Zurüch zum Inhalt Tilbage til indhold.  Aus den "Deutschen Nachrichten" Fra den tyske avis Einzelne Lager Om de enkelte lejre

 

Walter Franz: Kløvermarken 4

geschrieben 1947 bis 1949.

Walter Franz: Kløvermarken 4

 nedskrevet fra 1947 til 1949.

 
 Zurück zu wfranz3
 1        (95) Jeder Baracke sollte ein Weihnachtsbaum bekommen, bekam ihn auch! Aber es war nur die Spitze eines Tannenbaums, die man bequem in eine Flasche stellen konnte. Der später zum Verheizen gelieferte Tannenstrauch hätte viel schönere Christ-"bäume" abgegeben. Aber durch das zu Lametta geschnittene Käsestanniol kam doch ein festlicher Glanz mit dem glitzernden Tannengrün in die Baracken.         Enhver barak skulle have et juletræ og fik det også. Men det var kun spidsen af et grantræ, som man bekvemt kunne stikke ned i en flaske. De grangrene, der senere blev udleveret til optænding, kunne have afgivet meget smukkere jule"træer". Men når man skar lametta ud af ostestaniol, så kom der dog en festlig glans ind i barakkerne med det glitrende grangrønt. 
  In irgendeinen Koffer fand sich noch ein Stümpfchen Licht, das entweder gleich aufgesetzt oder durch andere Stearinrestchen in einem Reagensglas verlängert wurde und dann erst dem Weihnachtsbaum zur Zierde gereichen durfte. Auf dem Kinderspielplatz brannte schon allabendlich ein Tannenbaum mit elektrischen Birnen, aber rohe Menschen verstümmelten sein schmuckes Aussehen durch den Raub von Zweigen. In unserer Schule strahlte in den dämmrigen Nachmittagsstunden ein Lichterkranz, und Weihnachtslieder, in Deutsch [ins Deutsch ??] gesungen, erhöhten die Stimmung dieser Zeit vor unserm schönsten Fest. I en eller anden kuffert var der stadig en lille stump lys, som enten straks blev sat op eller blev forlænget sammen med andre stearinrester i et reagensglas og så først blev givet til juletræet til pynt. På børnenes legeplads brændte allerede hver aften et juletræ med elektriske pærer, men nogle rå mennesker ødelagde dets smukke udseende ved at røve nogle af grenene. I vores skole strålede i eftermiddagstimernes skumring en lyskrans, og julesange, sunget på tysk, forhøjede stemningen ved denne tid med vor skønneste fest. 
3       Wirklich große Weihnachtsbäume mit echten Paraffinkerzen wurden in den Barackensälen aufgestellt, in denen zwischen dem 24. Dezember und 3. Januar ein Krippenspiel aufgeführt werden sollte. Jedem der sieben Aufführungsleiter war ein Heftchen des Schatzgräbers mit dem Text des Stückes in die Hand gegeben worden, und nun konnte jeder seine Regiekunst unter Beweis stellen. Das Spiel reichte nicht an die beste Neubelebung mittelalterlicher Krippenspiele, an das "Gotteskind" von Hermann, heran, hatte aber dadurch einen großen Reiz, daß es sich ganz auf die alten weihnachtlichen Volkslieder stützte.        Virkelig store juletræer med ægte parafinlys blev opstillet i baraksalene, hvor der mellem den 24. december og den 3. januar skulle opføres et krybbespil. Enhver af de syv ledere af opførelser havde fået "skattegraverens" lille hefte med stykkets tekst stukket i hånden, og nu kunne enhver bevise sin kunst som regissør. Spillet nåede ikke op på højde med de bedste nyere genoptagelser af de middelalderlige krybbespil, f. eks. "Gudsbarnet" af Hermann, men det var ganske henrivende derved, at det støttede sig til de gamle julefolkesange. 
4       "Beschneite Giebel unter klarem Sternenhimmel, Glockengeläute von alten Domen, Hasten froher Menschen auf frostknirschender Schneedecke, auf die das Licht festlich erhellter Fenster schlägt, im Hause reicher Gabentisch unter hohem, kerzenschwerem Tannenbaum, Festtagsbraten, Marzipan, Nüsse, Äpfel, Kinderlachen, sattes Behagen und Geborgensein im gemütlichen Zuhause und im Kreis der Familie" -- das war Weihnachten einst.       "Snedækkede bjergtoppe under en klar stjernehimmel, klokkeklang fra gamle domkirker, glade menneskers hastige gang på frostknirkende snedække, hvor lyset slår ud fra de festligt oplyste vinduer, indenfor rige gaveborde under høje grantræer, nedtyngede af julelys, julesteg, marcipan, nødder, æbler, barnelatter, mæt veltilpashed og putten sig ind i et hyggeligt hjem i familiens kreds" -- det var julen engang. 
