  Aus den "Deutschen Nachrichten" Fra den tyske avis Einzelne Lager Om de enkelte lejre

 

Walter Franz: Kløvermarken

geschrieben 1947 bis 1949. Am Internet herausgegeben, übersetzt und mit Anmerkungen versehen von Ricardt Riis. 

Walter Franz: Kløvermarken

 nedskrevet fra 1947 til 1949.

 
 Inhalt: 
1. Vorwort  S. 3 #1
2. Die Stadt hinter Stacheldraht. S. 4 #5
3. Die Landung. S. 9. #30
4. Einzug in Kløvermarken. S. 15 #56
5. Revue und Volkskonzert. S. 21 #88
6. Fröhliches Lernen. S. 26 #109
7. Lampenfieber. S. 32 #139
8. Lerchen, Kinder, Blumen. S. 38 2#14
9. Die  drei Nielsens. S. 44 2#51.
10.  Schöpferische  Not. S. 51 2#87.
11.  Der g'wampet Feldscher und die Goldmänner.  S. 55 2#103
12. Kulturträger. S. 57. 2#123.
13. Lob des Ofens. S. 66. 3#9
14.  Von Shakespeare bis Blumenthal.  S. 73 3#45
15.  Lagerpsyche und Lagerkoller. S. 77 3#63.
15a. Germans in Denmark By Sir William Beveridge. 3#123.
16.  Weihnacht am Sund. S. 93a 3#138.
17. Der Veilchentopf . S. 98 4#18.
18.  Demokratie um jeden Preis. S. 109 4#80.
19.  Dänemark zwischen Deutschland und England. S. 117 4#120.
20.  Die grosse Kälte. S. 131 5#36
21 . Heimkehr.  S. 138 5#76
22. Abgesang.   S. 141 5#93
Indhold:
1. Forord
2. Byen bag pigtråd.
3. Ankomsten.
4. Indtog i Kløvermarken
5. Revy og folkekoncert.
6. Glad undervisning.
7. Lampefeber.
8. Lærker, børn, blomster.
9. De tre Nielsener.
10. Kreativ nød.
11. Den laskede feltskær og guldmændene. 
12. Kulturbærere.
13. Ovnens pris.
14. Fra Shakespeare til Blumentha.
15. Lejrpsyke og lejrkuller.
15a. Tyskere i Danmark, af sir William Beveridge.
16. Jul ved Sundet.
17. Violpotteplanten.
18. Demokrati for enhver pris.
19. Danmark mellem Tyskland og England.
20. Den store kulde.
21. Hjemrejse.
22. Afskedssang. 
 1 Vorwort.
Die folgenden Kapitel scheinen Erinnerungen rein persönlicher Art -- und sind es auch, aber darüber hinaus stehen sie stellvertretend für das Erleben Zehntausender, ja Hunderttausender von Flüchtlingen; [wenn auch die Leiter oder Kulturschaffenden in den übrigen Lagern andere Namen trugen als in Kløvermarken].
Forord.
      De følgende kapitler synes at være erindringer af rent personlig art -- og det er de også, men derudover fremstår de som stedfortrædende repræsentanter for titusinders, ja hundredtusinders oplevelser [også selv om lederne eller de kulturskabende i de andre lejre havde andre navne end i Kløvermarken.]
   Uns Ostvertriebenen bedeuten Erinnerungen oft mehr als das Erleben der Gegenwart. Wenn wir, die wir in Dänemark interniert waren, und die wir heute von einem deutschen Land zum andern hasten auf der Flucht vor der Arbeitslosigkeit (n2), uns nicht an der Vergangenheit erwärmen könnten, unser Herz wäre längst gefroren. For os, der er fordrevet fra Tysklands østlige provinser, betyder erindringen ofte mere end oplevelsen af nutiden. Hvis vi, der var interneret i Danmark, og som i dag haster fra det ene tyske land til det andet på flugt fra arbejdsløshed, ikke kunne varme os ved fortiden, ville vort hjerte forlængst være frosset. 
3       Dies Gedenkbüchlein berichtet sine ira et studio von dem, was uns die Jahre hinter Stacheldraht an Freud und Leid boten. Manches davon lebt noch so frisch in mir, dass die Zeit der Schilderung ungewollt von der Vergangenheit in [das Tempus der] die Gegenwart gleitet, und die Darstellung in einigen Kapiteln geformter wird als eine reine Abhandlung. Vielleicht weitet dies kleine Werk manchem Gleichgültigen, der sich bisher der Not des Flüchtlingselends verschloss, ein wenig die starre Brust. (n3        Denne lille erindringsbog beretter uden vrede og uden lyst om det, som årene bag pigtråd bød os af glæde og smerte. Meget af det lever endnu i så frisk erindring i mig, at tiden, der skildres, uden at jeg har tænkt over det, ofte glider over fra fortid til nutid, og fremstillingen bliver mere levende end en ren afhandling. Måske udvider dette lille værk det stædige bryst hos mange ligegyldige, som hidtil har lukket sig til for flygtningeelendighedens nød. 
4  Vielleicht ist es auch ein kleiner Beitrag zur Geschichte der letzten Notzeit unseres Volkes, die allenfalls im Dreissigjährigen Krieg Parallelen an Härte und Bitternis findet.
München-Solln,
Heide/Holstein,
Münster/Westfalen,
Sommer 1947 bis Januar 1949.
Dr. Walter Franz
Måske er det også et lille bidrag til vort folk historie i den sidste nødsstund, der i hvert fald i hårdhed og bitterhed finder paralleller i trediveårskrigen. 
München-Solln,
Heide/Holstein,
Münster/Westfalen,
fra sommeren 1947 til januar 1949.
Dr. Walter Franz. 
5 Die Stadt hinter Stacheldraht
Wenn du an der alten Börse Kopenhagens stehst, dann siehst du im Süden der Stadt den patinagrünen Kirchturm von  "Vor Frelser"  ("Unser Erlöser")  in den windgefegten See-himmel stechen.  Seiner absonderlichen Form wegen rechnet er zu den Wehrzeichen der Hauptstadt!
Byen bag pigtråd
Hvis du står ved Børsen i København, så ser du mod syd det irgrønne kirketårn på Vor Frelsers kirke strække sig op mod den vindblæste himmel. Dets besynderlige form er grunden til, at det regnes med blandt hovedstadens vartegn. 
6  Um die Spindel seiner Spitze geht eine Wendeltreppe, die ihm die Form eines Korkenziehers oder jenes Kegels verleiht,  den man aus der Mitte der Scheibe einer enggerollten Papierschlange drückt. Die Sage erzählt, sein Erbauer habe sich von der Höhe, von dort, wo der Umgang an grossen goldnen Knauf mit dem Standbild des Erlösers endet, hinuntergestürzt, weil man ihm deswegen verhöhnte, dass er die Treppe, statt im üblichen Rechtsdrall, links herumgeführt habe. Rundt om spiret går der en vindeltrappe med form som en proptrækker eller som den kegle, man kan trække ud af midten på en papirsrulle. Sagnet fortæller, at bygmesteren kastede sig ud fra det sted, hvor trappen ender ved den store knop med Frelserens statue. Det gjorde han, fordi folk hånede ham på grund af, at han havde gjort vindeltrappen venstredrejet i stedet for at bruge den sædvanlige højredrejning. 
7        Wenn du im Sommer des Jahres 1946 diesen luftigen Aufgang des schönen Gotteshauses auf der Halbinsel Amager emporgestiegen wärst - der Küster ist kein Deutschenhasser und hat manchen  "tysk Flygtning" ohne den üblichen Obulus hinaufgelassen - dann hättest du im Norden das schöne Kopenhagen mit seinen weiten Parks und geraden Boulevards,  mit dem Rathausturm und der wuchtigen Kuppel der Marmorkirche, mit dem Wald der Masten am vielfältig verästelten Hafen bewundern können,          Hvis du i sommeren 1946 havde foretaget denne luftige opstigning i det smukke gudshus på halvøen Amager - opsynsmanden var ikke tyskerhader og har ladet mangen tysk flygtning komme op uden at denne skulle betale entré - så havde du mod nord kunnet beundre det smukke København med de store parker og lige boulevarder, med rådhustårnet, den svære kuppel på Marmorkirken og masteskoven i havnen, 
8  hättest du aber den Blick nach Osten zum Sund hin gewendet,  dorthin,  woher die Küste des nahen Schweden lockt, dann wäre dein Auge haften geblieben an hunderten von Baracken, fast tausend an der Zahl, die wohlausgerichtet zwischen Meer und Stadtrand ein ganz ebenes, baumlosen Gelände bedeckten, das einst, wie sein Name Klövermarken besagt,  ein Kleefeld war, dann nacheinander als Flugplatz, Exerzierplatz und z. T. als Golfplatz diente, bis es fast 18.000 Flüchtlingen aus Ostpreußen, Westpreußen und Pommern eine Heimstatt bot. men havde du vendt dit blik mod øst i retning af Sundet, der hvor Sveriges nære kyst lokker, så ville dit øje være blevet stående ved synet af hundreder af barakker, næsten tusind i tal, som vel anbragt mellem havet og bygrænsen dækkede et helt fladt, træløst område, der som navnet Kløvermarken siger, engang var en kløvermark, og senere tjente som flyveplads, eksercerplads og delvis golfbane, indtil det blev hjemsted for næsten 18.000 flygtninge fra Østprøjsen, Vestprøjsen og Pommern.
9       Mittelpunkt dieser Stadt hinter Stacheldraht ist der hohe Schornstein der Zentralküche an der Hauptstrasse, die das Lager gradlinig schneidet auf ihrem Weg zum Sund. Jetzt, in der Sonne, sieht das Gewirr der Holzhütten recht bunt aus -- bald stehen sie mit den Längsseiten parallel zu der Hauptstrasse und den senkrecht von ihr abzweigenden Nebenstassen,  bald (5) sind sie verkantet zu den schwarzen Schotterwegen gesetzt, so dass sie ein Zickzackmuster bilden. (n9           Midtpunktet i denne by bag pigtråd er centralkøkkenets høje skorsten ved hovedgaden, som snorlige går gennem lejren på sin vej til Sundet. I solskinnet ser dette virvar af træhytter ganske broget ud. Snart står husene med langsiderne parallelt ud mod hovedgaden og ud mod sidegaderne, der vinkelret skærer hovedgaden; snart står de skråt i forhold til den sorte grusvej, således at de danner et zigzagmønster.
10  Die in der Stadtrandnähe haben grünen Anstrich, ihnen folgt ein Streifen gelber und blauer Baracken, wahrend die Schulstadt links der Hauptstrafie die Ochsenblutfarbe schwedischer Holzhauser zeigt; dann aber, weiter zum Wasser hin, wird das Lager ganz scheckig: neben grünen und blauen Hütten stehen holzfarbene, graue, weisse oder rote in buntem Gemisch.  Husene i udkanten af byen har grøn farve, efter dem følger en stribe med gule og blå barakker, mens skolebyen til venstre for hovedgaden bærer de svenske træhuses okseblodsfarve. Men så, længere ud ad vandet til, bliver lejren ganske broget. Ved siden af grønne og blå hytter står træfarvede, grå, hvide eller røde i en broget blanding.
11  All diese Baracken hat der dänische Staat von Schweden gekauft, um die Flüchtlinge aus den Schulen, Freimaurerlogen und Studentenheimen, wohinein sie die deutsche Verwaltung gesteckt hatte, hier zu sammeln und ihre bisherigen Unterkunfte der einstigen Bestimmung wieder zuzuführen. Um das etwa 1 qkm grosse Lager läuft ein doppelter Stacheldrahtzaun. Zwischen diesen Gittern schreiten gemessen Patrouillen der schwarzen Hilfspolizei mit geschultertem Karabiner. Nachts strahlen Scheinwerfer auf und ziehen eine dritte Wand von gleissendem Licht. (n11) Alle disse barakker har den danske stat købt af Sverige for at kunne få flygtningene ud af skolerne, frimurerlogerne og studenterkollegierne, som den tyske forvaltning havde anbragt dem i. Ved at samle dem i barakbyen kunne disse institutioner igen tages i brug til deres oprindelige formål. Rundt om den ca. én kvadratkilometer store lejr løber et dobbelt pigtrådshegn. Mellem disse gitre skrider patruljer i politiets sorte uniformer regelmæssigt af sted med gevær over skulderen. Om natten skaber lyskasterne en tredie mur om lejren.
12          Auf diesem Quadratkilometer leben über 17.000 deutsche Flüchtlinge, Menschen, die der Krieg aus ihrem Besitz trieb, die wenig mehr als ein paar hundert Mark und, ausser dem Leben, einen Rucksack oder einen Koffer voll des Notwendigsten und das, was sie auf dem Leibe trugen, gerettet haben. Gewiss, so erging es auch vielen Ausgebombten, aber diese Tausende aus dem deutschen Osten haben auch ihre Heimat und Freiheit verloren, sie sind fast gleich an Armut and Schicksal, sie sind entwurzelt, Treibholz, das ein feindliches Verhängnis ans fremde Land gespült hat. Sie sind eine deutsche Insel im dänischen Seeland, auf dem gut ein Zehntel der 200.000 deutschen Flüchtlinge lebt -- auf je zwanzig Dänen ein Deutscher!           På denne kvadratkilometer lever der over 17.000 tyske flygtninge. Mennesker, som krigen berøvede deres hjem, og som ud over livet kun har reddet nogle få hundrede mark, en rygsæk eller en kuffert med det allernødvendigste og det, som de bar på kroppen. Ganske vist gik det mange udbombede på samme måde, men disse tusinder fra det tyske østen har også mistet deres hjemstavn og deres frihed. De er næsten ligestillede i deres fælles fattigdom, deres fælles vilkår. De er rykket op med rode. Drivtømmer, som en ond skæbne har skyllet i land på en fremmed kyst. De er en tysk ø på det danske Sjælland, hvor der bor godt en tiendedel af de 200.000 tyske flygtninge - en tysker for hver 20 danskere.
13      17.000 auf 1 qkm! Wenn du vom Rande des Lagers zehn Minuten geradeaus gehst, stösst du wieder auf Stacheldraht. In welcher Richtung du auch von der Peripherie schreitest, immer rennst du bald gegen den Stacheldraht, der dir Halt gebietet. Auf den Strassen draussen flitzen die Autos, wandeln die Pärchen, schieben Mütter den Kinderwagen, spielen Schuljungen, und abends glühen aus den Sommerhäusern der Garten traulich Lampen in warmem Licht;         17.000 på én kvadratkilometer! Hvis du går lige ud fra lejrens grænse i ti minutter, støder du igen på pigtråd. Uanset i hvilken retning du går, vil du støde på pigtråden, som tvinger dig til at standse. På gaderne uden for lejren strømmer bilerne af sted, her spadserer man arm i arm, her kommer mødre med barnevogn, skolebørn leger, og om aftenen gløder lamperne hyggeligt i de små huse i kolonihaverne.
14 aber du bist ausgeschlossen von dieser Welt da draussen, du bist wie ein gefangenes Tier, das unermüdlich an (6) den Stäben seines Käfigs entlangschreitet und sich nach der Weite der Wildnis sehnt. Du möchtest dir die Stirne blutig reissen an den sperrenden Stacheln und dein Elend hinausheulen ins fremdes Land. Immer geistert in deine Gedanken, in deinen Träumen der hohe Zaun aus Eisendraht, der dir die Freiheit räubt. Men du er udelukket fra denne verden uden for hegnet, du er som et fanget dyr, der utrætteligt traver af sted bag burets tremmer og længes efter naturens vidder. Du kunne fristes til at løbe panden mod pigtråden og skrige din elendighed ud i det fremmede land. Altid spøger det, dette høje hegn af ståltråd, i dine tanker, i dine drømme. Det berøver dig din frihed. 
15         Wer sind deine Leidsgenossen? Vor allen Frauen jeden Alters. Das männliche Geschlecht ist nur in Kindern, Jünglingen, Greisen und Invaliden vertreten; denn die wehrhaften frass der Krieg, sie ruhen im Sand der afrikanischen Wüste oder in der russischen Steppe, sie sind gefangen in Sibirien, Ägypten, Kanada, England, Griechenland und Amerika, aber die Frauen wissen nicht, wo ihre Männer, ihre Väter, ihre Brüder, ihre Söhne oder Verlobten weilen, ob sie noch leben oder lange schon modern.            Hvem er dine lidelsesfæller? Først og fremmest kvinder i alle aldre. Det mandlige køn er kun repræsenteret ved børn, ynglinge, oldinge og invalider. De kampduelige har krigen ædt op. De hviler i Afrikas sand eller på den russiske steppe. De er fanger i Sibirien, Ægypten, Canada, England, Grækenland og Amerika. Men kvinderne ved ikke, hvor deres mænd, fædre, brødre, sønner eller forlovede befinder sig. De ved ikke, om de lever endnu, eller om de er smuldret hen for længst.
16  Es ist ihnen wie ein Traum, dass sie nachts wieder ruhen können, ohne dass ihr Schlaf vom Heulen der Sirenen oder dem Bersten der Bomben zerrissen wird, dass tags keine Tiefflieger über ihre Häupter sausen uud deren tödliche Garben schweigen. Und doch liegen sie nachts viele Stunden wach und schicken ihre Sehnsucht in die Ferne, suchen den Liebsten oder das Haus, den Hof und Garten in der Heimat; Det er som en drøm for dem, at de igen kan hvile om natten, uden at deres søvn bliver sønderrevet af sirenernes hylen eller af bombernes bragen. Det er som en drøm, at der om dagen ikke suser lavtgående kampfly hen over dem og udspyr dødbringende maskingeværsalver. Og dog ligger de vågne i timevis om natten og sender deres længsel langt bort. De søger den elskede eller huset, gården og haven i hjemstavnen.
17  oder das rasende Herz reisst sie aus dem Schrecktraum, der sie noch einmal über die gruftigen Wege der winterlichen Nehrung hetzt, gepeitscht von den Feuerstossen der Flieger, dem Heulen der Granaten und den Bränden der heimatlichen Häuser, vorbei an den Leichen erfrorener Säuglinge, die wie Meilensteine die Fluchtstrassen säumen.  Eller det hamrende hjerte river dem ud af mareridtet, der endnu en gang jager dem af sted ad de knudrede veje på den snedækkede Frische Nehrung, pisket af sted af ilden fra flyvemaskinerne, af granaternes hylen og af brandene i hjemstavnens huse, forbi ligene af ihjelfrosne spædbørn, der ligger ved vejkanten som kilometersten.
18  Und wenn auch keine Sirene mehr zur Flucht in den Keller ruft, so heult hier in Nebelmächten ununterbrochen die "Seekuh", um die Schiffe zum sicheren Hafen zu leiten, und Leuchtfeuer lassen den ganzen Sund entlang ihre Strahlenfinger kreisen und wecken Erinnerungen an die Suchen den Scheinwerfer der Flak. Og selv om der ikke mere er nogen sirene, der kalder til flugt ned i kælderen, så hyler her i tågenætter uafbrudt tågehornet, for at lede skibene sikkert i haven, og fyrtårn lader langs hele Sundet deres strålefingre kredse og vækker erindringer om lyskasterne ved luftværnsskytset, når de søgte efter flyvemaskiner. 
19       Dann kommt der Tag und ruft zur Arbeit, die die quälenden Gedanken dämpft. Die Frauen fegen und scheuern die Baracken, tragen Essen aus, arbeiten in den Nähstuben, in der Lagerverwaltung oder der dänischen Administration, die arbeitsfähigen Männer wirken in den Werkstattbaracken, der Tischlerei, (7) Schlosserei, Buchbinderei, schaffen als Köche, Schuster, Friseure oder gehen zum Engländer ins Kastell und in den Hafen oder zum "Zehnmeterbassin", wo die deutsche Minensuchflottille stationiert ist, die im Dienste Englands die Ostsee räumt.           Så kommer dagen og kalder til arbejde. Det letter på tyngden af tanker. Kvinderne fejer og skurer i barakkerne, henter mad, arbejder i systuerne, i lejrforvaltningen eller den danske administration. De arbejdsduelige mænd virker i værkstedsbarakkerne, i snedkeriet, i bogbinderiet. De virker som kokke, skomagere, frisører, eller de går til ti-meter bassinet i havnen, hvor den tyske minerydningsflotille er stationeret. Under engelsk opsyn rydder de miner i Østersøen.