5       Heute fällt der Schnee auf die Trümmer ehemaliger Heime, die Menschen frieren und hungern in Deutschland in Kellern und Bunkern, die Lichte werden gespart, um hin und wieder eine dunkle Sperrzeitstunde zu erhellen, und die Familie ist (96) in alle Winde verstreut: der Vater ist gefallen, der Bruder in Russland verschollen, und der Bräutigam der in Dänemark internierten Tochter schmachtet gefangen in Ägypten. Das ist deutsche Weihnacht heut.      I vore dage falder sneen på ruinerne af tidligere hjem, mennesker fryser og sulter i Tyskland i kældre og bunkers, lysene sparer man væk, for af og til at kunne oplyse en mørke spærretidstime, og familien er spredt for alle vinde: faderen er faldet, broderen forsvunde i Rusland og brudgommen til den i Danmark internerede datter forsmægter i sit fangenskab i Ægypten. Det er den tyske jul i dag. 
6       Und doch nimmt uns dieses schönste Fest in seinen Bann, auch uns hier im fremden Land. Vielleicht spüren wir den Zauber der Christzeit jetzt sogar reiner als früher, dieser Zeit, in der die ganze Welt demütig die Knie beugt vor einem Kinde. Wir wissen zwar: Wenn diese wenigen Tage der Weihnacht verstrichen sind, beginnt wieder der Alltag mit seinem Streit und allen Häßlichkeiten, aber die Weihnachtsbotschaft ist ein Evangelium, das wohl kaum, wie jedes Ideal, rein verwirklicht werden wird, aber es setzt uns ein Ziel, dem wir nach Kräften zustreben sollen und wollen.         Og dog tager denne den skønneste fest os ind i sin fortryllelse, også os her i det fremmede land. Måske mærker vi endog nu juletidens trylleri renere end tidligere, denne tid, hvor hele verden ydmygt bøjer knæ for et barn. Vi véd det jo godt: Når disse få juledage er forsvundet, begynder igen hverdagen med sin strid og alle sine hæsligheder, men julebudskabet er et evangelium, der vel næppe nogensinde, så lidt som ethvert andet ideal, vil blive virkeliggjort, men det sætter et mål op for os, som vi skal og vil efterstræbe, som vi har kræfter til. 
7       Wir dürfen nicht den Kopf hängen lassen! Und wenn auch unsere Familien zerrissen sind, wir haben einen neuen Zusammenhalt gefunden in  der Gemeinschaft unseres Lagers, in einem Ring, der gefestigt wurde durch gemeinsame Arbeit,  durch gleiches Erleben und gleiches Leid.         Vi må ikke hænge med hovedet! Og selv om vore familier er splittet op, så har vi fundet et nyt sammenhold i vor lejrs fællesskab, i en ring, som blev styrket gennem fælles arbejde, gennem de samme oplevelser og den samme lidelse. 
8       Und wenn wir auch Heim und Heimat verloren haben, in unserer Erinnerung bleiben sie, und die Tannen hier im Saale bringen uns einen Gruss aus den Wäldern unseres Vaterlandes, wohin heute all unsere Gedanken gehen. Wir leben noch und atmen und können uns täglich des wiederkehrenden Lichtes freuen.        Og selv om vi også har mistet hjem og hjemstavn, de forbliver dog i vor erindring, og granerne her i salen bringer os en hilsen fra skovene i det fædreland, hvortil i dag alle vore tanker går. Vi lever og ånder endnu og kan dagligt glæde os over lyset, der vender tilbage. 
9  Wir können noch die alten Lieder unsrer deutschen Weihnacht singen. So ist uns noch manches geblieben, was uns für Stunden alles Leid vergessen machen kann. Wir wollen heute ganz wieder Kind sein, die Holzwände unseres Saales sich weiten lassen, dass dieser Raum werde zu dem Felde von Bethlehem, auf dem die Hirten zum ersten Male jene Heilsbotschaft hörten: "Friede auf Erden und den Menschen ein Wohlgefallen!" Vi kan endnu synge de gamle sange fra vores tyske jul. Sådan er der meget, vi har bevaret, og det kan for nogle timer få os til at glemme al vor smerte. Vi vil idag igen helt være børn, lade vores sals trævægge vide sig ud, så dette rum bliver til marken ved Betlehem, hvor hyrderne for første gang hørte dette frelsesbudskab: "Fred på jorden og i mennesker velbehag!"
10      So ungefähr sprach ich vor den Eltern meiner Schüler im Musikraum Klövermarkens, während meine Mädel und Jungs hinter dem Vorhang auf den Beginn des Weihnachtsspieles warteten, das sie agieren sollten. Doch ist das nicht der richtige Ausdruck, denn agieren setzt ein absichtliches Gestalten voraus, während hier die Mitwirkenden aus der Ergriffenheit der Stunde und aus (97) der Vertiefung in die Weihnachtsbotschaft gleichsam gespielt wurden.         Sådan omtrent sagde jeg til mine elevers forældre i Kløvermarkens musikrum, mens mine piger og drenge bagved tæppet ventede på at begynde julespillet, som de skulle opføre. Dog, det er ikke det rette udtryk, for at opføre eller at agere, forudsætter, at man bevidst udfører en rolle, mens her de medvirkende samtidig blev spillet med ud af grebethed ved stunden og ud af fordybelse i julebudskabet. 
11  Sie brauchten weder Puder noch Schminke, die Gewänder waren mit den einfachsten Mitteln hergestellt und deuteten mehr an, als dass sie verkleideten. Maria trug über rotem, langem Kleid den blauen Überwurf, unter dem ein kleiner, weisser Vorstoß das Gesicht umrahmte, das mit seinen blauen Augen und dem blonden Kraushaar darüber wie das Antlitz einer Dürerschen Madonna wirkte. Alle Szenen spielten vor einem Papierhänger von neutralem Grau.  De behøvede hverken pudder eller sminke, kulisserne var fremstillet med de simpleste midler og var mere antydninger end fremstillinger. Maria bar den blå overklædning over den røde lange kjole, og under overklædningen indrammede et lille, hvidt kantebånd ansigtet, som med sine blå øjne og det blonde krushår ovenover virkede som åsynet på en dürersk madonna. Alle scener foregik foran et bagtæppe af neutralt grå. 
12  So kamen die Farben der Gewänder zu schöner Wirkung, besonders, wenn ein Lichtkegel Maria mit dem Kinde oder den Engel bei den Hirten aus dem allgemeinen Dunkel herausries. Am stärksten aber wirkten die schönen, jugendfrischen Stimmen. Wie fromm und ergriffen klang der Anfangschor:  "Es ist ein Ros entsprungen",  wie kontrastierte die glasfeine Stimme Mariens und der weiche Tenor Josephs bei der Herbergsuche mit dem barschen Bariton des abweisenden Wirtes: Således kom klædernes farver til smuk udfoldelse, især når projektøren rev Maria med barnet eller englen hos hyrderne ud af det almindelige mørke. Men stærkest virkede de smukke, ungdommelige stemmer. Hvor fromt og grebet klang ikke begyndelseskoret: "En rose så jeg skyde"! Hvor stærk var ikke kontrasten mellem Maries glasfine stemme og Josefs bløde tenor, da de bankede på herbergets dør og den afvisende værts barske baryton: 
13  Stimme des Wirts  (von innen):  "Wer klopfet an?"
Maria und Joseph: "O, zwei gar arme Leut."
Wirt: "Was wollt ihr dann?"
Maria und Joseph: "O,  gebt uns Herberg heut.
O, durch Gottes Lieb wir bitten,
Öffnet uns doch eure Hütten."
Wirt: "O nein,  o nein."
Maria und Joseph: "O, lasset uns doch ein."
Værtens stemme (indefra): "Hvem banker?"
Maria og Josef: "O, to fattige mennesker."
Værten: "Hvad vil I da?"
Maria og Josef: "O, giv os husly i nat!
O ved Guds kærlighed beder vi,
åbn dog jeres hytter!"
Værten: "Nej, o nej!"
Maria og Josef:: "O, lad os dog komme ind!"
14       Und wie schön tönte die eigenartige Weise des Wechselgesangs der drei Hirten, den eine Blockflöte unterstützte:
Es blühen die Maien,
bei heller Winterzeit
ist alles im Freien
auf unsrer Schäferweid,
ja alles blüht in schönster Pracht,
die Erd hat süssen Duft gebracht,
es singet
und klinget,
Flötenblasen, Harfenschlagen,
und ich kann's nit all's hersagen,
was sich zugetragen.
      Og hvor smukt lød ikke på egenartet måde de tre hyrders vekselsang, understøttet af en blokfløjte: 
Majløvet blomstrer
ved højlys vintertid
på vores fårevang,
ja alt blomstrer i den skønneste pragt, 
jorden har frembart sød duft, 
det synger 
og klinger,
fløjter blæser, harper slår, 
og jeg kan slet ikke sige, 
hvad der sker. 
15       Wie lieblich wirkten die jungen Gesichter der kleinen Mädel im Engelsgewand, die sich zu Füssen der Krippe niederliessen, (98) wie putzig dagegen die russgeschwärzten Fratzen der drei Buben im Gefolge König Balthasers, dem ein übergezogener Strumpf mit Augenschlitzen die nötige Mohrenschwarze gab! Das war kein Theater, das war Gottesdienst.       Hvor yndefuldt virkede ikke de unge ansiger på de små piger i englegevandter, som kom ned til foden af krybben, hvor pudsige virkede derimod ikke de sodsværtede ansiger på fyrene i kong Balthasers følge! Og Balthaser selv fik de nødvendige negroide ansigststræk ved at en strømpe med øjenhuller fra trukket ned over ham. Det var ikke teater, det var gudstjeneste. 
16   Still und ergriffen gingen die Zuschauer nach Hause, um in der Baracke noch einmal in engeren Kreis Weihnachten zu feiern. Bei uns am Sehnsuchtshügel schenkte jeder jedem, was er gezaubert hatte. Auf festlichem Papierläufer war die Schar der geretteten Kaffeetassen aufmarschiert, die Mitte nahm der Teller mit dem Kuchen ein,  daneben glitzerte der "Tannenbaum",  und rundum standen auf Pappsternchen einzelne Kerzen. Stille og grebne gik tilskuerne hjem, for at fejre jul i barakken endnu engang i en snævrere kreds. Hos os ved længselshøjen gav enhver de andre noget, han havde fremtryllet. På festlige papirsløbere var forsamlingen af reddede kaffekopper opmarcheret, midten af bordet havde kagetallerkenen indtaget, der ved siden af glitrede "grantræet" og rundt omkring stod der enkelte lys på papfirkanter. 