20       Die Kinder verspielen ihre Freizeit und sind froh wie daheim, wenn ihre Kleider auch aus Lumpen zusammengenaht sind; aber die Alten, was fangen sie mit ihrer Zeit an? Zwar gibt es Kirchen, Konzerthallen und Theater im Lager, aber die locken allenfalls abends oder feiertags. Und was schiert sich ein alter Landmann um Kino und Varieté?          Børnene leger tiden bort og er glade som derhjemme, selv om deres tøj er syet sammen af klude. Men de gamle? - hvad skal de bruge deres tid til? Der er ganske vist kirker, koncertsale og teater i lejren; men de lokker kun om aftenen eller på helligdage. Og hvad kerer en gammel landmand sig om biograf og varieté?
21  So sitzen die Siebzigjährigen zu zweit oder dritt auf den Treppenstufen des Barackeneingangs oder lehnen an der sonnigen Wand und plaudern über das Verlorene, das ihnen verschönt erscheint, überpudert vom Goldstaub der Erinnerung. Så sidder da de 70årige to eller tre sammen på trappen ind til barakken eller læner sig op ad barakvæggen på solsiden, mens de småsnakker om det, de har mistet. Det forekommer dem forskønnet, drysset over med erindringens guldstøv.
22  Wenn aber Pferde den Pflug durch ein Stück Klövermarkens ziehen, um den Boden für Gemüse oder Blumen bestellbar zu machen, dann stehen sie dabei, bumpeln urteilend neben den Gespann einher, und ihre knotigen, welken Hände durchglüht die Sehnsucht, noch einmal den Sterz zu führen und Land aufzureissen, wie sie es ein Lebenlang getan haben. Aber nicht immer gibt es solche Freudenstunden. Men når et spand heste trækker ploven hen over et stykke Kløvermarken for at gøre jorden klar til brug for køkkenhaver eller blomsterbede, humper de sagkyndigt af sted ved siden af hestene; og deres knudrede, visne hænder klør efter endnu en gang at føre ploven gennem mulden, således som de har gjort det gennem et langt liv. Men ikke altid findes den slags små glædesøjeblikke.
23  Täglich jedoch trotteln sie in Gruppen zur Nordostecke des Lagers, zu einem höchstens zwei Meter hohen Lehmhügel, dem Aushub eines Löschteiches. Von diesem Sehnsuchtshügel schauen sie über den Stacheldraht und einen Streifen Küstenlands zum Meer.  Dagligt tramper de afsted i grupper op til lejrens nordøstlige hjørne til en jorddynge, der er et par meter høj. Den hidrører fra udgravningen til en branddam. Fra denne "længselshøj" kigger de hen over pigtråden og et stykke kystland ud over havet.
24  Dort stehen sie stundenlang und starren aufs weite Wasser, auf dem sie herübergekommen sind und das ihnen den Weg in die Heimat bedeutet. Schiffe fahren in die Ferne oder bringen Fracht nach Kopenhagen, und zweimal am Tage rauscht die grosse Fähre hinüber nach dem nahen Schweden, das, seltsam, von allen Insassen des Lagers als das Land wahrer Freiheit, wahrer Menschlichkeit betrachtet wird, und alle wünschen, wenn abends der grosse Fährdampfer mit tausend Lichtern wie ein Märchenschiff das dunkle Wasser schneidet, mit hinüberzugleiten, dorthin, wo sie, wie sie glauben, Freundschaft, Nächstenliebe und Hilfsbereitschaft erwarten, wo der verhasste Stacheldraht und die scharf geladenen deutschen Karabiner der dänischen Polizei sie nicht mehr gefangenhalten wie Tiere im Pferch. (8) Der kan de stå i timevis og stirre ud over vandet. Det vand, de kom over hertil, og som for dem betyder vejen til hjemstavnen. Fra det fjerne kommer skibe med fragt til København, og to gange om dagen bruser den store færge af sted over til det nære Sverige. Mærkeligt som det land af alle lejrens beboere bliver betragtet som landet, hvor den sande frihed, den ægte menneskelighed findes. Alle ønsker de at kunne glide med over, når den store færge med tusind lys om aftenen som et eventyrskib skærer igennem det sorte vand. Over til det land, hvor, som de tror, venskab, næstekærlighed og hjælpsomhed venter dem. Hvor den forhadte pigtråd og de danske politibetjente med de skarpladte tyske geværer ikke længere kan holde dem indespærret som dyr i bur.
25      Aber die Jüngeren wollen nicht untätig versinken in der Erinnerung an Vergangenes, sie halten Umschau, wie sie ihr Dasein hier nützlich einrichten können, das ohne das Sinnen um die Zukunft geradezu sorglos sein könnte: Man braucht sich nicht um den Lebensunterhalt zu kümmern, denn kein Ör darf der Deutsche besitzen, man braucht keine Miete zu bezahlen, der Platz in der Baracke ist dir gerichtet, das Essen wird dir an den Tisch gebracht, und kleiden musst du dich in das, was du gerettet hast.           Men de yngre vil ikke synke ned i uvirksomhed. De er på udkig efter, hvorledes de her kan indrette en fornuftig tilværelse, som uden spekulationerne om fremtiden ligefrem kunne synes sorgløs. Man behøver ikke at spekulere på at tjene til dagen og vejen, for tyskeren må ikke være i besiddelse af så meget som en øre. Man behøver ikke at betale husleje, du er sikret plads i barakken. Maden bliver sat på bordet foran dig, og du må gå med det tøj, du har reddet.
26  Und wenn es Fetzen and Lumpen sind, das fällt nicht weiter auf, denn deine Leidsgenossen wissen: Du bist auch ein armer Flüchtling, dir geht es wie uns -- und hin und wieder regnet dir auch unerwartet ein Kleidungsstück in den Schoss: eine Hose, ein Paar Strümpfe, Unterhosen oder ein Paar "Gänserümpfe". Om end det er laser og pjalter, virker det ikke påfaldende, for dine lidelsesfæller véd: du er også en fattig flygtning, dig går det som os - og af og til falder der også et stykke tøj ned i skødet på dig: et par bukser, et par strømper, underbukser eller et par "gåserumper" (?). 
27  Für deine Kinder brauchst du kein Schulgeld zu sahlen, die Lernmittel sind frei, die Heizung erhältst du gratis geliefert, die Papiersäcke und das Stroh zu ihrer Füllung und die wattierte Papierdecke für deine Bettstatt kosten dich weder Ör noch Pfennig. Selbst der Samen zur Bestellung deines Hausgärtchens wird dir gespendet. Man könnte meinen, Klövermarken sei eine Art kommunistischen Versuchsgutes: alle sind gleich in Lebenshaltung und Armut, und alle wirken für das Ganze. Doch hinkt der Vergleich ein wenig. Du skal ikke betale skolepenge for dine børn, undervisningsmaterialerne koster ikke noget, brænde får du frit leveret, papirsækkene og halmen til at fylde i dem og de vatterede papirstæpper til dit sovested koster hverken ører eller pfennige. Selv frøet til din lille køkkenhave får du gratis. Man kunne forestille sig, at Kløvermarken var en slags kommunistisk forsøgsgods: alle er stillet ens i livsvilkår og fattigdom, og alle virker for helheden. Sammenligningen halter dog noget.
28         Ein neuer Lebensraum tut sich auf für viele. Mancher macht völlig Schluss mit dem Vergangenen, befreit sich von Bindungen, die Fesseln waren, und startet zu einem neuen Dasein, das seinem Wesen gemässer ist und nicht diktiert durch Rücksicht auf Familie und Verwandtschaft, auf Kollegen und vorgesetzte Behörde: der Hotelinhaber wird Schauspieler, die Stenotypierin singt Chansons.         Det bliver til en ny tilværelse for mange. Nogle bryder helt med fortiden, befrier sig for bindinger, som var lænker, og begynder på en ny tilværelse, som passer bedre til deres væsen og ikke er dikteret af hensynet til familie og slægtskab, kolleger eller myndigheder: hotelejeren bliver skuespiller: kontorpigen synger viser.
29  Sie zwingen sich dazu zu denken, die Internierung und Haft sei eine Art Sommerfrische, in der man Beruf und Alltagskram vergisst. Einmal werden sich Ja die Tore öffnen, und im hungernden Deutschland wirst du fronen müssen. Darum geniesse jetzt den Tag! Bilde dir ein, das, was innerhalb des Stacheldrahtes ist, sei das Draussen, und die ausserhalb seien die eigentlichen Gefangenen. Das hilft, wenn auch nur für kurze Zeit! (9) De tvinger sig til at tro, at interneringen og indespærringen er en slags sommerlejr, hvor man kan glemme erhverv og hverdagens småting. På et eller andet tidspunkt vil portene jo åbne sig, og i det sultende Tyskland må du slide og slæbe. Derfor: nyd denne tid! Bild dig ind, at det, der er inden for pigtråden, er det, der er uden for, og at de, der er uden for, er de egentlige fanger. Det hjælper, om end kun en kort tid.
30  Die Landung
Der erste Mai 1945! Wir liegen auf der Reede des Kopenhagener Hafens. Schon seit 10 Uhr des vorigen Abends. Jetzt ist es früher Morgen. Neben unserm Sperrbrecher wartet wie wir ein grosser Transporter auf das Zeichen zur Einfahrt. In der Ferne deckt ein wirres Geäst von Hunderten von Kränen Dänemarks Hauptstadt zu. Nur einige Türme und Kuppeln überragen den breiten Wald von Eisengestänge. Der Himmel ist milchig grau, verhangen. Ab und zu lässt er ein wenig Sonne durch; dann blinken die Wellchen im matten Licht.
Ankomsten
       Den første maj 1945! Vi ligger på reden til Københavns havn. Det har vi gjort fra klokken ti forrige aften. Nu er det tidlig morgen. Ved siden af vores blokadebryder venter ligesom vi en stor transport på tegn til indsejling. I det fjerne tildækker et grenværk af hundreder af kraner Danmarks hovedstad. Kun nogle tårne og kupler rager op over den brede skov af jernstænger. Himlen er mildt grå, overskyet. Af og til bryder lidt solskin igennem; så blinker de små bølger i det matte lys. 
31      Nachmittags darf der Nachbardampfer in den Hafen. Wir müssen warten bis zur Dämmerung. Als unser wackeres Schifflein an der Pier festmacht, ist as dunkel. Einzelne Lampen leuchten auf -- ein Wunder für uns, die wir seit sechs Jahren die Rabenschwarze der Nacht gewöhnt sind. Uns gegenüber, am andern Kai des Beckens, liegt ein stolzes Kriegsschiff: Prinz Eugen. Wir dürfen noch nicht an Land, müssen den nächsten Tag an Bord erwarten.         Om eftermiddagen får nabodamperen lov til at komme ind i havnen. Vi må vente til skumringen. Da vort dejlige lille skib bliver gjort fast ved kajen, er det mørkt. Enkelte lamper lyser op -- et under for os, der gennem seks år er vant til, at nætterne er ravnsorte. Overfor os, ved bassinets anden kaj, ligger et stolt krigsskib: Prinz Eugen. Vi har endnu ikke lov til at komme i land, må afvente næste dag om bord. 
32  Um Mitternacht geht ein Maat durchs Schiff und teilt allen mit: "Der Führer ist gefallen." Die Nachricht wird ganz ruhig aufgenommen, ahnte man doch dies Ende, als Hitler in Berlin blieb. Jetzt ist es jedem klar: Das Spiel ist aus. Die Mannschaft unseres Sperrbrechers ist froh, das Kriegsende hier in Dänemark zu erleben, hier, wo noch nächtens Lampen brennen.   Ved midnat går en math gennem skibet og meddeler alle: "Føreren er faldet". Efterretningen bliver modtaget ganske roligt, man anede dog afslutningen, da Hitler blev i Berlin. Nu er det klart for enhver: Spillet er ude. Mandskabet på vores blokadebryder er glad over at opleve krigsafslutningen her i Danmark, her, hvor lygterne stadig lyser om natten. 
33 In Hela dagegen ..... die Hölle! Ich sehe noch, wie ein Matrose bei einem Fliegerangriff kurz vor unserer Abfahrt die russischen Bomber durch ein Fernglas beobachtete und plötzlich mit eingezogenem Genick achtern rannte -- aber die Bombe fiel gnädig mittschiffs ins Wasser; ich sehe noch den Qualm von den Uferbränden schwarz und dick über einen grossen Truppentransporter hin zu uns herüberwehen; und ich sehe noch die Schiffswracks im Hafen und an der Aussenseite der Halbinselspitze.  I Hela derimod ... det var helvede! Jeg kan endnu se for mig, hvordan en matros ved et flyverangreb kort før vi sejlede så på de russiske bombere i en kikkert og så pludselig med tilbagetrukket nakke løb agterud -- men bomben faldt nådigt i vandet midtskibs; jeg ser endnu røgen fra brandene på bredden blæse frem og tilbage over os, sort og tyk over et stort troppetransportskib; og jeg ser stadig skibsvragene i havnen udenfor spidsen af halvøen. 
34        Der neue Tag bricht an, und ungeduldig warten wir auf den Zeitpunkt, wo wir nach sechstägiger Seefahrt -- wir lagen lange vor Rügen -- wieder festen Boden betreten dürfen. (10) Prinz Eugen wird neu -- blendend-weiß -- gestrichen.  Seine Mannschaft  tritt  auf Deck an und wird auf Admiral Dönitz vereidigt.         Den nye dag bryder frem, og utålmodigt venter vi på det tidspunkt, hvor vi efter seks dages sørejse -- vi lå længe foran Rügen -- igen kunne få fast grund under fødderne. Prinz Eugen bliver malet igen -- blændende hvid. Dens mandskab træder an på dækket og aflægger ed til admiral Dönitz. 
35         So um die Mittagszeit schlägt dann die ersehnte Stunde, wo wir an Land dürfen.  Wir sind also in Dänemark, in dem gelobten Land, wo nach Berichten wirklich die Milch in den Gossen fließt und die Dächer mit Schinken gedeckt sind.        Så endelig ved middagstid slår den med længsel ventede time, hvor vi kan komme i land. Vi er altså i Danmark, i det forjættede land, hvor det virkelig, efter hvad vi har hørt, flyder med mælk i rendestenene, og hvor tagene er tækket med skinker. 
36  Also hinein ins Schlaraffenleben!   Gleich werden die drei, vier Landser am Kai gefragt, wie man hier zu Eiern und Wurst komme. Entmutigend klingt die Antwort: "Für deutsches Geld jibt es nuscht!" -- "Wofür denn?" -- "Für Kronen und Zigaretten." Altså ind til slaraffenlivet! Straks bliver de tre, fire soldater på kajen spurgt, hvordan man her kan få fat på æg og pølse. Lidt nedslående lyder svaret: "Du får ingenting for tyske penge!" -- "Hvad så for?" -- "For kroner og cigaretter". 
37       Sanitätsautos fahren vor. Mariner entladen die blutige Fracht der verwundeten Soldaten aus dem Schiffsrumpf und betten sie in die Wagen.  Eine  junge Flüchtlingsfrau ist stark angetrunken. Wer weiss, wo sie auf dem Schiff den Schnaps gefunden hat. Sie pirscht  sich an die blauen Jungs heran: "Ich bin Witwe. Mein Mann ist für Großdeutschland gefallen. Ich habe achtundzwanzig Kleider, neun Garnituren Unterwäsche, viermal zu beziehen. Bloß meine ganze Wohnungseinrichtung ist in Marienburg verbrennt. Vier Zimmer hatte ich. Ich bin eine gute Partie. Will mich keiner?" fragt sie einen schlanken Deckoffizier.       Ambulancer kører frem. Marinere udlosser den blodige last af sårede soldater fra skibsskroget og lægger dem ind i bilerne. En ung flygtningekone er stærkt beruset. Hvem véd, hvor på skibet hun har fundet snaps. Hun sniger sig hen foran de blå unge mænd: "Jeg er enke. Min mand er faldt for Stortyskland. Jeg har otteogtyve kjoler, ni sæt undertøj, fire sæt sengetøj. Blot er hele mit indbo brændt op i Marienburg. Fire værelser havde jeg. Jeg er et godt parti. Er der ingen, der vil have mig?" spørger hun en slank dæksofficer. 
38  Aber der tut, als wäre sie Luft. Sie versucht es bei andern. Dieselbe Ablehnung. Als sie zu einem Sanitätsfeldwebel kommt, kotzt der sie an: "Dich hatten die Russen auch besser massakriert oder die Fische gefressen, verdammtes Frauenzimmer!"  Sie scheint endlich ein wenig ernüchtert: Als der nächste Trupp der Flüchtlinge zum nahen Bahnhof marschiert, um von dort weiter nach Jütland gebracht zu werden, reiht sie sich ein und trabt mit. Men han lader, som om hun er luft. Hun forsøger hos en anden. Samme afvisning. Da hun kommer til en sanitetssergent, kunne han ikke holde hende ud: "Det var bedre, om russerne også havde massakreret dig, eller om fiskene havde ædt dig, dit fordømte fruentimmer!" Hun synes endelig at blive en smule ædru: Da den næste gruppe flygtninge marcherer af til den nærved liggende banegård for derfra at blive ført videre til Jylland, glider hun ind i rækkerne og traver med. 
39  Und doch hat dies widerliche Wesen zwei Landser berückt: Als die Angetrunkene längst fort ist,  kommen  sie mit Brot, Kuchen, Eiern und Wurst angekeucht und suchen sie vergebens.  So wechselt die köstliche Habe in die Hände der Glücklichen von uns, die im Besitz von Zigaretten sind, und die andern stehen herum und sehen voll Verlangen das weisse Gebäck hinter dem Gehege der Zähne verschwinden. (11) Og dog har dette væmmelige væsen besnæret to soldater: Da den fulde forlængst er borte, ankommer de stønnende med brød, kager, æg og pølse, og leder forgæves efter hende. Således kommer den kostelige ejendom i vor besiddelse, vi lykkelige, der er i besiddelse af cigaretter, og de andre står rundt omkring og ser fulde af begær på, hvordan det hvide bagværk forsvinder ind bag tandrækkerne. 
40        Trupp um Trupp marschiert zum Bahnhof. Einer Frau dauert das Warten zu lange. In echt Werderaner Dialekt platzt sie los:  "Wat öss dat nu? Nu schlunzt man schon sess Doeg rom, ohne to oarbeede."  -- O fleissiges Deutschland,  wenn du doch nicht so tätig wärst und deine Kräfte nicht so nütztest: Das ist es ja zum Teil, was dich so verhasst macht in der Welt, dass dir die Arbeit und nicht Genuss der Inhalt deines Lebens ist. Aber durften wir als Volk ohne Raum uns des Lebens freuen?        Gruppe efter gruppe marcherer hen til banegården. Ventetiden bliver for lang for en kvinde. På ægte Werderaner dialekt pludrer hun løs: "Hvad er det nu? Nu har man allerede slentret seks dage rundt uden at arbejde" (?). -- O, flittige Tyskland, hvis du bare ikke var så arbejdsivrig og ikke brugte dine kræfter på den måde: Det er jo for en del det, der gør dig så forhadt i verden, at arbejdet og ikke nydelsen er dit livs indhold. Men havde vi lov til at glæde os over livet som et folk uden sted at være?
41  Die  Schar der gelandeten Flüchtlinge ist geschmolzen,  geblieben ist allein ein Häuflein ziviler Invaliden, darunter auch ich. Endlich befreit uns ein LKW von der Qual des Wartens. Über die Kais geht es zur Krankensammelstelle im Hafen, wo Beifracht genommen wird: Schwerkranke und Verwundete. Bald ist der strohbedeckte Autoboden vor Bahren und Decken verschwunden. Und wieder murrt der Motor. Wir gleiten an der ragenden Schiffswand der Pretoria vorbei. (n41 Skaren af ilandsatte flygtninge er smeltet bort, tilbage er kun en lille klump civile invalider, heriblandt også jeg. Endelig er der en lastbil, der befrier os for ventetidens kval. Ud over kajerne går det til et sygesamlingssted på havnen, hvor der bliver taget ekstra fragt ombord: svært syge og sårede. Snart er den halmbelagte lastvognsbund forsvundet under bårer og tæpper. Og igen snurrer motoren. Vi glider forbi Pretorias lodrette skibsvæg. 