17        So feierten wir in Baracke 804 still and besinnlich das schönste Fest unseres Volkes in leisen Gesprächen, in ergriffenem Schweigen. Die Pfeifen und Zigaretten rauchten, der blaue Qualm zog an die Decke, wir sahen ihm nach und dachten an daheim. (99)        Således fejrede vi i barak 804 stille og besindigt vort folks skønneste fest med sagte samtaler, med grebet tavshed. Piberne og cigaretterne røg, den blå røg gik op mod loftet, vi så efter den og tænke på derhjemme. 
18  Der Veilchentopf
Eine Erinnerung an Dänemark.
En potteplante med violer
En erindring om Danmark. 
19      Ich habe Ausgang! Ausgang! Ja, wisst Ihr denn, was das heißt? Ich habe ein weisses Blättchen in der Hand: "Passerseddel" ist darauf gedruckt. Da kannst du lesen, daß der Soundso, geboren am soundsovielten zu Königsberg, am Mittwoch, den 16. Januar 1947, die Erlaubnis hat, das Lager Klövermarken von 13 - 19 Uhr zu verlassen.Wisst ihr, wie mir zumute ist? --        Jeg har udgang! Udgang! Ja, véd I da, hvad det betyder? Jeg har et hvidt stykke papir i hånden: "Passerseddel" står der trykt på det. Her kan du læse, at hr. det og det, født den det og det i Kønigsberg, har tilladelse til onsdag den 16. januar 1947 at forlade Kløvermarkslejren fra kl. 13-19. Kan I nu forstå, hvordan jeg har det? -- 
20  Wie dem Stubenvogel, wenn sich die Hand seiner Herrin der Käfigtüre nähert, um ihm für kurze Zeit zu erlauben, seine Schwingen im Zimmer zu proben. Einmal wieder ein freier Mensch scheinen, einmal dem Stacheldraht und den Karabinern der Polizeiposten entrinnen und Kopenhagen entdecken, das schöne, große, lockende! Es gehen im Lager Sagen um, daß deutschfreundliche Dänen diesen oder jenen Internierten von der Straße weg zum Kaffee heraufgeholt hatten, daß manchem auch ein unverhofftes Schäferstündchen erblühte. Ja, zu den tollsten Erlebnissen könnte der Passierschein die Eintrittskarte sein. Jeg har det som stuefuglen, når dens herskerindes hånd nærmer sig burets dør for at tillade den for en kort stund at prøve sine svingfjer i værelset. Endnu en gang får jeg lov til at se ud som et frit menneske, endnu gang får jeg lov til at løbe bort fra pigtråden og politibetjentene og opdage København, den smukke, store, lokkende by. Der går rygter i lejren om, at tyskvenlige danskere har hentet denne eller hin interneret ind fra gaden til kaffe, at der også for mange viste sig en hyrdetime, de ikke havde ventet. Ja, passersedlen kunne være adgangsbillet til de meste skøre oplevelser. 
21      Nun ist es so weit! Der wachthabende Polizist nimmt mir mein Blättchen ab, mustert mich von oben bis unten, macht seine Eintragungen über Ziel und Dauer meines Ausgangs, reicht mir den Zettel zurück, ich schlage die Tür der Torwache zu -- und nun liegt Klövermarken mit seinen Baracken mir im Rücken!          Nu er det kommet så vidt! Den vagthavende politibetjent tager det lille stykke papir fra mig, mønstrer mig fra oven og nedefter, foretager en indførsel om mål og varighed for min udgang, giver mig sedlen tilbage, jeg lukker portvagtens dør -- og nu ligger Kløvermarken med dens barakker bag mig!
22      Ich bin wie neugeboren! Aufatmend marschiere ich los, die bloßen Hände tief in den Manteltaschen vergraben. Kopenhagen winkt mir, aller Wunder voll! Ich summe einen Marsch, der Körper strafft sich, die Beine folgen dem zwingenden Rhythmus.        Jeg er som født påny! Lettet i åndedrættet marcherer jeg af sted med de bare hænder begravet dybt i frakkelommerne. København tilvinker mig, fuld af alle vidundere! Jeg nynner en march, kroppen strækker sig, benene følger den svingende rytme. 
23      Ich habe mich stadtfein gemacht. Es ist wichtig, daß man nicht auffällt. Zwar die Hose verrät durch ihr Feldgrau, daß ich deutscher Soldat gewesen, und die einstigen Lackschuhe platzen unangenehm in den Nähten -- mein Bettnachbar im Sygehus vererbte mir sterbend die zu zierlichen -- aber mein Mantel, beinahe ein Ulster, den ich mir nach meiner Entlassung aus der Wehrmacht in Nickelswalde kurz vor der Überfahrt nach Hela aus einern Haufen zurückgelassener Flüchtlings- (100) kleider aussuchte, ist durchaus eines einstigen Beamten der Gehaltsstufe 2b -- Höchstpensionsdienstalter -- würdig, und so ein vornehmer mausgrauer Hückel-Velour, das Geschenk eines Dänen -- hoho! -- hat noch nie meine Glatz bedeckt.        Jeg har gjort mig "byfin". Det er vigtigt, at man ikke virker påfaldende. Ganske vist røber bukserne med deres soldatergrå farve, at jeg har været tysk soldat, og de sko, der engang var laksko, er på ubehagelig vis gået op i sømmene -- min sengenabo på sygehuset lod mig arve dem til søndagsbrug, da han døde -- men min frakke, der næsten er en ulster, som jeg efter at være blevet hjemsendt fra værnemagten udsøgte mig i Nickelswalde kort før overfarten fra Hela fra en bunke tilbageblevne flygtningeklæder, er helt igennem en tidligere tjenestemand af rangklasse 2b -- de, der får den højeste pension-- værdig, og den fornemme musegrå velour-hat -- som jeg har fået af en dansker, hæ hæ! -- har ikke tidligere bedækket min bare isse. 
24      Schon bin ich um zwei Ecken gebogen und wandle auf der Hauptstraße. Da klingelt eine Elektrische vorbei, der erste Gruß der Großstadt an den Spießbürger aus Klövermarken. Ich könnte einsteigen und gleich ins Zentrum fahren, denn ich habe einen Freifahrtschein für die Bimbahn. "Tysk Flygtning" steht violett auf den gelben Schein gedruckt. Aber ich gehe lieber. Wo blieben sonst die Erlebnisse? Und die Schaffner sehen einen immer so merkwürdig an, wenn man ihnen den Wisch hinreicht.         Jeg er allerede drejet om hjørner to gange og vandrer nu på hovedgaden. Så ringler en sporvogn forbi, storstadens første hilsen til spidsborgeren fra Kløvermarken. Jeg kunne godt tage den og med det samme køre ind til centrum, for jeg har fået et frikort til sporvejene. "Tysk flygtning" står der med violet skrift trykt på det gule bevis. Men jeg vil hellere gå. Jeg skal jo ud og opleve noget! Og konduktørerne ser altid så mærkeligt på én, når man rækker dem papirlappen. 
25  Meist sagen sie "Tak" und bei der Rückgabe "Vaer saa god", aber zuweilen reissen sie einem auch das Billet verbissen aus der Hand und funkeln einen wütend an, wenn sie das geknipste hinhalten, als fürchteten sie, sich an Nazigift zu infizieren. Manch einer soll allerdings auch den Fahrschein ungelocht zurückgereicht haben,  um dem armen Deutschen eine doppelte Benutzung zu ermöglichen.  -- Nein, ich gehe lieber! Dabei  sehe ich mehr, und wie könnte man mich sonst zum Kaffee einladen? For det meste siger de "Tak" og "Værsgo", når de giver én dem tilbage, men af og til river de forbitret billetten ud af hånden på én og stirrer rasende på én, når de giver én den billetterede billet tilbage, som om de var bange for at inficere sig med nazistisk gift. Men der er også mange, der giver billetten tilbage uden at have gennemhullet den, for at give den fattige tysker mulighed for at benytte den igen. -- Nej, jeg vil hellere gå! Derved ser jeg mere, og hvordan ville man ellers kunne invitere mig ind på kaffe? 
26      Auf dem gefrorenen Wallgraben  steht eine  junge Dänenmutter mit ihrem Dreijährigen und futtert aus rotem Handschuh tierlieb die Stockenten und Möwen auf dem Eise.        På den frosne voldgrav står en ung dansk mor med sin treårige og fodrer dyrevenligt voldgravsænderne og mågerne på isen. 
27      Ich kann mir Kopenhagen nicht ohne Möwen denken. Nach Jahren noch, wenn meine Erinnerung in den Straßen dieser Hauptstadt wandern wird, werde ich immer die silbernen Schwingen dieser Sturmsegler in der winddurchwehten Luft des Sundes bestaunen. Wie anderwärts die Tauben, so flattern sie hier in den Straßen, streichen graziös die Dachrinnen entlang und rütteln über den Balkonen auf der Suche nach Atzung. Und auch jetzt sehe ich sie im Gleitflug dem Meere zustreben.        Jeg kan ikke forestille mig København uden måger. Endnu efter flere år, når min erindring vandrer rundt i gaderne i denne by, vil jeg altid forundres over sølvsvingene fra disse stormsejlere i Sundets vind. Ligesom andetsteds duerne, sådan flagrer her mågerne i gaderne, stryger graciøst langs tagrenderne og rusker over balkonerne på deres søgen efter føde. Og også nu ser jeg dem i glideflugt stræbe hen mod havet. 
28       Nun kommt das schöne ockergelbe Wachthäuschen des alten Amagerwalls, und dann schreite ich an neuzeitlicher Häuserfronten mit breiten Fenstern und Schwalbennestern von Eisenbalkönchen an ragenden roten Mauern vorüber, vorbei an den Herren mit Lammfellmützen, vorbei an bepelzten Damen, die trotz obligaten Make-up's im herben Schnitt des Gesichts and hohen (101) Wuchs noch immer etwas Wikingerhaftes an sich haben. Stets ist etwas Rotes an ihrer Kleidung, die Handschuhe, die Wollmütze, der Jumper oder die Strümpfe; denn Rot ist die Nationalfarbe und zeigt sich nicht nur im alten, stolzen Danebrog, [sondern auch an allen Textilien, Cremetuben und Konservendosen.]         Nu kommer det smukke, okkergule vagthus ved den gamle Amagervold, og så går jeg forbi nymodens huse med brede vinduer og svalereder af jernbalkoner på ræverøde mure, forbi herrer med lammepelshatte, forbi damer, iført pels, som trods den obligate make-up stadig har noget vikingeagtigt over sig med deres kølige ansigtstræk og høje skikkelse. Altid har de noget rødt ved deres dragt, om det er handskerne, uldhuen, jumperen eller strømperne; for rødt er nationalfarven og viser sig ikke kun i det gamle, stolte Dannebrog, [men også i alle tekstiler, cremetuber og konservesdåser.]