42  Ausgebrannte Planken und Balken aus ihrem Innern künden davon, dass kürzlich russische Flieger die als Lazarettschiff gekennzeichnete angegriffen. Eine Frau an der andern Seite des Wageninnern  schreit unaufhörlich: "Wärter, ein Uringlas! Ich halte es nicht mehr aus! Wärter, ein Uringlas!"  Ihr Gesicht  ist ein blutiger Brei, ohne Nase, Augen und Mund. Udbrændte planker og bjælker fra dens indre vidner om, at russiske flyvere for kort tid siden angreb det som lazaretskib genkendelige fartøj. En kvinde skriger uophørligt fra den anden side at vognrummet: "Sygepasser! et uringlas! Jeg kan ikke holde det ud mere! Sygepasser, et uringlas!" Hendes ansigt er én blodig grød, uden næse, øjne og mund. 
43 Ihm entströmt der furchtbare Stank eines Raubtierkäfigs.  Aber ohne Unterlass schreit das entsetzliche, was einst ein menschliches Antlitz war, heischend, dringend: "Wärter, ein Uringlas!" Die  junge Frau neben mir, der ein Bombensplitterchen die  Stirn verletzte, als die "Emilie  Sauer" durch Fliegerangriff auf den Grund des Helaer Hafens ging, und deren letzte Kraft verbraucht schien, als sie nach der Landung in Kopenhagen sich von Mann und Kindern trennen musste, rückt immer näher zu mir heran, fort von der schreienden,  stinkenden Blutbrei der entstellten Geschlechtsgenossin, die Ihr Schicksal gefasst zu  tragen scheint. Sie starrt auf das rote Gemenge und weiss nun, dass es noch schwerere Schicksale als das Ihre gibt. Ud fra hendes ansigt strømmer den frygtelige stank fra et rovdyrbur. Men uden afbrydelse skriger det forfærdelige, der engang var et menneskeligt ansigt, krævende, indtrængende: "Sygepasser, et uringlas!" Den unge kvinde ved siden af mig, som blev såret af en bombesplint i panden, da "Emilie Sauer" på grund af flyverangreb gik på grund i Helas havn, og hvis sidste kræfter synes opbrugt, da hun efter ankomsten til København måtte skilles fra sin mand og sine børn, rykker tættere og tættere hen til mig, bort fra sin vansirede kønsfælles skrigende, stinkende blodgrød, og hun synes at bære sin skæbne med fatning. Hun stirrer på den røde masse og véd nu, at der findes skæbner, der er tungere end hendes egen. 
44       Jetzt geht die Fahrt nach Kopenhagen! Es ist an sich schon ein herrliches Gefühl,  nach langer (12) Seefahrt wieder festen Boden unter den Füssen zu haben. Wenn man weiss, dass das durchfahrene Meer von Minen U-Booten verseucht gewesen ist, dann  ist die Erleichterung um so stärker,  und dies Bewusstsein der Sicherheit und Ruhe ist uberwältigend, wenn man vom Schauplatz letzter schwerer Kämpfe kommt.        Nu går turen til København! Det er i sig selv allerede en herlig følelse at have fast grund under fødderne efter lang tid på havet. Når man véd, at det hav, men besejlede, var inficeret med miner og ubåde, så er lettelsen så meget stærkere, og bevidstheden om sikkerhed og ro er overvældende, når man kommer fra skuepladsen for de sidste svære kampe.
45       Ich habe Königsberg, meine Vaterstadt, in Rauch und Flammen aufgehen sehen, sie, die mir so lieb war wie kein anderer Ort der Erde, ich war mit Luftwaffenhelfern während der schweren Angriffe der ersten Monate des Jahren 1944 in Berlin und sah jeden Abend das lodernde Rot der Brände über einem andern Stadtteil der Reichshauptstadt,  ich bin als Soldat  durch das brennende Danzig gezogen,  durch die schöne alte Stadt, aus der ich mir die Gattin geholt habe, ich sah die Reste des Rathauses und St. Mariens in wabernder Glut und Lohe, eine schaurige Bühne, auf der Panzer und Kanonen, LKWs und PKWs,  Pferdewagen und Infanterie im Rückzug ein verzweifeltes,  erschütterndes Drama agierten und nun Kopenhagen!       Jeg har set Kønigsberg, min fædrene by, gå op i røg og flammer, den, der var mig så kær som intet andet sted på jorden, jeg var sammen med luftværnshjælperne under de svære angreb i de første måneder af året i Berlin og så hver aften det blussende røde fra brandene over en anden del af rigshovedstaden, jeg drog som soldat gennem det brændende Danzig, gennem den smukke, gamle by, hvorfra jeg hentede min ægtefælle, jeg så resterne af rådhuset og Skt. Mariekirken i luende glød og lue, et spektakulært scene, hvorpå panservogne, kanoner, lastbiler og personbiler, hestevogne og infanteri på tilbagetog opførte et fortvivlet, rystende drama -- og nu København! 
46         Es war der 2. Mai, und der verhangene Himmel trug in seiner kühlen Helle schon alle Köstlichkeiten des kommenden Frühlings als zartlichen Versprechen. Ein leichter Regen rieselte wie ein Schleiervorhang nieder, um der jungen Sonne einen festlichen Auftritt zu gewähren. Alles sah froh und freudig aus, so blank wie nach dem Grossreinemachen der Natur.       Det var den anden maj, og den overskyede himmel bar i sit kølige lys allerede på alle det kommende forårs kosteligheder som et forsigtigt løfte. En let regn rislede ned som et slørtæppe, for at kunne byde den unge sol en festlig optræden. Alt så glad og glædeligt ud, så rent som efter naturens hovedrengøring. 
47  Die Kirschblüten entfalteten leise ihr bräutliches Weiss, die Magnolien hatten ihre Tulpenbluten dem Frühlingslicht geöffnet, und dann das zarte, zarte Grün der neuen Blättchen an Baum und Strauch vor dem jetzt warmen, von Helligkeit gefilterten Grauhimmel des abziehenden Regens. Ich konnte mich nicht sattsehen,  und eine Welle warmen Glücks strömte in mein Herz. Kirsebærblomsterne udfoldede sagte deres brudeagtigt hvide, magnolierne havde åbnet deres tulipanblomster for forårslyset, og dertil kom det sarte, sarte grønne på de nye små blade på træer og buske foran den nu varme, grå himmel, der var gennemlyst af solstrejf fra den bortdragende regn. Jeg kunne ikke se mig mæt og en bølge af varm lykke strømmede ind i mit hjerte. 
48        Als wir in Danzig Ende März an einem Vormittag dauernd vom Hof der Hagelbergkasematten zum Olivaer Tor nach Waeser laufen mussten, während der Russe von Emaus all seine Künste mit Kanönchen, Mörsern, Granatwerfern, Stalinorgeln spielen liess, hielt ich im atemlosen Rennen inne in einem Gärtchen, in dem schon der Seidelbast blühte. Ich hob einen (13) knospenden Fliederast vom Boden, den eine Flintenkugel fasernd vom Mutterstamm gerissen hatte, und er, der in seiner jungen Kraft zum Welken bestimmt war, schien mir Symbol für die sterbende Welt des Friedens.        Da vi i Danzig i slutningen af marts en formiddag hele tiden måtte løbe fra Hagelbergkasemattens gård til Olivaer-porten ad Waeser til, mens russerne ude fra Emaus lod alle sine kunster spille med kanoner, morterer, granatkastere, stalinorgler, standsede jeg op i mit forpustede løb i en lille have, hvor allerede pebertræet blomstrede. Jeg løftede en knopfyldt syrengren op fra jorden, som en geværkugle havde revet bort fra moderstammen, og denne gren, som i sin unge kraft var bestemt til at visne, syntes mig et symbol på fredens døende verden. 
49       Aber hier in Kopenhagen ist diese schier versunkene Welt noch Wirklichkelt. Hier klingeln noch die Elektrischen durch heile Strassen, und die für Dänemarks Hauptstadt so kennzeichnenden Radfahrerscharen gleiten baumbestandene Alleen entlang, vorbei an Schaufenstern mit herrlichen Blumen, mit knusprigem Brot und Kuchen, mit einerm Fülle von Fleisch und Wurst, Eiern und Käse.       Men her i København er denne verden, der ellers er gået helt til bunds, stadig en virkelighed. Her ringer stadigvæk sporvognene gennem uskadte gader, og de for Danmarks hovedstad kendetegnende cyklistflokke glider af sted langs alléer, der stadig har træer, forbi udstillingsvinduer med herlige blomster, med sprøde brød og kager, med en fylde af kød og pølse, æg og ost. 
50  Dort an dem Wagenkiosk an der Strassenecke verzehrt eine Dame geniesserich Pölser (Würstschen) mit Semmeln und Senf,  und Stande mit der leuchtenden Aufschrift "Js" finden  starken Zuspruch. Kein Anzeichen von Krieg -- doch, einmal sehe ich bei einem deutschen Posten ein paar spanische Reiter. Alles ist unzerstört, keine Häuserruinen, kein hageres, stumpfes Gesicht, nein, Frohsinn und Lebenskraft und Freude am Dasein atmen Passanten und Stadtbild. Wie schön,  geborgen zu  sein in dieser Welt des Friedens! Dèr ved en pølsevogn på gadehjørnet står en dame og spiser en lækker pølse med pølsebrød og sennep, og boder med den lysende reklame "Is" finder stærk tilstrømning. Intet tegn på krig -- dog, én gang ser jeg ved en tysk vagtpost et par spanske ryttere. Alt er ubeskadiget, ingen husruiner, igen magre, afstumpede ansigter, nej, glæde og livskraft og livsglæde er, hvad mennesker og by ånder i. Hvor dejligt at være i god behold i denne fredens verden!
51        Unser LKW schnurrt unermüdlich weiter bis zu der chirurgischen Station von Hellerup. (n51) Endlich kommt auch die Ärmste zu ihrem Uringlas. "Wie heisen Sie?" fragt die aufnehmende Schwester.  "Herbst!" klingt es bestimmt und deutlich zurück mit einer kleinen Neigung des e zum a.  "Wie?" -- "Herbst, wie die Jahreszeit!" erwidert der blutige Brei.  "Woher?" -- "Aus Memel".   Eine Landsmännin also!  Viel Glück, du Tapfere, zur Genesung!         Vores lastbil snurrer utrætteligt videre til det kirurgiske hospital i Hellerup. Endelig får den stakkels kvinde sit uringlas. "Hvad hedder De?" spørger den modtagende sygeplejerske. "Herbst!" lyder det bestemt og tydeligt tilbage med en svag tilbøjelighed til at gøre e til a. "Hvadbehar?" -- "Herbst, ligesom årstiden!" svarer den blodige grød. "Hvor kommer De fra?" -- "Fra Memel". Altså en landsmandinde! Lykke til, du tapre, at du må blive helbredt!
52          Ich fahre noch einmal durch die Parade der Frühlingsbäume,  zur Kristianiagade,  einer der vornehmsten Strassen,  in der Gesandtschaften und gräfliche Palais einander ablösen. Vor Hagemanns Kollegium,  einem Studentenheim, halt der Wagen. Mein Bestimmungsort ist erreicht. (n52        Jeg kører endnu engang gennem forårstræernes parade, til Kristianiagade, én af de fornemste gader, hvor gesandtskaber og grevelige palæer afløser hinanden. Foran Hagemanns Kollegium, et hjem for studenter, holder vognen. Mit bestemmelsessted er nået. 
53       Ich trete in die Halle. Zwei  Säulen stützen den wohlproportionierten Raum. Eine grosse Glastür führt auf einen zementierten Hof von etwa 50 qm. Schöne Sessel in grünem Rips stehen um zwei Tischchen, und Blattgewächse umranken Tür und Fenster. Wie anheimelnd das alles aussieht! Mir ist nach all dem Lagern und Liegen in den Löchern des Nehrungswaldes, wo (14) Tannenstangen und Tannenzweige das Dach unserer schnell geschaufelten Wohnung bildeten, nach all dem unbequemen Dösen an Schiffswänden und auf teerigen Tauen, als käme ich nach Hause.        Jeg går ind i hallen. To søjler støtter det velproportionerede rum. En stor glasdør fører op til en cementbelagt gård på cirka 50 m2. Der står smukke stole i grønt reps, og der er to små borde og en bladranke rundt om dør og vinduer. Hvor hjemligt det altsammen ser ud! Efter alt dette slåen lejr og liggen i Nehrungsskovens huller, hvor granstammer og grangrene dannede tag over vores hurtigt opskovlede bolig, efter al denne ubekvemme døsen op mod skibsvægge og på tjæreholdigt tovværk, har jeg det, som var jeg kommet hjem. 
54 Die Söhne des Chefarztes tragen meinen Affen und Brotbeutel zur Männerstation im dritten Stock, ich steige bald darauf in eine Badewanne mit warmem Wasser -- oh Wonne, oh langentbehrter Genuss! -- und dann sinke ich müde, geborgen, in ein weissbezogenes Lazarettbett. Morgen soll mich eine Incision von meiner Handphlegmone befreien. Overlægens sønner bærer min tornyster og brødpung op til mandsafdelingen på tredie sal, jeg stiger snart derefter op i et badekar med varmt vand -- hvilken fryd, hvilken længe savnet nydelse! -- og synker jeg træt og tryg ned i en hvidtbetrukken sygehusseng. I morgen skal en operation befri mig for min blodforgiftning i hånden. 
55       Aber meine Stubengefährten, der Oberstarzt a. D. von einigen Siebzig, der auf der Flucht vom Schlag getroffen wurde, und sein Altersgenosse, mein Bettnachbar, mit der von Tieffliegern zerschossenen Lunge, aus deren Einschußstelle der Eiter in Strömen schält, zerreissen noch oft den Traum von Frieden, und jeden Morgen liegen in jedem Stock auf Bahren menschliche Gestalten, ganz still, ganz eingehüllt und zugesteckt mit Decken. Und es dauert nur wenige Tage, da hat auch mein Nachbar, der stille, bartige Mann mit den gütigen Augen, überstanden, und seine Tochter, die Ärztin, steht mit tränen-überströmtem Antlitz vor seinem leeren Bett. (15)         Men mine stuekammerater, overlæge a. D. på nogle og halvfjerds, som blev truffet af slaget på flugten, og hans jævnaldrende, min sengenabo, med en lunge, der blev skudt i stykker af lavtgående flyvemaskiner, hvor der fra indskudsstedet flyder materie i strømme, sønderriver ret tit drømmen om fred, og hver morgen ligger der på hver etage bårer med menneskelige skikkelser, ganske stille og helt indhyllet og tildækket med tæpper. Og det varer kun få dage, så har også min nabo, den stille, skæggede mand med de godmodige øjne, fået fred, og hans datter, en kvindelig læge, står med tårevædet ansigt foran hans tomme seng. 
56 Einzug in Klövermarken.
       Im Herbst 1945 sprang in unser Krankenhaus Gerücht auf, dass die meisten deutschen Hospitäler in der Stadt aufgelöst werden sollten.
Indflytning i Kløvermarken
      I efteråret 1945 opkom der på vort sygehus rygter om, at de fleste tyske hospitaler i byen skulle opløses. 
57      "Und was wird aus  uns?" fragten besorgt die genesenden Patienten.  -- "Wahrscheinlich kommt  Ihr nach Klövermarken."    --"Klövermarken? Was ist das? Wo ist das?" --  »Na, ihr werdet ja sehen. Besseres K-Z. Ganz dichte bei. Auf Sumpf erbaut. Baracken über Baracken. Alle mit quitschnassen Wänden.  Und Ratten!!!" -- "Schöne Bescherung!"         "Og hvad så med os?" spurgte så bekymret rekonvalescens-patienterne. "Sandsynligvis kommer I til Kløvermarken". -- "Kløvermarken? Hvad er det? Hvor er det?" -- "Ja, det får I se. En bedre koncentrationslejr. Ganske tæt herved. Bygget på sump. Barak ved barak. Alle med pjaskvåde vægge. Og rotter!!!" -- "Det er en køn redelighed!"
58        Durch alle Lager flog das Wort Klövermarken und machte die Herzen bang. Dann hörte man davon, dass die Flüchtlinge dieser und jener Schule bereits übergesiedelt seien, dass das Lager täglich an Grösse zunähme.  Aber nichts Gutes wurde von ihm gesprochen.         Gennem alle lejrene fløj ordet Kløvermarken og gjorde hjerterne bange. Så hørte man om, at flygtningene fra den og den skole allerede var overflyttet, at lejren dagligt voksede i størrelse. Men der blev ikke sagt noget godt om den. 
59   Nur eine Reinmachefrau, die regelmässig aus Klövermarken  in unser Krankenhaus zur Arbeit kam, tröstete: "So schlim ist es gar nicht. Man  gewöhnt sich an alles." Aber die Meinung blieb: Klövermarken  ist das Schlimmste, was uns droht. Kun en rengøringskone, som regelmæssigt kom på arbejde fra Kløvermarken til vores sygehus, trøstede os: "Så slemt er det slet ikke. Men vænner sig til alt". Men den overbevisning bed sig fast: Kløvermarken er det værste, der truer os. 
60       Und mehr und mehr der entlassenen Patienten landeten in dem gefürchteten Klövermarken.       Og flere og flere af de udskrevne patienter landede i den frygtede lejr: Kløvermarken. 
61        Am 20. Februar 1946 war auch die Reihe an mir. Ein kleiner LKW brummt mit drei  Schicksalsgenossen, mit mir und unserer kümmerlichen Habe durch die geschäftigen Strassen des morgendlichen Kopenhagens,  biegt ein paarmal um Ecken, und schon sind wir durch das breite Tor gerutscht, über dem schwarze Buchstaben  auf weissem Brettergrund künden: Flygtningelejren Klövermarken.        Den 20. februar 1946 var også turen kommet til mig. En lille lastbil brummer med tre lidelsesfæller, med mig og vort kummerlige habengut gennem det morgenlige Københavns travle gader, drejer et par gange om hjørnet, og snart er vi kørt ind gennem den brede port, over hvilke sorte bogstaver på hvid baggrund af brædder forkynder: Flygtningelejren Kløvermarken. 
62       Vor der deutschen Lagerverwaltung, gleich hinter dem Tor, halten wir, werden dem 8. Bezirk zugeteilt und schnurren weiter, durch die grüne Stadt, durch die gelbe und in die blaue. Der Wagen  stoppt,  das Gepäck wird herausgereicht -- so, da wären wir -- uns selber überlassen.         Vi gør holdt foran den tyske lejrforvaltning, lige bagved porten, får tildelt 8. område og snurrer videre, gennem den grønne by, gennem den gule og ind i den blå. Vognen standser, bagagen bliver rakt ud -- sådan , her var vi -- overladt til os selv. 
63         Der erste Eindruck ist fatal. Die Februarsonne hat den hohen  Schnee getaut, und Klövermarken  schwimmt. Ich rette meine Paketlein auf eine trockene Bodenstelle und schaue mich um. Ich stehe auf einem  schraalen Weg von schwarzem Grus.  Auf beiden (16) Seiten Baracken, deren unendliche Reihen sich am Horizont zu verlieren  scheinen mit immer kleiner werdenden Giebeln.        Det første indtryk er fatalt. Februarsolen har tøet det øverste lag sne, og Kløvermarken svømmer. Jeg redder mine små pakkenelliker op på et tørt sted og ser mig omkring. Jeg står på en skrå vej af sort grus. På begge sider er der barakker, hvis uendelige rækker synes at fortabe sig i horisonten med mindre og mindre gavle. 
64  Wie ein sibirisches Lager, wie eine australische Goldgräbersiedlung wirkt das Ganze. Aber die Sonne blitzt schon durch den grauen Himmel und  jagt Hoffnungsschauer ins Herz, das um die Steinwände von Hagemanns Kollegium, um die Schicksalsgemeinschaft von Ärzten, Schwestern, Personal und Patienten  trauert. Det hele virker som en sibirisk lejr, som en australsk guldgraverbebyggelse. Men solen lyner allerede gennem den grå himmel og jager forhåbningsbyger ind i det hjerte, som sørger over at have mistet stenvæggene på Hagemanns Kollegium, og mistet skæbnefællesskabet med læger, sygeplejersker, personale og patienter. 
65        Da eilt  aus einer Türe ein  Sechzehnjähriger auf mich zu und begrüsst  seinen  einstigen Lehrer aus der Löbenichtschen Oberschule. Verlegen versteckt er seine durch einen Schuss verstümmelte Hand, als er mir hilft, mein Gepäck in die Bezirksleitung tragen.  So verlassen ist man hier also doch nicht, wahrscheinlich stecken noch mehr Bekannte in den umliegenden Baracken. Nun, wir werden ja sehen!        Så kommer der en sekstenårig ud af en dør hen mod mig og hilser sin tidligere lære fra det Löbenichtske gymnasium. Forlegen gemmer han sin hånd, som er skamferet af et skud, mens han hjælper mig med at bære min bagage hen til områdeledelsen. Helt forladt er man altså alligevel ikke her, sandsynligvis gemmer der sig endnu flere bekendte i de omkringliggende barakker. Nuvel, vi får se! 
66       Die freundliche Bezirksleiterin weist Baracke 348 zu. Beim Eintritt in die mir bestimmte Behausung, spüre ich kaum etwas von Raum. Der verschwindet völlig vor dem Wald von Bettpfosten, Schränken, Tischen, Bänken, Hockern und Menschen. Eine Stunde des Alleinseins ist hier nicht möglich, muss ich betrübt feststellen.  Und dabei  fehlt es hier an Kindern, den grossen  Störenfrieden.          Den venlige områdeleder anviser barak 348. Da jeg kom ind i det kvarter, der var bestemt for mig, mærker jeg næsten ikke til noget værelse. Det forsvinder fuldstændig for skoven af sengestolper, skabe, borde, bænke, taburetter og mennesker. At være alene en time her er ikke muligt, det må jeg fastslå med bedrøvelse. Og så er det oven i købet ingen børn her, de er ellers de største fredsforstyrrere. 
67 Aber Ordnung und Sauberkeit herrschen, und die Insassen nehmen den Neuling freundlich auf, der angeweht wird vom Geist der Hilfsbereitschaft. Da ist die Schauspielerin Frau Lessing mit ihrer Mutter, da ist eine Gewerbelehrerin, ein mittlerer Beamte  und schlichte, einfache Arbeiter; aber alle beseelt der Wille zu einem verträglichen gemeinsamen Leben und zu gegenseitiger Unterstützung. Ich fühle mich gleich wohl  in ihrer Gesellschaft. Men der hersker orden og renlighed, og beboerne tager venligt imod den nye, der bliver ombølget af hjælpsomhedens ånd. Her er skuespillerinden fru Lessing sammen med sin mor, her er en erhvervslærerinde, en tjenestemand og en enkel, simpel arbejder; men alle er besjælet af viljen til et fordrageligt samliv og til gensidig hjælp. Jeg føler mig straks godt tilpas i deres selskab. 
68  Als man meinen Beruf erfährt,  gibt man mir den guten Rat, mich doch in der Schulstadt nach einer Bleibe umzusehen, da dort die kleineren Baracken mit Rücksicht auf die hauslichen Arbeiten der Lehrer weniger dicht belegt sind. Und ich habe Glück! Der Leiter des Bezirks VII weist mich in Baracke 482 ein, und dieses rotbraune Sommerhäuschen in der "Roten Tintengasse"  gefällt mir sofort. Da man erfarer, hvilken stilling jeg har, giver man mig det gode råd at se mig om efter et logi i skolebyen, eftersom dèr de mindre barakker er knap så tæt belagt med henblik på lærernes hjemmearbejde. Og jeg har heldet med mig! Lederen af område syv anviser mig Barak 482, og dette rødbrune lille sommerhus i den "Røde Blækgyde" falder straks i min smag. 
69         Als ich mit dem Bezirksleiter eintrete, sitzen die bisherigen Insassen, ein Lehrer mit Frau und Tochter, gerade beim Essen, das Oberhaupt in Hemdsärmeln und Pantoffeln. Sein zerknittertes Gesicht wendet sich von unten mir schräg zu und (17) schiesst über die Brillengläser hinweg einen misstrauischen Blick. Ich kann das verstehen, störe ich doch die traute Einsamkeit des Kleeblatts, das sich dies einst öde Heim schon ganz wohnlich eingerichtet hat und mich nun als Eindringling betrachtet.        Da jeg kommer ind sammen med områdelederen, sidder de hidtidige beboere, en lærer med sin kone og datter, netop ved maden, familieoverhovedet i skjorteærmer og tøfler. Hans sammenkrøllede ansigt vender sig skråt op mod mig nedefra og affyrer henover brilleglassene et mistroisk blik. Det forstår jeg godt, jeg forstyrrer jo den tilvante ensomhed af trekløveret, som har indrettet dette engang øde hjem ganske hjemligt og nu betragter mig som en indtrængende. 
70 Die drei müssen, das stelle ich fest, in der einen Kammer von ungefähr 2 x 2,5 m schlafen, in der zwei Luftschutzbetten, doppelstäckig, stehen. In dem zu diesem Schlafraum parallel laufenden Gemach ruht das Bett eines Rektors, der sich nicht entschliessen kann, seine bisherige Baracke aufzugeben. Fünf Mann sollen aber in diese kleine Hütte hinein. Wenn ich in das leere Schlafzimmerchen ziehe, bin ich der fünfte, bzw. vierte. De tre må, fastslår jeg, sove i et kammer på omtrent 2 gange 2,5 m, hvori der står to luftværnssenge, i to etager. I det værelse, der løber parallelt med dette soveværelse står en rektors seng, som ikke kan beslutte sig til at opgive sin hidtidige barak. Fem mennesker skal altså ind i denne lille hytte. Hvis jeg kommer ind i det tomme lille sovekammer, er jeg den femte, henholdsvis den fjerde. 
71 Die Kammern münden mit ihren Türen im quer zu ihnen liegenden Tagesraum (etwa 4 x 2,5 qm), dem ein kleiner Windfang für Torf und Löscheimer vorgelagert ist, in dessen einer Ecke das Öfchen vergnüglich Wärme spendet. Hilfreich stiftet die Frau des Lehrers, die "Stubenälteste", stillschweigend ein blau-weiss gewürfeltes Laken und einen Papierstrohsack, für dessen Füllung sie auch sorgt. Kamrene munder med deres døre ud i det tværliggende dagsrum (cirka 4 x 2,5 m2), foran hvilket der ligger et lille vindfang til tørv og brandspande, og i dets ene hjørne udbreder den lille ovn fornøjet varme. Hjælpsom henter lærerens kone, som er "stuekommandør", tavst et blå-hvidt ternet lagen og en papirsstråsæk, og hun sørger også for at fylde sidstnævnte. 
72 Ich packe meine Sachen aus, wobei mir das Luftschutzbett über dem meinen als Gepäcknetz dient, die wenigen mürben Kleidungsstücke kommen in den schmalen Soldatenschrank meiner Kammer -- und ich bin eingerichtet. Ich erhalte meine Verpflegungs- und Brennstoffkarte, wachse in den Turnus von Rechten und Pflichten des Lagers hinein, als da sind: Essen- und Tee-Empfang, Wasser- und Torfholen -- kurz, ich fühle mich schon als Bürger der Stadt Klövermarken. Ein neuer Lebensabschnitt beginnt. Jeg pakker mine sager ud, hvorved luftværnssengen over min seng tjener mig som bagagenet, de få bløde klædningsstykker kommer i det smalle soldaterskab i mit kammer -- og jeg har indrettet mig. Jeg får mine forplejningskort og mit brændselskort, vokser ind i lejrens turnus af rettigheder og pligter, som er: Hente mad og te, hente vand og tørv -- kort sagt, jeg føler mig allerede som borger i byen Kløvermarken. Et nyt livsafsnit begynder. 
73        Als es zu dunkeln anfängt, schlendere ich zur Kasperle-Baracke, wo nach Frau Lessing Aussage heute ein "Bunter Abend" steigen solle. Von ferne höre ich schon eine grosse Kinderschar mit mächtigem Stimmaufwand singen:
"Trullala, trullala"
Kasperle ist wieder da!"
      Da det begynder at blive mørkt, slentrer jeg hen til mester Jakel barakken, hvor der efter hvad fru Lessing siger i dag finder en "Broget aften" sted. Fra det fjerne hører jeg allerede en stor skare børn synge med en mægtig stemmeudfoldelse:
"Tralala, tralala,
mester Jakel er her igen!"
74        Die Baracke trägt also heute ihren Namen zu Recht. Der Schauspieler Tönges führt mit seiner Frau den Klövermärker Jungs und Mädeln seine Handpuppen vor. Er versteht es, die Kinder mitmimen zu lassen in seinen derben Stücklein, dessen Hauptattraktion neben Kasperle das "Krokadil", ein ständig (18) "peruppepuppepurr" schnurrender Schutzmann und eine rote Glühbirne sind, mit der Beleuchtungseffekte gezaubert werden.         Barakken bærer altså i dag sit navn med rette. Skuespilleren Tönges fremfører sammen med sin kone sine hånddukker for Kløvermarkens drenge og piger. Han forstår at lade børnene mime med i sine grove små stykker, hvor hovedattraktion ud over mester Jakel også er "Krokadillen", en hele tiden omkringsnurrende politimand, og en rød glødelampe, med hvilken der fremtrylles belysningseffekter. 
75         Nach Schluss des Spieles stellt mich Frau Lessing Tönges vor; denn ich habe die Absicht, Mitglied des Schauspielerensembles zu werden und in der in Aussicht genommenen "Kabale und Liebe" eine Rolle zu übernehmen. Leider höre ich hierbei, dass der "Bunte Abend" heute ausfällt. Also zurück zum neuen Eigenheim! --       Efter afslutning på spillet forestiller fru Lessing mig for Tönges; for jeg har til hensigt at blive medlem af skuespillerensemblet og at overtage en rolle i stykket "Kabale und Liebe", som man påtænker at spille. Desværre hører jeg herved, at den "brogede aften" i dag er aflyst. Altså tilbage til mit nye hjem! -- 
76         Es ist gar nicht so einfach, sich in der Dunkelheit bei dem Gewirr von Baracken zu orientieren. Die Strassen scheinen einander vollkommen gleich, sie haben dem Neuling noch nicht ihr besonderes Gesicht gezeigt.        Det er slet ikke så enkelt at orientere sig i mørke imellem de mange barakker. Gaderne ser fuldstændig ens ud, de har for den nyankomne endnu ikke vist deres særlige ansigt. 
77         Ich gehe zu Bett und schlafe bald ein auf dem hohen, warmen Stroohberg. Aber die Papierdecke ist zu neu und glatt und rutscht dauernd zur Erde, und das Kanonenöfchen brennt nicht mehr und steht weit weg von meiner kleinen Kammer. So wache ich öfters fröstelnd auf unter der einzigen Wolldecke, die ich mit ins Feld nahm, und banges Fragen, Sorgen um das Kommende ziehen durch's Herz. Sie passen zu dem sonoren Drühnen der "Seekuh", die irgendwo fernab durch die nebliche Februarnacht heult. -- -- --       Jeg går i seng og falder snart i søvn på det høje, varme stråbjerg. Men papirdynen er for ny og glat og rutsjer hele tiden ned på gulvet, og den lille kanonovn brænder ikke mere og står langt borte fra mit lille kammer. Derfor vågner jeg tit og fryser under det eneste uldtæppe, som jeg tog med i felten, og ængstelige spørgsmål og bekymringer om fremtiden drager gennem hjertet. De passer til tågehornets enstonige drønen, som et eller andet sted langt borte hyler i den tågede februarnat. -- 
78        Der neue Tag verscheucht die quälenden Gedanken und weckt zu neuer Tätigkeit. Aber zuerst wird gefrühstückt: Butterbrot und Brombeerblättertee (oder war es Tee von Eichenrinde?). Und meine "Wirtin" führt mir auch die Klövermärker Spezialität vor: die auf den Ofen geröstete, mit Zucker überstreute Schnitte weissen Roggenbrots (Sigtebröd). Prima, pfunds, knorke! Dann greife ich zu den Wassereimern, gehe ungefähr 150 m bis zur Zapfstelle und schleppe sie gefüllt zurück.        Den nye dag kyser de pinende tanker bort og vækker til ny dåd. Men først spiser man morgenmad: Brød med smør og te af brombærblade (eller var det te af egebark?). Og min "værtinde" fremfører også for mig Kløvermarkens specialitet: skiver af hvidt rugbrød (sigtebrød), som er ristet ved ovnen og overstrøet med sukker. Prima! Knippelfint! Knaldgodt! Så griber jeg fat i vandspanden, går cirka 150 m hen til tappestedet og slæber den tilbage i fyldt tilstand. 
79         Dann heisst es Torfholen. (n79) An den Torfschuppen reihen sich die Bewohner unserer Strasse mit Tragen, Körben und Wagen an und warten, bis die Reihe an ihnen ist. Ich helfe unsere Ration in einer Zeltbahn nach Hause schleppen. Der Hausherr macht sich ans Heizen; bald ist unser Wohnraum behaglich warm. Ich lese ein wenig und gehe darauf zur Nachbarbaracke, um mich dem Leiter der künftigen Oberschule -- später übernahm ich dies Amt -- zur Verfügung zu stellen. Es ist ein mir bekannter Königsberger Studienrat.        Så hedder det "hente tørv". Ved tørveskurene stiller beboerne i vores gade sig i kø med bakker, kurve og vogne og venter, indtil turen kommer til dem. Jeg hjælper med at slæbe vor ration hjem i en teltdug. Husets herre gør klar til at fyre op; snart er vor stue behagelig varm. Jeg læser en smule og går derpå hen til barakken ved siden af for at stille mig til rådighed for lederen af det kommende gymnasium -- senere overtog jeg dette hverv. Det er en lektor, som jeg kender fra Kønigsberg. 
80  Ich werde für Latein vorgemerkt. In den nächsten (19) Tagen soll der Unterricht beginnen. -- -- Ich sitze wieder im Tagesraum und lese. Da erschallt draussen der Ruf: "Essenholen!" Zwei Frauen haben auf der Strasse vor unserer Baracke eine Trage mit schwerem, viereckigem Kübel abgestellt und warten auf uns. Wir ergreifen den Essnapf, eilen hinaus und kehren mit unserm Schlag Weisskohl an den Tisch zurück.  Jeg bliver sat på latinundervisningen. I løbet af de næste dage skal undervisningen begynde. -- Jeg sidder igen i dagligstuen og læser. Da lyder der udenfor et råb: "Madafhentning!" To kvinder har på gaden foran vores barak anbragt en bør med tunge, firkantede bøtter og venter på os. Vi griber spiseskålen, iler udenfor og vender tilbage til bordet med vor tildeling af hvidkål. 
81  Nach dem Essen schmauche ich ein Pfeifchen, schmökere wieder und zeichne ein wenig bis zum Teeholen, so um 5 Uhr herum. Zur Abendmahlzeit wird das Brot mit Wurst und Käse belegt; denn der Tag ist noch nicht zu Ende, und die Nacht ist lang. Zwei Nachbarn holen mich zur Theaterprobe ab. Ich wundere mich, dass die beiden durch die Dunkelheit und das neu einsetzende Schneetreiben mich ganz sicher zur Halle 1 lotsen, obwohl alle Strassen sich gleichen und der Ort unseres Probens ganz nahe dem Eingang, also gut 10 Minuten von uns entfernt, liegt. Efter at have spist ryger jeg en pibe, smøger igen og tegner en smule, indtil man skal hente te, sådan henved klokken fem. Når det er tid til aftensmad, bliver brødet belagt med pølse og ost; for dagen er endnu ikke til ende, og natten er lang. To naboer henter mig til teaterprøve. Jeg undrer mig over, at de begge to lodser mig ganske sikkert gennem mørket og det nyligt påbegyndte snefog frem til hal 1, selv om alle gader ligner hinanden og stedet, hvor vi holder prøver, ligger ganske nær ved indgangen, altså godt 10 minutter fra vores hus. 
82          Ich halte mich ganz zurück in dem neuen Milieu und beobachte. Jedem Akteur wird ein Reklamheft in die Hand gedrückt und "Kabale und Liebe" nach den Angaben von Tönges bühnengerecht zusammengestrichen. Dann kommt die Stellprobe und das erste Lesen. Ich soll den Diener spielen, der Lady Milford das Kästchen mit den Juwelen überreicht, die mit dem Leben württembergischer Landeskinder bezahlt sind, eine Rolle, die sicher sehr bedeutungsvoll für den Gehalt des Werkes ist, nur leider sehr klein.      Jeg holder mig ganske tilbage i det nye miljø og ser på. Hver skuespiller får et kladdehefte stukket i hånden og så er "Kabale und Liebe" strikket scenemæssigt rigtigt sammen efter Tönges' angivelser. Så kommer opstillingsprøven og den første læseprøve. Jeg skal spille tjeneren, som overrækker lady Milford den lille æske med de juveler, der er betalt med de württembergske bønderbørns liv, en rolle, der sikkert er meget betydningsfuld for værkets sammenhæng, men desværre meget lille. 
83  Aber die alten Theaterroutiniers (rodz) versüssen mir die Winzigkeit mit dem Hinweis, dass Reinhard es sich nie nehmen liess, diese Rolle selber zu spielen, und Frau Hilde Schneider-Tiefenbach führt den Ausspruch ihres Lehrers Werner Kraus an: "Es gibt nicht kleine und grosse Rollen, es gibt nur kleine und grosse Schauspieler." -- Men de gamle teaterrødder gør rollens lidenhed sød for mig ved at henvise til, at Reinhard aldrig fandt sig i ikke selv at spille denne rolle, og fru Hilde Schneider-Tiefenbach anfører hendes lærer, Werner Kraus', udsagn: "Der findes ikke små og store roller, der findes kun små og store skuespillere". -- 
84         Ich bin mit allem zufrieden.           Jeg er tilfreds med det hele. 
85         Manche Rollenträger haben Routine, das spürt man. Da ist neben den drei Berufsschauspielern noch eine Frau Larsen, eine deutsche Emigrantin, die einen Dänen heiratete, und die dramatischen Unterricht genossen hat; und Qu. und K. zeigen, dass ihnen die Bretter vertraut sind, errangen sie doch schon bei einer Faust-Aufführung Theaterlorbeeren. Da ist aber auch viel junges Gemüse, das richtig angibt und Bohême mimt. (20)         Mange af dem, der har fået roller, har rutine, det mærker man. Der er udover de tre professionelle skuespillere endnu en fru Larsen, en tysk emigrant, som giftede sig med en dansker, og har fået undervisning i dramatik; og Qu. og K. viser, at de er fortrolige med de skrå brædder, de fik allerede ved en Faust-opførelse teaterlaurbær. Men der er også nogle grønskollinger, som angiver og mimer bohèmen godt. 
86  Man spürt jedoch: alle sind von dem besten Willen beseelt, etwas zu leisten, und Frau Lessing nimmt all die Grünlinge in eine harte Schule mit Atem- und Artikulationsübungen: "Mamemimomumaimaumeu, papepipopupaipaupeu, zazezizozuzaizauzeu" geht es durch alle Konsonanten hindurch. Zwei junge Novizen, die in die Theaterschule aufgenommen werden wollen, sprechen wenig eindrucksvoll das großartige Tongemälde der Feuersbrunst aus Schillers Glocke. Man lächelt innerlich, und der Mantel der Liebe ist gross. Man mærker dog: alle er besjælet af den bedste vilje til at yde noget, og fru Lessing tager alle de unge i en hård skole med åndedræts- og artikulationsøvelser: "Mamemimomumaimaumeu, papepipopupaipaupeu, zazezizozuzaizauzeu" går det gennem hele konsonantrækken. To unge novicer, der vil optages i teaterskolen, fremfører knap så udtryksfuldt det storartede ildglødstonemaleri fra Schillers Klokken. Man smiler for sig selv, og kærlighedens kåbe er stor. 
87         Ich weiss jetzt, daß Klövermarken nicht langweilig sein wird, daß ein schönes Wirkungsfeld meiner harrt: Theater und Schule. Warum soll ein Komödiant nur einen Pfarrer lehren? Der Lehrer braucht ihn ebenso. Aber bis zur Eröffnung der Schule sind noch vier Tage, und diese Frist nutze ich, um das Kulturleben Klövermarkens zu studieren. Ein Läufer hat ja am Vormittag in allen Baracken verkündet, daß von der Bezirksleitung Karten für die Revue am nächsten Abend und für das Volkskonzert am Sonntag abzuholen sind.