29      Gleich kommt Frederikshavn. Ich freue mich schon darauf. Bereits sommers stand ich hier einmal auf der Brücke des Kanals, an dessen einer Seite sich der Patinaturm von "Vor Frelser" emporreckt. Hier ist noch etwas vom Kopenhagen Andersens erhalten geblieben: Schmale Häuser von zwei Fenstern Front, im hohen grauen Dach eine einfenstrige Mansarde, davor am Wasser Linden und Schuppen und Magazine mit gebrochenen Doppeldach aus der Zeit um 1800; aber das Lockendste war das Wasser und die vielen Schiffe darauf. Ihre grünen und schwarzen Leiber spiegelten sich zusammen mit den sonnengoldnen Segeln, mit den Linden und dem zartblauen Himmel im leichtbewegten Kanal. Und dann dieses Duftgemisch von Teer, Wasser und Hanftauen -- wie auf Königsbergs Lastadie!         Så kommer straks Frederikshavn. Jeg glæder mig allerede til det. Sidste sommer stod jeg engang her på broen over kanalen, ved hvis side det irgrønne tårn på "Vor Frelser" strakte sig i vejret. Her møder man stadig noget af Andersens København: Smalle huse med to vinduer mod gaden, højt oppe i det grå tag en énvindues manzard, foran ved vandet lindetræer og skure og magaziner med brudt dobbelttag fra 1800-årene; men det mest tillokkende var vandet og de mange skibe på det. Deres grønne og sorte skrog spejlede sig sammen med de solgyldne sejl, med lindetræerne og den sartblå himmel i kanalen, trods dens små bølger. Og så denne blanding af duftene fra te, vand og hampetovværk -- som på Kønigsbergs afskibningsplads!
30      Jetzt ist alles in Eis erstarrt, und die Linden recken kahle Äste in den frostig klaren Himmel. Aber das Trauliche haftet diesem Winkel auch jetzt an, so eine Stimmung von Schlittenfahren, Schneemannbauen, Punsch und Bratäpfeln. Wenn ich in Kopenhagen wohnen dürfte, würde ich mich dort in dem alten Häuschen einmieten, vor dessen dunkelroter Wand die Linde ihre blatterlosen Zweige rührt. [Oh, ich würde die altertümlichen Räume schon ummodeln: Möbel in nordischem Stil, ganz modern, Teppiche aus grober Schafwolle, viel Licht, möglichst indirekte Deckenbeleuchtung, wenige Aquarelle und viele, viele Blumen!]         Nu er det hele stivnet til is, og lindene rækker de kolde grene op mod den frostklare himmel. Men det hyggelige har denne krog stadigvæk, således en stemning af slædekørsel, snemandsbygning, punch og stegte æbler. Hvis jeg skulle bo i København, ville jeg leje mig ind dér i det lille hus, foran hvis mørkerøde væg lindetræerne rører deres bladløse grene. [O, jeg ville straks ommøblere det gammeldags værelser: Møbler i nordisk stil, ganske moderne, tæpper af grov fåreuld, mange lamper, måske indirekte lys over bordet, nogle få akvareller, mange blomster!]
31      Das Rad eines Kinderwagens streift mein Bein und weckt mich aus meinen Träumen. Der junge Vater scheint noch nicht so gewohnt ans Lenken des Babygefährts -- für deutsche Augen ein seltsamer Anblick, ein kinderwagenschiebender Mann -- und hat mich angefahren. "Undskyld", tönt's höflich herüber. "Bitte sehr!" Verdammt! Ich verbessere mich schnell: "Jeg beder". Er lächelt wissend, er hat den Deutschen erkannt.      En barnevogns hjul strejfer mit ben og vækker mig af mine drømme. Den unge far synes endnu ikke at være så vant til at styre babykøretøjet -- i tyske øjne et mærkeligt syn: en mand, der skubber en barnevogn -- og kørte ind i mig. "Undskyld", lyder det høfligt til mig. "Bitte sehr!" Fordømt! Jeg retter hurtigt på mig selv: "Jeg be´r". Han smiler velvidende, han har genkendt tyskeren. 
32      Ich habe es nicht mehr weit bis zu der großen Brücke, die Amager mit der Mitte Kopenhagens verbindet. Da senkt sich (102) aus ihren Jochen eine rotweiße Schranke, eine Klingel schrillt anhaltend, durchdringend,  und zwei rote Lampen flammen auf,  verlöschen, flammen wieder auf, abwechselnd in ungleichem Rhythmus, als ob ein Riesenalbino mit den Augen  zwinkerte.        Der er ikke længer langt til den store bro, der forbinder Amager med Københavns centrum. Da sænker der sig røde bomme ned fra dens brobuer, en klokke ringer vedvarende, gennemtrængende, og to røde lamper lyser op, går ud, lyser op igen, afvekslende i ulige rytme, som om en kæmpealbino blinkede med øjnene. 