Also auf zur Revue! (21)

      Jeg véd nu, at Kløvermarken ikke vil blive kedelig, at der venter mig et skønt arbejdsområde: teater og skole. Hvorfor skal en komedieskuespiller kun undervise en præst? Læreren har i ligeså høj grad brug for ham. Men der er endnu fire dage, til skolen begynder, og denne frist udnyter jeg til at studere Kløvermarkens kulturliv. En ordonnans har jo i formiddag forkyndt i alle barakker, at man kan afhente billetter til revyen den næste aften og til folkekoncerten på søndag. 

Altså: Hen til revyen! 

88  Revue und Volkskonzert

        Am nächsten Abend sitze ich eingekeilt in einer Menge auf einer harten Bank ohne Lehne. Hinter dem Vorhang aus Wolldecken bewegt es sich vielverheissend. Revue! Strahlende Lichter, schöne Frauen, aufregende Moden, schmissige Musik, Ausstattung! Was werden wir zu sehen kriegen? --

Revy og folkekoncert

     Den næste aften sidder jeg kilet ind mellem en masse andre på en hård bænk uden ryglæn. Bagved teatertæppet (som er et uldtæppe) bevæger det sig lovende. Revy! Strålende lys, smukke kvinder, ophidsende moder, livlig musik, udstyrsstykker! Hvad mon vi får at se? --