33  Die Brückenhälften klappen hoch, und ein winziger Schlepper rückt mühsam an der Trosse eines Ozeandampfers und bugsiert den Widerwilligen langsam durch die Öffnung. Schwerfällig drängt der Riese die breiten Eisschollen zur Seite, ungestört die Pfeife seines Schornsteine rauchend. Ein paar Leute lehnen an der Reeling und schauen herüber, wir auf der Brücke gucken zu ihnen hin. Broklapperne går op, og en lillebitte slæbebåd trækker møjsommeligt i en oceandampers trosse og bugserer langsomt den modvillige ind gennem åbningen. Klodset trænger kæmpen de brede isskosser til side og ryger uforstyrret på sin skorstenspibe. Et par mennesker læner sig ud over rælingen og ser herover, vi på broen kikker tilbage på dem. 
34 Kontinente begegnen  sich; denn der Seefahrer ist ein Südamerikaner, wie sein Heck verrät, und bringt in dies frostige Nordland die Vorstellung von Palmen und Urwald mit Papageien und Affen. Dann schließt sich die Brücke, das Klingeln und Blinken hört auf, die Schranke hebt sich, und nun strömen von beiden Seiten Scharen von Radfahrern wie die Avantgarde zweier Heere aufeinander zu, Autos und Elektrische folgen ihnen, und bald läuft der Verkehr wieder in gewohnten Bahnen. Wie oft standen wir so vor den Klappen der Grünen Brücke Königsbergs und warteten auf die Passage der Überseedampfer! Kontinenter mødes; for søfareren er en sydamerikaner, hvilket hans hæk afslører, og bringer forestillingen om palmer og urskov med papegøjer og aber op i dette frosne nordrige. Så går broen ned igen, klokkeringningen og blinkene hører op, bommene hæver sig, og nu strømmer fra begge sider skarer af cyklister mod hinanden som avantgarden på to hære, biler og sporvogne følger dem, og snart forløber trafikken igen i de vante baner. Hvor ofte stod vi ikke sådan foran den grønne bros broklapper i Kønigsberg og ventede på, at en oversøisk damper skulle sejle igennem! 
35       Dort der niedrige, langgestreckte Bau mit dem Grünspandach und dem aus drei verringelten Drachenschwänzen geformte Turm ist die Börse. Wie schön sich die giftgrüne Patina vom mostgelben Winterhimmel abhebt,  während das dunkelrote Ziegelwerk mit den Rollornamenten niederländischen Barocks schon in kühlem Schatten ruht!        Dèr ligger så den lave, langstrakte bygning med det grønne spåntag og tårnet, dannet af tre sammensnoede dragehaler. Det er Børsen. Hvor smukt fremhæves den giftiggrønne patina sig ikke mod den mostgule vinterhimmel, mens det mørkerøde tegl med den nederlandske baroks rulle-ornamenter allerede hviler i kølig skygge! 
36  Auch heute noch ist die Börse der Sitz der Grosserer, der Reeder, die vordem den Schlüssel  zur Sundfahrt in Händen hielten und bei denen im Mittelalter auch Königsbergs Kaufleute geehrte Gäste waren, wenn sie nicht gemeinsam mit den Orlogschiffen des Ordens Krieg gegen Dänemark führten. -- [Ach, nichts schmerzt mich so sehr,  wie der Verlust der in 20 Jahren gesammelten Urkunden zur Geschichte Königsbergs, die mir dies Wissen vermittelten!] Endnu i dag er Børsen hjemsted for grossererne, for rederne, som tidligere holdt nøglen til passage af Sundet i deres hånd, og hos hvem også Kønigsbergs købmænd i middelalderen var ærede gæster, hvis de ikke sammen med ordenens orlogsskibe førte krig mod Danmark. -- [Ak, intet smerter mig så meget som tabet af de gennem 20 år indsamlede oplysninger om Kønigsbergs historie, som har givet mig denne viden!]
37      [Die Wetterfahne, der Ausläufer der Drachenturmspitze, sticht durch drei Kronen, das Symbol für die Zusammengehörigkeit der drei nordischen Reiche. Dasselbe Zeichen ziert die (103) Turmspitze der mächtigen Christiansborg dicht daneben, aber der alte Bau der Börse hat viel mehr Kultur.         [Vindfløjen, som er på toppen af dragespiret, stikker op gennem tre kroner, symbolet for de tre nordiske rigers samhørighed. Det samme tegn pryder tårnets spir på det mægtige Christiansborg tæt ved siden af, men Børsens gamle bygning har meget mere kultur.
38  Masse allein macht's nicht! In Christiansborg wohnt nicht der König, dort tagt der Reichstag, jene Abgeordneten, denen man nachrühmt, daß sie im "Snapsthing", nachdem sie sich im Landsthing und Folkething ausgiebig gezankt haben, ohne Rücksicht auf politischen Überzeugung in freundlichem Gespräch ihren Aquavit kippen, dieses herrliche Gesöff, das so stark wie ein Balken und so rein wie eine Jungfrau sein muss.] Masse alene gør det ikke! På Christiansborg er det ikke kongen, der bor, det er rigsdagen, der holder møde dèr, disse rigsdagsmedlemmer, som man roser for, at de i "Snapstinget", efter at de i landstinget og folketinget grundigt har skældt hinanden ud, uden hensyn til politisk overbevisning i venlig samtale skåler i akvavit, dette herlige sprøjt, der skal være stærk som en bjælke og ren som en jomfru]. 