89        Endlich teilt sich der Vorhang. Der Herr Direktor, "Onkel Paul", treten vor und reissen ein paar Witze, die nicht zünden. Schlechte Conference! Alles an ihm, Sprache und Gehaben, verrät den Schaubudenbesitzer. Er versichert uns, dass wir uns köstlich amüsieren würden. Ich tue es auch, aber anders, als Onkel Paul es beabsichtigt hat.        Endelig går tæppet til side. Hr direktøren, "onkel Paul", træder frem og river et par vittigheder af sig, som ikke fænger. Dårlig konferencier! Alt ved ham, sproget og skikkelsen, afslører én, der ejer en markedsbod. Han forsikrer os, at vi vil komme til at more os kosteligt. Det gør jeg også, men på en anden måde, end onkel Paul havde regnet med. 
90         Zuerst gibt es einen "Schmetterlingstanz". Ja, aber Schmetterlinge vollführen ihn nicht, sondern derbe ostpreussische Mädel von gut 150 Pfund Lebendgewicht, und ihre Flügel bestehen aus handgewebten Leinwandlaken mit roten Herzchen drauf. Wie neckisch! Was dem Stoff an Durchsichtigkeit abgeht, macht das starke Decolletee wieder wett. Sie drehen sich um sich selbst, machen "Rumpf vorwärts beugt!", heben -- zuweilen auch rhytmisch passend -- ihre"Schmetterlingsflügel" und lächeln blöde vor sich hin.        Først er der "sommerfugledans". Ja, men det er ikke sommerfugle, der udfører den, men grove østprøjsiske piger på godt 150 pund levende vægt, og deres vinger består af håndvævede lærredslagner med røde småhjerter på. Hvor pikant! Hvad stoffet mangler i gennemsigtighed, opvejes af den stærke nedringethed! De drejer sig om sig selv, laver en "bøj bagdelen fremad!", hæver deres "sommerfuglevinger" -- af og til, så det passer med rytmen -- og smiler tåbeligt ud i luften. 
91  Manche kokettiert auch mit einem ostpreussischen Einheitsbein (gleich dick vom Schenkel bis zum Knöchel!). Rasender Applaus quittiert die enorme Leistung. Dann produziert sich Onkel Paul als Gedankenleser. Da aber weder er noch sein Medium Gedanken zu haben scheinen, versagt er klüglich. --  Mange koketerer også med et østprøjsisk énhedsben (et ben, der er lige tykt fra låret ned til anklen!). Rasende bifald kvitterer for den enorme præstation. Så forvandler onkel Paul sig til tankelæser. Men da hverken han eller hans medium synes at have nogle tanker, opgiver han klogeligt. 
92  Ein zweiter Tanz folgt. Ich sehe keinen Unterschied zwischen ihm und dem ersten. Jetzt aber wird Onkel Paul komisch in einer Szene mit einem Kinderwagen. Es ist stets quälend, wenn Menschen ohne Humor humorvoll sein wollen. Und so ist's hier. Nun aber der Höhepunkt! Vor einem blauen Hintergrund stehen ein Mann und eine Frau, sie im Abendkleid, mit Tarlatan und Flitter besprüht, er in weissen Strandanzug und blauer Schirmmütze. Sie stehen da, klappen die Kiefer auf und singen zweistimmig, schmalzig: "Zwei Guitarren ...... am Meer", und die Schmetterlinge knien jetzt vor ihnen wie meerentstiegene Nixen und deuten offenbar durch das Schlenkern ihrer Laken- (22) kleider das wildbewegte Meer an. En anden dans følger. Jeg kan ikke se forskel på den og den første. Men nu bliver onkel Paul komisk i en scene med en barnevogn. Det er altid pinagtigt, når mennesker uden humor vil være humoristiske. Og sådan er det her. Men nu kommer højdepunktet! Foran en blå baggrund står en mand og en kvinde, hun i aftenkjole, overdænget med tarlatan og pailetter, han i et hvidt strandsæt og en blå kasket. Dèr står de, og så lukker de kæften op og begynder at synge tostemmigt, besnærende: "To guitarer ... ved havet", og sommerfuglene knæler nu foran dem som nymfer, der er steget op af havet, og antyder åbenbart ved at vifte med deres lagner det vildt oprørte hav. 
93  Ich könnte seekrank werden ob des Anblicks. Wieder rasender Applaus!
Schlusstableau: eine Art Zigeunerlager mit Kochtopf über glühendem Feuer (elektrische Birne und Rotpapier), dazu Gesang des Ensembles: "Land der dunklen Wälder." Kitsch! Kitsch! Kitsch! "Vergissmeinnicht in Milch!" Die Leute sehen mich strafend an, weil ich bei einer solch ernsten Angelegenheit lauthals lache. Ich entfleuche.
Jeg kunne blive søsyg bare ved at se på det. Igen rasende bifald! Slutningstableau: En slags sigøjnerlejr med et tørklæde over det glødende bål (en elektrisk pære og rødt papir), dertil sang fra ensemblet: "Du, de mørke skoves land!" Kitsch! Kitsch! Kitsch! "Forglemmigej i mælk!" Folk ser anklagende på mig, fordi ler af fuld hals ved en så alvorlig lejlighed. Jeg flygter bort. 
94  Am Sonntagnachmittag Volkskonzert unter Leitung von Herrn Savery. Seltsam, dass man diese Bezeichnung wählte, die doch die Erinnerung an eine beliebte nationalsozialistische Einrichtung aufkommen lässt. Offenbar will Herr Savary zeigen, wie ein richtiges Volkskonzert beschaffen sein müsse, also den Deutschen eine Lektion erteilen. (n94 Søndag eftermiddag var der folkekoncert under ledelse af hr Savery. Mærkeligt, at man valgte den betegnelser, som dog fik én til at tænke på en elsket nationalsocialistisk indretning. Åbenbart vil hr Savery vise, hvordan en rigtig folkekoncert skal være beskaffen, altså give tyskerne en lektion. 
95  Der Name Saverys war mir schon verschiedentlich in der Kristianiagade entgegengeflattert als der eines Mannes, der im Auftrage des dänischen Staates das Musikleben in den Lagern betreute, Anregungen gab und Noten und Notenpapier besorgte. Navnet Savery havde jeg allerede på forskellig vis mødt i Kristianiagade og forstået, at han var en mand, der på foranledning af den danske stat fik betroet at tage sig af musiklivet i lejrene, gav inspiration og uddelte noder og nodepapir. 
96        Nun sollte ich also den Herrn mit dem undänischen Namen mit eigenen Augen sehen. Da steht er vor dem Flügel, den er beschafft hat und der dauernd repariert werden muss, weil seine Filzlager in der feuchten Wärme des überfüllten Raumes immer pitschnass werden und zu tropfen anfangen -- ein Mann Ende der Vierziger, schmächtig, geschmeidig, mit gekräuseltem Haar, freundlich lächeln, -- und gibt uns zu verstehen, dass er seinem ersten Volkskonzert eine pädagogische Note zu geben beabsichtige. Das Publikum soll mitwirken, zunächst aber hörender Geniesser sein.         Nu skulle jeg altså se herren med det udanske navn med egne øjne. Der står han foran flyglet, som han har fremskaffet, og som hele tiden skal repareres, fordi filten i den fugtige varme i det overfyldte rum bliver pjaskvåd og begynder at dryppe -- en mand i slutningen af fyrrerne, tynd, smidig, med kruset hår, venligt smilende -- og han lader os forstå, at han har til hensigt at give sin første folkekoncert et pædagogisk anstrøg. Publikum skal medvirke, men først blot nyde at høre på. 
97        Hinter einem Papiervorhang singt ein kleiner Chor das volkstümliche Lied: "Hab' oft im Kreise der Lieben". Es klingt sauber, nur schon ein bisschen verstaubt, so nach Liedertafel in Kleinstädten. Herr Savery fragt: "Wieviel Leute haben gesungen?" 5 bis 10? - 10 bis 15? - 15 bis 20? -20 bis 25? - Mehr als 25?"        Bagved et papirstæppe synger et lille kor den folkelige vise: "Jeg har ofte i kærlighedens kreds". Det lyder rent, kun blot en smule tilstøvet, lidt à la sangborde i provinsbyer. Hr. Savery spørger: "Hvor mange mennesker var det, der sang? 5 til10? -- 10 til 15? -- 15 til 20? -- 20 til 25?  -- Flere end 25?"
98  Zur Ehre seiner Zuhörer muss gesagt werden, dass sich bei den richtigen Zahlen die meisten Finger erheben, und die Besucher wissen sogar, ob der Chor zweistimmig gesungen, ob die Sangerschar nur aus Frauen oder nur aus Männern bestehe oder ob ein gemischter Chor das Lied (23) vorgetragen habe. Til ære for hans tilhørere må siges, at de fleste rakte fingeren op ved det rigtige tal, og man vidste endog, om koret havde sunget tostemmigt, om det bestod af lutter kvinder eller kun af mænd, eller om det var et blandet kor, der havde sunget sangen. 
99  Dann tritt der kleine Singekreis vor den Vorhang und trägt dasselbe Lied noch einmal vor und zwei weitere dazu. Ich achte nur mit halbem Ohr auf den Gesang; denn mein Auge ist gefangengenommen durch eine junge Frau unter den Sängern: es ist nicht ihre Schönheit, die mich berückt, obwohl goldblondes Haar ein ebenmässiges Gesicht umrahmt, sondern dieses Hingegebensein an die Musik, das ihr das Aussehen jener musizierenden Engel auf alten niederländischen Tafelbildern gibt. Das ergreift, weil ich spüre, dass uns Flüchtlingen etwas nicht verlorengegangen ist, dass uns etwas treu in die Fremde begleitet hat und uns hier Heimat schafft: das deutsche Lied und die Liebe zur Musik. Så trådte den lille sangerflok frem foran tæppet og sang endnu engang den samme sang og endnu to mere. Jeg hørte kun efter sangen med et halvt øre; for mit øje var indfanget af en ung kvinde blandt sangerne: det er ikke hendes skønhed, der henrykker mig, selv om det guldblonde hår danner ramme om et regelmæssigt ansigt, nej, det var det, at hun var helt hengivet til musikken, som fik hende til at se ud som den musicerende engel på gamle nederlandske alterbilleder. Det griber mig, fordi jeg mærker, at der er noget, der ikke er gået tabt for os flygtninge, at der er noget, der trofast har fulgt med os ud i det fremmede og her skaber os en hjemstavn: den tyske sang og kærligheden til musik. 
100        Als der kleine Chor abgetreten ist, spielt Herr Savary ein allbekanntes deutsches Volkslied und variert darauf den Vortrag im Stile Bachs, Mozarts und Wagners. Zum Erstaunen des Pianisten stellt das Publikum stets richtig fest, welcher Meister gemeint ist. An einem Walzer legt der Spielende den Unterschied zwischen der deutschen und Wiener Gestaltung dieses Tanzes dar, und als sein Publikum bei einem zweiten Beispiel richtig entscheidet, welche Form vorliegt, kann Herr Savery nicht umhin festzustellen: "Alle Hörer sind musikalisch".         Da det lille kor er trådt tilbage, spiller hr Savery en velkendt tysk sang og varierer derefter melodien i Bachs, Mozarts og Wagners stil. Til pianistens overraskelse gætter publikum hele tiden korrekt, hvilken mester han har ment. Ved en vals fremlægger pianisten forskellen mellem den tyske og den wienerske opfattelse af denne dans, og da hans publikum ved det andet eksempel gætter rigtigt, hvad det er for en form, der foreligger, kan hr Savery ikke undgå at slå fast: "Alle tilhørere er musikalske". 
101  Zur Belohnung und als Abschluss spielt er noch eine Beethovensonate. Berechtigter Applaus! Die Flüchtlinge erheben sich von den harten Banken und strömen zu ihren Baracken in dem Bewusstsein, etwas gelernt zu haben. Aber auch Herr Savery scheint etwas zugelernt zu haben: dass die Flüchtlinge durchaus nicht solche halbvertierten Bauern sind, wie sie eine dänische Zeitung zeichnen lies, mit Mongolengesichtern und hässlich geduckten Gestalten, bar jeder Kultur. Die folgenden Programme seiner Volkskonzerte baute er anspruchsvoller auf. Til belønning og som afslutnng spiller han endnu en Beethovensonate. Berettiget bifald! Flygtningene rejser sig fra de hårde bænke og strømmer ud til deres barakker i bevidstheden om at have lært noget. Men også hr Savery synes at have lært noget: at flygtningene i det hele taget ikke er den slags halvdyriske bønder, som en danske avis lod dem afbilde som, med mongolansiger og hæsligt duknakkede skikkelser, uden nogen kultur. De følgende programmer for hans folkekoncerter opbyggede han, så de var lidt mere krævende. 
102          Auch zu den "Bunten Abenden" komme ich in der Frist, die mir bis zur Eröffnung der Schule bleibt. Den ersten gestaltet Tönges, den zweiten Frau Hilde Schneider-Tiefenbach.         Jeg når også at komme til de "Brogede aftener" inden skolen skal åbnes. Den første aften har Tönges stået for, den anden fru Hilde Schneider-Tiefenbach. 
103        Tönges war, wie ich schon sagte, Berufsschauspieler, jener angenehme Typ, dem der Dünkel fremd ist. (n103) Er erzählte schmunzelnd von dem Schmierenleben seiner ersten Zeit, wie er (24) mit seinen Kollegen bei Gastepielreisen aufs Land jeden Passanten angefleht habe, doch ja in ihre Aufführung zu kommen; die Einnahmen wollten nur zu oft die Ausgaben nicht decken. Er berichtete von seinen Versuchen, zu Reichtum zu gelangen, einmal durch das Pachten einer Selterbude -- aber er konnte die 80.- M der geforderten Kaution nicht aufbringen, dann durch die Entensucht, die er mit einem Verwandten zusammen begann; jedoch mussten sie nach kurzer Zeit feststellen, dass von ihren 21 Tieren 18 Erpel waren, und so war auch diese Aufstiesmöglichkeit verbaut.       Tönges var, som allerede nævnt, professionel skuespiller, af denne behagelige type, for hvem indbildskhed er fremmed. Han fortalte med et polisk smil om, hvordan man måtte bestikke sig frem i den første tid, hvordan man med sine kolleger, når han rejste på gæstespil på landet havde bønfaldet enhver, de traf på, om dog at komme til deres opførelse; det var altfor ofte sådan, at indtægterne ikke ville dække udgifterne. Han berettede om sine forsøg på at komme til rigdom, engang ved at leje en sodavandsbod -- men han kunne ikke skaffe den krævede kaution på 80 mark, så ved at opdrætte ænder, hvilket han begyndte på sammen med et familiemedlem; dog måtte de efter kort tid fastslå, at af deres 21 dyr var de 18 andrikker, og således var også denne opstigningsmulighed spærret. 
104  Er mahnte uns zu ernstem Gestalten durch ein kleines Erlebnis: In einer Aufführung hatten er und ein Kollege das Komische ihrer Rolle reisserisch gesteigert. Sein Direktor, der ohne ihr Wissen der Darstellung beigewohnt hatte, rief die beiden nach Schluss zu sich, drückte ihnen Schillers "Künstler" in die Hand und wies auf die Stelle: "Der Menschheit Würde ist in eure Hand gegeben. Bewahret sie! Sie sinkt mit euch, mit Euch wird sie sich heben!" Han formanede os til at tage det hele alvorligt ved en lille oplevelse: I en opførelse havde han og en kollega forøget det komiske ved deres roller ret pågående. Hans direktør, som, uden at de vidste det, havde overværet forestillingen, kaldte dem begge til sig efter slutningen, trykkede Schillers "Kunstner" i hånden på dem og henviste til dette sted: "Menneskehedens værdighed er givet i jeres hånd. Pas på den! Den synker med jer, med jer vil den hæve sig!"
105        Diese feine Zurechtweisung war bestimmend für seine ganze künstlerische Haltung geworden. Sie durchwehte auch seinen "Bunten Abend", der mit dem "Prolog auf dem Theater" aus dem Faust begann, dann klassische Klaviermusik, gediegene Rezitationen, Volkslieder und zum Schluss ein reizvolles Hohensteiner Puppenspiel bot.       Denne fine tilrettevisning var blevet bestemmende for hele hans kunstneriske opfattelse. Den gennemtrængte også hans "Brogede aftener", som begyndte med "Prologen på teatret" fra Faust, så klassisk klavermusik, gedigne recitationer, folkeviser og til sidst bød på et henrivende dukkespil fra Hohensteiner. 
106        Wenn Tönges in seiner Einstellung sich der des Dichters im "Prolog auf dem Theater" näherte, so sympathisierte Frau Hilde Schneider-Tiefenbach mehr mit der "Komischen Person". Sie war mit den Jahren ins Fach der derben Soubrette hinübergewechselt und konnte darin ihres Erfolges sicher sein. Wenn sie ihre Augen, zwei dunkelbraune Kleckse ohne Trennung zwischen Pupille und Iris, rollte und mit ihrer schrillen Stimme pointiert Conference machte, schrie das Publikum vor Vergnügen.        Mens Tönges i sin indstilling nærmede sig den, digteren har i "Prolog på teatret", så sympatiserede fru Hilde Schneider-Tiefenbach mere med den "komiske person". Hun var med årene gået over til den grove soubrettes fag og kunne deri være sikker på sin succes. Når hun rullede med sine øjne, to mørkbrune klatter uden adskillelse mellem pupiller og iris, og med sin skingre stemme pointeret var konferencier, skreg publikum af latter. 
107  Ihre Domäne waren Berliner Chansons. Zuweilen gesellte sich ihr Gatte, ein einstiger Artist ("3 Rinaldos") mit starker Begabung für Groteskkomik als Partner hinzu, und wenn sie mit ihm Black-outs aufführte oder hinter jeder Strophe ihres Couplets "Zwischen Rixdorf und Berlin da fliesst die Panke" als Refrain ein tolles Tanzduett einlegte, dann barsten die Hörer vor Lachen. (25) Hendes domæne var Berlinske sange. Af og til var hendes mand med som partner, en særegen artist ("de tre Rinaldos") med en stærk begavelse for grotesk komik, og når hun opførte black-outs sammen med ham eller efter hvert vers på deres duet "Mellem Rixdorf og Berlin flyder Panke" indlagde en tåbelig danseduet som refrain, så revnede tilhørerne af latter. 
108        Diese beiden, Tönges und Frau Schneider-Tiefenbach, sollten an der entstehende Bühne abwechselnd Regie führen, während Frau Lessing die Theaterschule leitete. Der Umstand, dass Berufsschauspieler der Bühne vorstanden, sicherte von vornherein ein gewisses Niveau, bannte die Gefahr der Schmiere. Die Theaterbarache war fertig. Am 27. März sollte die Schaubude mit "Kabale und Liebe" eröffnet werden. Der Darsteller des Präsidenten war erkrankt. Ich übernahm die Rolle. Wir lernten und probten, lernten und probten. (26)      Disse to, Tönges og fru Schneider-Tiefenbach, skulle fremføre forskellige programmer på den scene, der var ved at vokse frem, mens fru Lessing ledede teaterskolen. Den omstændighed, at det var professionelle skuespillere, der stod for teatret, sikrede fra første færd et vist niveau, og fjernede faren for leflen. Teaterbarakken var færdig. Den 27. marts skulle teatret åbnes med "Kabale og kærlighed". Han, der skulle spille præsidenten, var syg. Jeg overtog hans rolle. Vi terpede og prøvede, terpede og prøvede. 
109  Fröhliches Lernen.

       Sechs Tage nach meinem Einzug versammelten sich über hundert Lehrer in einem Klassenraum der Schulstadt. Skoleinspektör Moldt sprach in einer klaren Rede von der Lage der Flüchtlinge und der Notwendigkeit, die internierte Jugend zu unterrichten. (n109

Glad læring

       Seks dage efter at jeg var kommet til Kløvermarken, var der forsamlede mere end hundrede lærere i et klasselokale i skolebyen. Skoleinspektør Moldt holdt en klar tale om flygtningenes situation og om nødvendigheden af at undervise den internerede ungdom. 

110  Er wies auf die uns erwartenden Schwierigkeiten hin, auf Hemmnisse, die auch dänischen Lehrer überwinden müssten, als ihre Schulen jahrelang von Flüchtlingen besetzt waren -- kam es doch der misslichen Verhältnisse wegen in einer Stadt Dänemarks sogar zu einem von Eltern inszenierten Schulstreik. Oberregierungsrat Dr. Dudenhausen, der deutsche Leiter des gesamten Schulwesens Klövermarkens, dankte ihm als dem Vertreter des dänischen Staates für das  Geschaffene, und damit war die Schule des Lagers eröffnet. Han pegede på de vanskeligheder, der ventede os, på forhindringer, som også danske lærere måtte overvinde, eftersom deres skoler et år igennem var besat af flygtningene -- det kom endog på grund af de mislige forhold til en af forældrene iscenesat skolestrejke i én af Danmarks byer. Oversekretær dr. Dudenhausen, den tyske leder af Kløvermarkens samlede skolevæsen, takkede ham for det, der var skabt (han var jo repræsentant for den danske stat), og dermed var lejrens skole åbnet. 
111         Am nächsten Tag begann der Unterricht in überfüllten, schlecht geheizten Räumen.  Die Missstände, die sich hier in Klövermarken einem geregelten Schulbetrieb entgegenstellten, waren  dieselben wie in den bombenzerstörten  Städten Deutschlands. Aber hier gab es wenigstens Klassenräume mit hellgestrichenen Holzwanden und langen, aus Brettern und Latten zusammengeschlagenen Bänken  und Tischen.        Den næste dag begyndte undervisningen i overfyldte, dårligt opvarmede rum. De misforhold, der her i Kløvermarken stillede sig i vejen for en regelmæssig skoledrift, var de samme som i de bombeødelagte byer i Tyskland. Men her var der i det mindste klasseværelser med lystmalede trævægge og lange bænke og borde, slået sammen af brædder og lægter. 
112  Auch eine Wandtafel war da, die den nahezu völligen Buchermangel erträglischer machte. Für den Lateinunterricht  auf acht Klassen stand z. B. nur ein einziges Buch zur Verfügung.  Alle Lektionen mussten die Schüler von der Wandtafel abschreiben und sich so ein Lernbuch anlegen.  Aber wieviel Fehler schlichen sich dabei  ein!  Und worauf sollten  sie  schreiben? Papier war knapp. Erfinderische machten sich Hefte aus dem reichlich vorhandenen Klosettpapier und trugen darin die fremdsprachlichen Lektionen ein. Tinte wurde erst am Ende des Jahres geliefert,  und Bleistifte trafen kärglich ein. Også en tavle fandtes der her, og det gjorde den næsten fuldstændige mangel på bøger mere tålelig. For latinundervisningen i otte klasser var der f. eks. kun én eneste bog til rådighed. Alle lektioner måtte eleverne skrive af fra tavlen og således selv skabe sig en lærebog. Men hvor mange fejl kan der ikke snige sig ind på den måde! Og hvad skulle de skrive på? Der var mangel på papir. Opfindsomme hoveder lavede hefter af det rigeligt forekommende toiletpapir og indførte de fremmedsproglige lektioner deri. Blæk blev leveret ved årets slutning, og blyanter var det småt med. 
113  Herr Moldt tat sein Möglichstes, alles herbeizuschaffen. Einseitig bedruckte Makulatur wurde Schreibpapier, und hin und wieder gab es auch ein richtiges Heft. Allmählich flossen auch abgelegte Schulbücher herein, obwohl dänische Bestände nicht benutzt werden sollten (n113), und die Bibliothek der Flüchtlingsverwaltung belieferte (26) Klövermarken wie alle andern Flüchtlingsschulen in Dänemark mit wertvoller Lektüre für den Deutschunterricht. Dem Mathematiker half die Bastelstube durch Herstellung von Tafellinealen, -dreiecken und -zirkeln. Hr. Moldt gjorde, hvad han kunne for at skaffe alt frem. Makulatur, der kun var trykt på den ene side, blev til skrivepapir, og af og til forekom der også et rigtigt hefte. Efterhånden indflød også aflagte skolebøger, selv om danske lagre ikke skulle benyttes, og flygtningeforvaltningens bibliotek leverede værdifuld lekture til tyskundervisningen til Kløvermarken såvelsom til alle andre flygtningeskoler i Danmark. Matematikerne fik hjælp af sløjdstuerne; de fremstillede tavlelinealer, tavletrekanter og tavlecirkler. 
114        In ihrer vollsten Entwicklung zählte die Oberschule des Lagers 580 Schüler, und zwar wurden Jungen und Mädel zusammen  unterrichtet. Neben der Oberschule, die alle früheren Schüler von Gymnasien,  Oberschulen,  Aufbau-  und Mittelschulen umfasste, bestanden noch vier Volksschulsysteme mit mehr als 4.000 Schülern.  Die  Klassenräume der Schulstadt konnten aber nur die Hälfte davon fassen, so dass vor-  und nachmittags unterrichtet werden musste.        Da den var fuldt udviklet, talte gymnasiet 480 elever, og her blev drenge og piger undervist sammen. Udover gymnasiet, som omfattede alle tidligere elever fra gymnasier, overskoler, opbygnings- og mellemskoler, var der også fire folkeskolesystemer med mere end 4.000 elever.  Men  klasseværelserne i skolebyen kunne kun rumme halvdelen af dem, så der måtte undervises formiddag og eftermiddag. 
115        Das ungleiche Schülermaterial und die damit verbundene ungleiche Vorbildung erschwerten  sehr den Unterricht. Da gab es nur ein Mittel: Ganz von vorne anfangen. Das galt für alle Fächer. Und das war gut. Denn der Krieg mit seinen Zerstörungen der Schulen, seinen Bombennächten und  seinem Flakhelferdienst hatte ja nie eine geregelte,  ungestörte Unterweisung zugelassen. [So konnte eine Wiederholung nur von Nutzen sein.]        Det meget forskellige elevmateriale og de dermed forbundne ulige forudsætninger gjorde undervisningen meget besværlig. Og så var der kun ét middel: at begynde helt forfra. Det gjaldt for alle fag. Og det var godt. For krigen med dens skoleødelæggelser, dens bombenætter og dens luftværnshjælpetjeneste havde jo aldrig tilladt en regelmæssig, uforstyrret undervisning. [Derfor kunne en repetition være nyttig.]
116        Aber wie sollten wir die sprachliche Seite des Unterrichts mit Rücksicht auf die in den verschiedenen neuen Ländern Deutschlands wahrscheinlich sehr voneinander abweichender,  Lehrpläne gestalten? Wir wussten  ja auch nichts Genaues darüber, welche Sprache erste Fremdsprache sein würde und welche sonst noch gepflegt werden sollte. Nun, wir fanden auch da einen Weg, der es unsern  Schülern ermöglichte, den Anschluss an jede Schulform zu finden.         Men hvordan skulle vi forme den sproglige side af undervisningen med henblik på de sandsynligvis meget forskellige læseplaner i de forskellige nye "Länder" i Tyskland? Vi vidste jo heller ikke noget nærmere om, hvilket sprog der ville blive det første fremmedsprog og hvilke der ellers stadig skulle plejes. Nuvel, vi fandt da også en måde, som gjorde det muligt for vore elever at kunne knytte til ved enhver skoleform. 
117        So  ungleich wie die Schülerschaft war auch  der Lehrkörper.  Er bestand aus Studienräten, Studienassessoren,  Mittelschullehrerinnen,  Volksschullehrerinnen mit Lyzealbildung und aus Hilfskräften. Den Musikunterricht erteilte zunächst eine Pianistin, dann eine Sozial-Fürsorgerin und endlich ein Konzertmeister.  Chemie gab anfangs ein 86jähriger einstiger Studienrat, dann ein Gasanstaltsdirektor.        Ligeså forskellige som eleverne var, ligeså forskellige var lærerne. Lærerkorpset bestod af lektorer, adjunkter, mellemskolelærerinder, folkeskolelærerinder med pigegymnasiumsuddannelse og af hjælpelærere. Musikundervisningen leverede først en pianistinde, så en socialforsorgsmedhjælper og endelig en koncertmester. Undervisning i kemi gav i begyndelsen en 86-årig tidligere lektor, så en direktør for et gasværk. 
118  In Naturkunde und Leibesübungen unterwies ein  ehemaliger Flieger.  In den unteren Klassen wirkte zeitweilig ein Artist, ein Gummimensch, als Turnlehrer, und zwar mit bestem Erfolg.  Einmal hatte die Oberschule fast 30 Lehrkräfte, aber viele wanderten früh nach Deutschlund ab, (28) und die aus aufgelösten Lagern zuströmenden deckten doch nicht den Bedarf. Oft war alle drei Tage ein neuer Stundenplan notwendig. I naturfag og legemsøvelser underviste en tidligere flyver. I de lavere klasser virkede af og til en artist, et gummimenneske, som gymnastiklærer, og det med det bedste resultat. En overgang havde gymnasiet næsten 30 lærere, men mange kom tidligt til Tyskland, og de, der kom til fra opløste lejre, dækkede ikke behovet. Ofte var en ny studieplan nødvendig hver tredie dag. 
119         Gott sei Dank war der Lehrkörper nicht nach der Schnur ausgerichtet, [und recht vielfältig im Charakter]. Da gab es nur ein, zwei, die dies bedauerten und sich zum Mass aller Dinge machen wollten, die nicht fühlten, dass gerade die Spannung durch Gegensatz dem Ganzen zum Heile gereicht, [dass den Schülern der feinsinnige Anreger, der Künstler im Unterricht, ebenso notwendig ist wie der Schulmeister, der Handwerker, der das Wissen mit dem Holzhammer einpaukt.         Gudskelov var lærerkorpset ikke rettet til efter en snor [det var ret mangfoldigt i sin karakter]. Her var der nu én eller to, som beklagede det og ville gøre sig selv til målestok for alle ting, som altså ikke følte, at netop spændingen ved modsætningen var til gode for helheden, [eller følte, at for eleverne var kunstneren i undervisningen: den, der stiller forsigtige tvivlsspørgsmål, ligeså nødvendig som skolemesteren, håndværkeren, der hamrer viden ind med en træhammer. 
120  Glücklicherweise fehlte der Oberschule jene nicht gerade seltene Kategorie von Elementarlehrern, die mehr an Bienenzucht, Fischfang oder Anbau von Kohl denkt, denn an die Erziehung der Jugend.] Die Lehrer waren fast durchweg  beseelt von dem Ethos, das unser schöner Beruf fordert,  und  die Begeisterung zeitigte bei den Hilfskräften trotz methodischer und didaktischer Mängel  schöne  Erfolge. Heldigvis manglede overbygningen denne ikke helt sjældne kategori af elementarlærere, som tænker mere på biavl, fiskefangst eller kåldyrkning end på opdragelsen af ungdommen]. Lærerne var næsten hele vejen igennem besjælet af den etos, som vort skønne kald kræver, og begejstringen viste sig ved hjælpelærerne at få smukke resultater, trods metodiske og didaktiske mangler. 
121  Hier lenkte die Unterrichtenden keine wissenschaftliche oder nebenamtliche Tätigkeit ab, sie konnten  sich völlig ihrer Aufgabe widmen und das aufbauen, was sechs  Jahre Krieg,  das Elend der Flucht und die anfängliche Internierung niedergerissen hatten. Und erstaunlicn war es, wie eine Frau durch Güte,  Wohlwollen und geistige  Überlegenheit mühelos die wildesten Jungen bändigte,  vor denen manche männlichen Lehrer kapitulierten. Her var der ikke nogen videnskabelig virksomhed eller noget bijob, der tog tiden for dem, der skulle undervise; de kunne fuldstændig hellige sig deres opgave og opbygge det, som seks års krig, flugtens elendighed og interneringen i begyndelsen havde nedbrudt. Og det var mærkeligt, hvordan en kvinde gennem godhed, velvilje og åndelig overlegenhed uden besvær kunne lægge bånd på selv de vildeste drenge, som ellers mange mandlige lærere havde kapituleret overfor. 
122        Trotz aller Schwierigkeiten, [die sich hier entgegenstellten], habe ich nie so gerne unterrichtet, wie [hier] in Klövermarken. Das war  z. T. darin  begründet,  daß ich hier erstmalig Jugendliche beiderlei  Geschlechts unterwies.        Trods alle de vanskeligheder, [der hobede sig op], har jeg aldrig været så glad for at undervise som her i Kløvermarken. Det var i nogen grad begrundet deri, at jeg her for første gang underviste unge menneske af begge køn. 
123  [Die Mädel regen die Jungen an, es ihnen gleichzutun an Fleiss und Gründlichkeit der Arbeit, sie dämpfen das rauhe Benehmen der werdenden Männer, die ihnen in der schöpferischen Leistung meistens überlegen sind. Den Mädchen wiederum eignet ein Takt, ein Feingefühl für kleine Aufmerksamkeiten, die Jungen nicht kennen, und die doch ein Band um Schüler und Lehrer schlingen können. Und dann: die Geschlechter lernen [an] einander im gemeinsamen Unterricht kennen, verlieren die Scheu voreinander und verkehren natürlich und harmlos.] -- [Pigerne opægger drengene til at være deres lige i flid og grundighed i arbejdet, de dæmper de kommende mænds rå opførsel, skønt disse for det meste er dem overlegne i den skabende evne. Omvendt har pigerne en takt, en finfølelse for små opmærksomheder, som drengene ikke kender, men som dog kan slynge et bånd rundt om elever og lærer. Og hvad mere er: Kønnene lærer hinanden at kende i den fælles undervisning, mister skyheden overfor hinanden og omgås hinanden naturligt og harmløst]. 
124  Mir ist ein Tanzabend der drei Oberklassen in Erinnerung, der zu den schönsten Eindrücken der Internierungszeit (29) gehört: all die Jugend in ihrer besten Kleidung, in ihrer fröhlichsten Laune freudig beieinander in Spiel und Tanz. Es war eine Schülerschaft, die es verstand  und nicht mißbrauchte, wenn man Kamerad zu  ihr war. Waren doch diese  jungen Menschen schon alle durch die Schrecken des Todes gegangen und dadurch um Jahre gereift. Sie legten andere Maßstäbe an die Dinge und hatten doch nicht den Frohsinn der Jugend verloren. Jeg husker en danseaften for de tre øverste klasser, som hører til mine smukkeste indtryk fra interneringstiden: alle de unge mennesker var i deres bedste tøj, var i deres bedste humør og var glade ved hinanden, når de legede og dansede. Det var en elevflok, der forstod det og ikke misbrugte det, når man var kammerat med dem. Og dog var alle disse unge mennesker allerede gået igennem dødsangsten og derigennem blevet modnet med år. De anlagde andre målestokke på tingene og havde dog ikke mistet ungdommens glade sind. 
125  Nun, da ihnen das Leben geschenkt war,  wollten sie es auch leben. Hinzu kam ein wahrer Lerneifer. Sie hatten die  Schule entbehrt, und der Unterricht war ihnen Abwechslung im Einerlei des Lagerlebens.  Ausgedehnte Ferien wurden ihnen langweilig. In der Schule dagegen  erlebte man etwas, [man kam mit Kameraden zusammen,] und der Unterricht bot genug Spannungen aller Art. Nu, da livet var blevet skænket dem, ville de også leve det. Hertil kom en sand iver for at lære. De havde undværet skolen, og undervisningen var for dem en afveksling i lejrlivets ensformighed. Udstrakte ferier blev kedelige for dem. I skolen derimod oplevede man noget, [man kom sammen med kammeraterne,] og undervisningen bød på spændinger af enhver art. 
126        Ich konnte der Oberstufe eine leise Richtung aufs musische Gymnasium geben.  Zwar fehlte uns Zeichenpapier, Pinsel, Farben, Scribtol und Kunstschriftfedern, aber trotz  des mangelnden Materials entwarfen mir die Mädel und Jungs der oberen Klassen ein Schulsiegel, Eintrittskarten, Einladungen für Ehrengäste, Monogramme, Bühnenbilder und Figurinen zu gelesenen Dramen. Im Scherenschnitt wurde von den Mädeln Vorzügliches geleistet.       Jeg kunne give den øverste klasse en forsigtig retning henimod det musiske gymnasium. Ganske vist manglede vi tegnepapir, pensler, farver, skrivetøj og kunstskriftpenne, men trods det manglende materiale udkastede piger og drenge i de øverste klasser for mig et skolesegl, billetter, indbydelser til æresgæster, monogrammer, scenebilleder og kulisser til dramaer, der blev oplæst. I linoleumssnit blev der ydet fortræffelige ting af pigerne. 
127        War das Wetter verlockend schön, dann haben wir kurzerhand eine wissenschaftliche Stunde ansfallen lassen und statt dessen Volkstänze [getrieben] oder Gymnastik geübt.       Hvis vejret var fristende skønt, lod vi kort og godt en videnskabelige time falde ud og dansede i stedet for folkedans eller øvede gymnastik. 
128        Und dann das Singen!  Wie viele unverbildete, frische Stimmen klangen auf, welch natürliches musikkalisches Empfinden entfaltete sich da! Jede Klasse hatte ihre Musikstunden, aber auch in Deutsch,  Französisch,  Englisch und Latein haben wir gesungen.        Og så sangen! Hvor mange uskolede, friske stemmer bruste ikke op her! hvilken naturlig, musikalsk fornemmelse udfoldede sig ikke her! Hver klasse havde sine musiktimer, men også i tysk, fransk, engelsk og latin sang vi. 
129  In der Adventszeit übten wir in  jeder Deutschstunde unter dem Lichterkranz ein neues Weihnachtslied, und Sylvester füllten meine Schüler sogar in der Volksbühne die Pausen mit Mozartkanons und Scherzliedern. Ich hatte vorzügliche Sprecher, und nicht wenige  Schüler übernahmen Rollen auf dem Theater und wirkten bei Dichterlesungen mit. I adventstiden indøvede vi i hver tysktime en ny julesang under adventskransen, og til nytår udfyldte mine elever endog på folketeatret pauserne med Mozart-kanons og skæmteviser. Jeg havde nogle udmærkede oplæsere som elever, og ikke få elever overtog roller på teatret og medvirkede ved digtoplæsningerne. 
130           Das war ja das Herrliche an unserer Lagerschule, dass es keine Trennung zwischen  Schule und Privatleben gab, sie durchdrang vielmehr das ganze Lager. Sie war vertreten im "Elitechor", in den Jugendgruppen, beim Marionettentheater, beim Sport und (30) bei den Spielscharen. Dem Lagerleben hatte ein starker Antrieb gefehlt, wenn die Schule nicht da gewesen wäre. Überall kamen Schüler, Lehrer und Eltern zusammen, lernten sich genauer kennen, und törichte  Schranken fielen.          Det var jo det herlige ved lejrens skole, at der ikke var nogen adskillelse mellem skole og privatliv, skolen gennemtrængte snarere hele lejren. Den var til stede i "Elitekoret", i ungdomsgrupperne, ved marionetteatret, ved sporten og når børnene legede. Lejrlivet ville have manglet en stærk livskraft, hvis skolen ikke havde været der. Overalt kom elever, lærere og forældre sammen, lærte hinanden at kende lidt nærmere og tåbelige skranker faldt sammen. 
131         Wenn ich mich heute nach dem Leben Klövermarkens zuweilen zurücksehne, so ist daran vor allem die  Schule schuld, und ich glaube, ich bin mehr der Empfangende als der Gebende gewesen, nicht an Wissen, wie ja natürlich, aber an den Freuden des Herzens.        Når jeg i dag af og til længes lidt tilbage til livet i Kløvermarken, så er det først og fremmest skolens skyld, og jeg tror, at jeg mere var den modtagende end den givende, ikke hvad viden angår, hvad der jo er naturligt nok, men hvad hjertets glæde angår. 
132  Wie oft nehme ich die kleinen Andenken an diese Zeit zur Hand -- Scherenschnitte,  handgeschriebene Gedichte, ein Blatt mit den Namenseintragungen, ein paar Briefe und Karten -- und denke an jeden einzelnen, der mir durch sein reines, klares Wesen wieder den Glauben an Deutschland gab. Hvor ofte tager jeg ikke de små minder fra den tid i hånden -- linoleumssnit, håndskrevne digte, et ark med navneindførslerne, et par breve og kort -- og tænker på hver enkelt, som gengav mig troen på Tyskland ved sit rene, klare væsen. 
133        Da ist Sibyl v. S., die blonde, blauäugige Baltin, die mit feinster Einfühlung Balladen rezitieren kann und sich wie keine andere zur Sprecherin der Klasse eignet durch Energie und kühlen Intellekt -- da ist Klaus H., ein Hindenburgschüler aus Königsberg, der gediegenes Wissen und Können mit Frohsinn und Fleiss paart, nie ein Spielverderber ist und allen Neckereien lächelnden Gleichmut entgegensetzt, der geborene künftige Lehrer und Erzieher       Her har vi Sibyl v. S., den blonde, blåøjede balter, som kan citere ballader med den fineste indføling og som ingen anden egner sig til at være fortaler for klassen ved sin energi og sit kølige intellekt -- her har vi Klaus H., en elev fra Hindenburgskolen i Kønigsberg, som parrer gedigen viden og kunnen med glæde og flid, som aldrig er negativ og overfor alle drillerier viser sig smilende ligeglad, han er født til at blive lærer og opdrager. 
134  -- da ist Marta K., eine wirblich-sprühende Vollnatur von 19 Jahren, der der Schalk nur so aus den Augen blitzt -- da ist der gleichaltrige Wolfgang G., südländisch im Aussehen und in seiner leicht verflackernden Begeisterung für alles Neue, ein wenig Don Juan und nicht nur in Herzenssachen Opportunist -- her har vi Marta K., en hvirvlende, sprudende fuld naturlig pige på 19 år, som i den grad har en ræv bag øret -- her er den jævnaldrende Wolfgang G., sydlandsk udseende i sin let opflammende begejstring for alt nyt, en lille smule Don Juan og opportunist, ikke kun i hjerteanliggender. 
135  -- da ist die "Dame" Lore L., die wohl von ihrem Vater, dem Königsberger Kammermusiker, die Musikalität geerbt hat und sich nicht scheut, [schon] den Lippenstift zu  benutsen (schliesslich, wie viel Mädel tragen nicht schon sichtbar oder unsichtbar den Verlobungsring) -- da ist der Hans-Friedrich Sch., der Bauernsohn aus Ostpreussen, dessen Vater in Russland verschollen ist, ein wenig ungelenk, aber ehrlich und unbedingt zuverlässig, ein treuer Helfer in allen Schulangelegenheiten -- her har vi "damen" Lore L., der vel har arvet sin musikalitet fra sin far, kammermusikeren fra Kønigsberg, og ikke er bange for at bruge læbestift (nå ja, hvor mange piger bærer ikke synligt eller usynligt en forlovelsesring!) -- her har vi Hans-Friedrich Sch., bondesønnen fra Østprøjsen, hvis far er sporløst forsvundet i Rusland, en smule kejtet, men ærlig og ubetinget tilforladelig, en tro hjælper i alle skoleanliggender. 
136  -- da ist Irene W., tbc.-gefährdet, die hauchzarte Scherenschnitte zaubern kann und mit einem glasdünnen Stimmchen leise Frühlingslieder singt -- da ist Dieter K., der unbestrittene Klassenclown mit dem Aufblick zum Flüsterbariton -- da ist Ursula G., die nie in der Stunde versagt und selbstverständlich ohne viel Worte zugreift, wo es etwas zu helfen gibt, (31) und ihre Banknachbarin Brigitte H., die Blockflötenspielerin und Zeichnerin, die so still dasitzt und doch stets dabei ist und alles weiss.  -- her har vi Irene W., ramt af tuberkulose, som kan fremtrylle flortynde linoleumsnit og synge forårssange med en glastynd lille stemme -- her har vi Dieter K., den ubestridte klassens klovn, der kan se frem til at få en "hviskebaryton" -- her har vi Ursula G., som aldrig forsømmer en time og selvfølgelig uden mange ord griber ind, hvor der er nogen, der trænger til hjælp, og hendes sidekammerat, Brigitte H., som spiller på blokfløjte og tegner, og som sidder så stille og dog altid er med og véd alting. 
137          Wenn wir auch jetzt in alle Winde zerstreut sind und mancher den Lebensweg, den er sich vorzeichnete, unter der Not des Flüchtlingslebens verlassen musste, Schüler und Lehrer Klövermarkens umschlingt ein Band, das unzerreißbar ist, solange wir leben. (32)          Selv om vi også nu er spredt for alle vinde og mange under flygtningelejrens nød har måttet forlade den livsvej, som han havde forestillet sig, elever og lærer har mellem sig et bånd, der ikke kan rives i stykker, sålænge vi lever. 
139  Lampenfieber.
       Um die beiden Pole Schule und Theater kreiste mein Leben ein Jahr lang hier in Klövermarken. Mit Vorbereiten, Unterrichten, Korrigieren, Schulverwaltung, mit Rollenlernen, Proben und Auftreten war mein Tag vollauf gefüllt.
Lampefeber.
        Omkring de to poler skole og teater kredsede mit liv et år igennem her i Kløvermarken. Med forberedelse, undervisning, rettearbejde, skoleforvaltning, med rolleindlæring, prøver og optræden var min dag helt fyldt op. 
140        Wenn die Meinung zutrifft, dass ein Drama erst dann restlos zur Wirkung kommt, wenn es durch die Aufführung aus seinem schattenhaften Dasein geweckt wird, so kann man steigernd behaupten, vollends wird sich erst der Darsteller der dichterischen Kraft und Schönheit bewusst werden und den folgerichtigen Aufbau spüren.        Hvis den opfattelse holder stik, at et drama først da til syvende og sidst kommer til sin ret, når de ved at blive opført bliver vækket fra sin skyggeagtige eksistens, så kan man med lige så stor ret hævde, at det først er den, der fremstiller dramaet, der bliver sig den digteriske kraft og skønhed bevidst og mærker sammenhængen i opbygningen. 
141 Beim Lernen und Gestalten der Rolle fühlt er deutlich den Unterschied zwischen der Schöpfung eines Genies und dem mühselig zusammengetragenen Produkt eines mässigen Talents oder Stümpers. Das Mimen brachte manche Erkenntnisse, die dem Schulmann zugute kamen. Når han lærer rollen og lader den få skikkelse, mærker han tydeligt forskellen mellem det, et geni har skabt, og det produkt, et mådeligt talent eller en stymper møjsommeligt har skrabt sammen. At skulle spille rollen bragte mangen en erkendelse, som læreren ikke fik fat på. 
142        Die reissende Gewalt Schillerscher Diktion packte uns. Wir empfanden, wie in diesem Jugendwerk Kabale und Liebe von vornherein alles zum tragischen Ende drängt, und liessen uns von seinem Schwung und seiner inneren Spannung gefangennehmen. Täglich probten wir stundenlang, bis Mitternacht, in schlecht oder gar nicht geheizten Räumen. Der 27. Marz rückte näher und näher.        Den æggende magt i den schillerske diktion greb os. Vi følte, hvordan i dette ungdomsværk Kabale og Kærlighed fra først af tvinger alt frem til den tragiske afslutning, og vi lod os indfange af værkets ophøjethed og indre spænding. Dagligt holdt vi prøve i timevis, indtil midnat, i dårligt opvarmede eller slet ikke opvarmede rum. Den 27. marts rykkede nærmere og nærmere. 
143  Die wenige Freizeit, die uns blieb, verbrachten wir, an allem interessiert, in der Theaterbaracke. Wir verfolgten, wie die Sitze in drei Stufen erhöht wurden, wie, erstmalig für Klövermarken, Lehnen an den Bänken befestigt wurden, und wie die Innenwände einen Austrich in schönem, tiefem Rot erhielten. Quast hatte Bühnenbilder entworfen, die ein alter Maler ins Grosse übertrug. Den liden fritid, som vi havde, tilbragte vi i teaterbarakken, interesseret i alting. Vi fulgte med i, hvordan sæderne blev forhøjet til tre etager, hvordan der blev sat ryglæn på bænkene, for første gang i Kløvermarken, og hvordan væggene fik maling i en smuk, dybrød farve. Quast havde lavet udkast til scenebilleder, og en gammel maler overførte dem til stort format. 
144  Ein Werkmeister einer Düsseldorfer Bühne zimmerte mit viel Geschick und Erfahrung die wenigen Requisiten wie Schreibtisch und Divan und verwandelte durch ein paar vorgesetzte Brettchen oder durch Bemalung moderne Möbel in Rokokostühle und -tischchen. En værkmester fra et teater i Düsseldorf tømrede med megen kunnen og erfaring de små rekvisitter såsom skrivebord og divan og forvandlede moderne møbler til rokokostole og rokokoborde ved at sætte et par brædder på eller ved at male dem lidt. 
145         Soweit ging alles gut. Aber woher Kostüme und Perücken nehmen? Da trat Herr Savery als Retter auf. Durch seine Beziehungen vermochte er einen Theatermann dahin zu bringen, (32) aus seinem Kopenhagener Fond uns die notwendigen Ausstattungsstücke zu leihen. Es war sechste Garnitur, aber nie hätten wir bei den vorhandenen kümmerlichen Mitteln aus eigener Kraft solche Garderoben schaffen können.        Så langt gik alt godt. Men hvor skulle vi få kostumer og parykker fra? Her trådte hr. Savery ind som redningsmand. Gennem hans forbindelser formåede han at få en teatermand til fra sit københavnske lager at låne os det nødvendige udstyr. Det var andenrangs udstyr, men vi ville aldrig med de forhåndenværende kummerlige midler ved egen kraft kunne have fremskaffet en sådan garderobe. 
146         Die Generalprobe kam und wurde sehr ernst genommen. Wir hatten uns ja im Laufe der Zeit zu richtigen Schauspielern entwickelt: Wir pfiffen nicht im Theater -- einige Rückfälle waren doch zu buchen -- was ja aus Aberglauben im Thespiskarren verboten ist, wir kletterten nicht mehr über die Rampe auf die Bühne und wussten, dass die Generalprobe so ablaufen müsse wie die Premiere. Wir erlebten dabei zum erstenmal den Zauber des Kostüms, das uns die eigene Persönlichkeit nahm und uns zu dem Menschen der darzustellenden Rolle machte.         Generalprøven kom og blev taget meget alvorlig. Vi havde jo i tidens løb udviklet os til rigtige skuespillere: Vi piber ikke nogen ud i teatret -- enkelte tilbagefald måtte dog bogføres -- og det er jo forbudt på grund af overtro på thespiskærren, vi klatrede ikke mere henover rampen op på scenen, og vi vidste, at generalprøven skulle forløbe ganske som premieren. Vi oplevede derved for første gang kostumernes trylleri, de tog vores egen personlighed fra os og gjorde os til det menneske, som rollen skulle fremstille. 
147  Wir wussten, auf einer Grossstadtbühne hätten unsere Roben, die übrigens alle die Schildchen einer deutschen Firme trugen, lächerlich gewirkt -- Ferdinands dunkelrote Plüschuniform hätte besser zu einem Offizier Katharinas der Grossen als zum Präsidentensohn Karl Eugena gepasst -- aber wir wurden durch diese Mangel nicht entmutigt, sondern eher angestachelt, die Zuschauer durch die Kraft unseres Spiels von den Gebrechlichkeiten der Ausstattung abzulenken, und dachten dabei an keine Geringeren als an Shakespeares Kollegen und ihre primitive Bühne. Vi vidste godt, at på en storstadsscene ville vore klæder, der forøvrigt alle bar et tysk firmas mærke, have virket latterlige -- Ferdinands mørkerøde plysuniform ville have passet bedre til én af Katharina den Stores officerer end til præsidentsønnen Karl Eugena -- men vi tabte ikke modet på grund af denne mangel, men blev snarere drevet frem til at få tilskuerne til gennem vort spils kraft at se bort fra udstyrets svagheder, og vi tænkte derved på ingen ringere end Shakespeares kolleger og deres primitive scene. 
148       Und der 27. März kam! Es war ein Sonnabend! Wir waren schon eine Stunde vor Beginn in den engen Garderoben, die natürlich überheizt waren. Das sollen Garderoben bei der Premiere immer sein oder zum mindesten den aufgeregten Schauspielern scheinen. Verzweifelt wurden die richtigen Perücken gesucht, die nach der Generalprobe böse durcheinander gekommen waren. Wer nun eine gute erhascht hatte, beanspruchte sie als die seine. Großschädligen saß das unrechte Borstengebilde auf dem äußersten Krönchen des Hauptes, und das naturechte Haar kämpfte siegreich die Imitation aus dem Wirkungsfeld. Man wütete in Schminke!         Og den 27. marts kom! Det var en lørdag! Vi var allerede i den trange garderobe en time før forestillingens begyndelse, og den var naturligvis overophedet. Det skal garderober altid være ved premierer, eller det skal i det mindste forekomme de ophidsede skuespillere, at de er det. Fortvivlet ledte man efter de rigtige parykker, de var blevet slemt blandet sammen efter generalprøven. Den, der havde snuppet en god paryk, gjorde krav på den som sin egen. På de skaldede sad den forkerte paryk på det yderste af hovedets hårpragt, og det naturlige hår bekæmpede sejrrigt imitationen, så det ikke så rigtigt ud. Man rasede i sminke!
149  Dicke Nasen wurden durch geschickte Striche dünnrückig. Frauen schmierten ganze Schichten Liderblau auf Ihre Augendeckel, so dass diese bald wie die Nickhaut von Papageien scheusslich strahlten. Die Kakaobutter der Teintschminke und rosiger Puder nahmen dem Vierzigjährigen gut zwanzig seiner Jahre, und die Friseuse lief emsig zwischen (34) Akteur und Ofen hin und her, steckte Brennscheren in die Glut und fuhr mit ihnen auf echtes und falsches Menschenhaar los. Tykke næser blev gjort tynde med passende streger. Kvinder smurte tykke lag mørkeblåt på deres øjenlåg, så at disse snart strålede så afskydeligt som blinkhinden på en papegøje. Kakaosmørret fra teintsminken og det rosa pudder fjernede godt tyve år af den fyrreåriges alder, og frisørerne løb emsigt frem og tilbage mellem skuespillerne og ovnen, stak krøllejern ind i gløderne og foer løs med dem på både ægte og falsk menneskehår. 
150  Dazu die faulen Witze, die über die Aufregung hinwegtäuschen sollten! Es roch verteufelt nach Baldrian in der Damen- und Herrengarderobe, deren Trennung eigentlich nur bei sehr gewagtem Kostümwechsel gewahrt blieb. Ich dachte dauernd an den Anfang meiner Rolle, den schwierigsten Teil des ganzen Parts, weil so viel dabei zu reden und so genau zu denken war: "Er sagt mir, Wurm -- Er habe ein Aug' auf das Ding -- das find' ich; aber sieht er, mein lieber Wurm -- dass mein Sohn Gefühl für das Frauenzimmer hat, macht mir Hoffnung, dass ihn die Damen nicht hassen werden" usw. Dertil kommer de dårlige vittigheder, der skulle lokke os bort fra ophidselsen! Det lugtede forbandet af baldrian i dame- og herregarderoberne -- adskillelsen mellem dem blev egentlig kun opretholdt, når det var meget vovede kostumeskift, der skulle foretages. Jeg tænkte hele tiden på begyndelsen af min rolle, den vanskeligste del af hele partiet, fordi der var så meget at sige, og fordi man måtte tænke så nøjagtigt: "Kan han sige mig, Wurm -- han skal holde øje med tingen -- det finder jeg; men ser han, kære Wurm -- at min søn har følelser for det fruentimmer, det giver mig håb om, at han ikke vil hade damer", osv. 
Videre til wfranz2"
Anmerkungen Noter
n2:  Diese kleine Bitterkeit wird grösser zum Schluss, siehe 5#95 Dr. Franz er lidt bitter her, mere bitter i slutningen af sin fortællling. 
n3:  Dies scheint das Ziel des Verfassers zu sein. Er will also nicht an den Dänen schreiben, sondern an seine deutsche Volksgenossen, z. B. die Ausgebombten, und zu ihnen sagen: Wir Ostpreusser haben auch während des Krieges und nachher gelitten. Siehe auch #12 Dette synes at være forfatterens mål. Han vil altså ikke skrive til danskerne, men til sine tyske landsmænd, f. eks. de, der var bombet ud af deres hjem, og sige til dem: Vi østprøjsere har også lidt under krigen og efter krigen. 
n9:  Siehe eventuell die Bilder von Kløvermarken, kloev#31f!  Se eventuelt billederne af Kløvermarken. 
n11:  Das Weissbuch hat eine Schilderung von dem Aufbau des Lagers Kløvermarkens, siehe hvid4,2#28 Hvidbogen bringer en skildring af Kløvermarklejrens opbygning. 
n41:  Havrehed hat die letzte Fahrt Pretorias geschildert, siehe havhed#34f Havrehed har skildret skibet Pretorias sidste rejse. 
n51:  Wahrscheinlich die Hellerup skole, siehe beslag#hellerup Dette var sandsynligvis den Hellerup skole, der nævnes i listen over flygtningelejre. 
n52:  En billedserie fra Hagemanns Kollegium, se her. Dr. Franz schildert das "Hagemanns Kolegium" als ein Krankenhaus, das Register der beschlaggenommene Gebäude nur als ein Lager, siehe beslag#hagemann På internettet findes en billedserie fra Hagemanns Kollegium. Dr. Franz skildrer Hagemanns Kollegium som et sygehus, listen over flygtningelejre skildrer det kun som et sted, hvor der bor flygtninge. 
n79:  Siehe eventuell das Bild vom Torfholen, kloev#37 Se eventuelt billedet af tørveafhentning i Kløvermarken. 
n94  Siehe auch die Beschreibung Havreheds von Herrn Savery, havhed#171 Se også Havreheds beskrivelse af hr. Savery. 
n103:  Edith Barth hat den Tönges in Randersgades Skole getroffen. Sie und ihre Freundinnen haben einen kleinen Revue gespielt, und sie merkt einen gewissen Neid von Seiten des Tönges. Offensichtlich ist er in Klövermarken an seinen rechten Platz gekommen. Siehe barth#70d Edith Barth har mødt Tönges på Randersgades Skole. Hun og hendes veninder havde opført en lille revy, og hun mærker en vis misundelse fra Tönges side. Åbenbart er han i Kløvermarken kommet på sin rette hylde. 
n109:  Es wurden von der Flüchtlingsadministration mehrere dänische Schulinspektoren angestellt. Siehe hvid-cit#168d! Claus Moldt, Lehrer bei dem Kopenhagener kommunalen Schulwesen, war als täglicher Leiter des ganzen Schulwesen in Klövermarken antgestellt worden. (Havrehed, Seite 158)  Der blev af flygtningeadministrationen ansat flere danske skoleinspektører. Claus Moldt, som var kommunelærer ved Københavns skolevæsen, var ansat som daglig leder af hele Kløvermarkslejrens skolevæsen. 
n113:  "obwohl dänische Bestände nicht benutzt werden sollten". Dies galt für die Schulbücher, für Bücher der Büchereien aber wurde dänische Bestände genommen, sogar beschlaggenommen, Havrehed zufolge, havhed#161a. Mit welchem Recht dies geschah, ob möglicherweise ein Übergriff gegen die deutsche Minderheit getan wurde, darüber hat weder er noch Mix, der ihn zitiert, Bemerkungen gamacht, mix-cit#144e "Selv om danske lagre ikke skulle benyttes". Dette gjaldt for skolebøger, men angående bøger til bibliotekerne blev danske lagre taget i brug, de blev endog beslaglagt. Med hvilken ret det skete, om der muligvis blev gjort uret mod det tyske mindretal, derom har hverken Havrehed eller Mix, der citerer ham, gjort nogle bemærkninger.