39      Wieder überquere ich einen Wasserarm und komme zum "Gammel Strand", den Fischmarkt. Leider habe ich nie Kopenhagens und Königsbergs Fischfrauen miteinander vergleichen können, denn am Nachmittag stapeln dort nur Berge von leeren Kisten, und über den im Wasser versenkten Fischkästen schwärmen hungrige Möwen. Bierflaschendeckel und Zigarrenstummel bestreuen das Pflaster, ein Zeichen dafür, dass der Handel gut gewesen.        Igen kommer jeg over en kanal og når frem til "Gammel Strand", fiskemarkedet. Desværre har jeg aldrig kunnet sammenligne Københavns og Kønigsbergs fiskekoner med hinanden, for om eftermiddagen står der kun bjerge af tomme kasser dèr, og over hyttefadene i vandet sværmer sultne måger. Ølkapsler og cigarskodder flyder på brostenene, et tegn på, at handelen har været god. 
40  Hier wäre ein Dorado für den rauchsüchtigen Flüchtling. Dort das Standbild aus Granit zeigt, wie hier die Beherrscherinnen des Fischmarktes aussehen; über breit ausladendem Rock -- grün muss er wohl sein -- ein überkreuz geschlagenes Brusttuch und als Kopfbedeckung eine Art Helgoländer. Die Häuserflucht längs des Gammel Strand beherbergt manch sauberen Fischladen. Aus Krogks Fiskerestaurant leuchten hinter dichten Gardinen goldgelbe Lämpchen (Gedeck für 2 Personen 17 Kronen!). Her ville der være et eldorado for en røgsyg flygtning. Lidt derfra viser en statue af granit, hvordan fiskemarkedes herskerinde ser ud her; over en bredt udkrængende frakke -- grøn må den vel være -- har hun et korslagt brystdug og som hovedbeklædning en slags sydvest. Husrækken langs Gammel Strand huser mange dejlige fiskebutikker. Ud fra Kroghs fiskerestaurant lyser bag tykke gardiner guldgule små lamper (bord til to personer 17 kroner!). 
41  In den Schaufenstern der Läden liegt die fremde Welt der Meerbewohner. Diese kühlen Wesen mit Flossen und Kiemen und der klebrigen Feuchte ihrer Haut stoßen seltsam auf die Seele von uns, die wir in Licht und Luft atmen. Rosiges Lachsfleisch breitet sich neben goldbraunem Räucherfisch, bei Makreelen liegen Sprotten. Hinter den Miesmuscheln und Langusten spreizen sich seltsame Fischungeheuer, wie Ziegen des Meeres, wie Wasserteufel sehen sie aus, sie, die eigentlich nur ein schwarzer, stachlicher Kopf sind.  I butikkernes udstillingsvinduer ligger havdyrenes fremmede verden. Disse kolde væsener med finner og gæller og den klæbrige fugt på deres hud støder på sælsom måde an mod vores sjæl, vi, der ånder i lys og luft. Rødligt laksekød breder sig ud ved siden af gyldenbrune røgede fisk, ved siden af makrellerne ligger der brislinger. Bagved blåmuslinger og hummere udbreder sælsomme fiskeuhyrer sig, som havets geder, som vanddjævle ser de ud, de, der egentlig kun er et sort, pigget hoved. 
42  Das Schwarz der Haut wird unterstrichen durch das brandige Rot der Kiemen, und das gibt ihnen das Höllische, das sie zu Dämonen des Meeres macht. Von diesen dunkelfarbigen, knorzigen Gesellen heben sich die fetten Scheiben der Steinbutten ab, denen sich wieder Dorch und spitzköpfiger (104) Hornfisch zugesellen. Um wie viel fremder wirken doch diese Bewohner der Meerestiefe als die schuppenhäutigen Kaltblüter der Flüsse und Seen, so fremd wie Orchideen neben Wiesenblumen! Det sorte ved huden bliver understreget af gællernes brandrøde farve, og det giver dem det djævelske udseende, der gør dem til havets dæmoner. Op fra disse mørktfarvede knortede fyre hæver sig de fede skiver fra pighvarren, til hvem igen torsken og den spidshovede hornfisk slutter sig. Hvor meget mere fremmedartede virker ikke disse beboere fra havets dyb, end de skællede koldblodsskabninger fra floder og søer, lige så fremmede som orkidéer mellem engblommer!
43      Auf dem Blomstermarkt leuchtet aus der leise sinkenden Dämmerung die Laternenblume, und vor dunklen Tannenwedeln gleißt der Judasschilling. Im Herbst sah ich hier Dahlien von unwahrschenlicher Größe and Farbe, bronzerote und tiefviolette, denen die Händler im Strauß geschickt die Goldraute zugesellten. Ach, wo gibt es so viele und so billige Blumen wie in Kopenhagen! Vielleicht noch in Amsterdam?  Im Sommer schwankten Lasten von Nelken in großen Karren durch die Straßen, ein duftendes Gewölk von Rosa und Rot, und 10 dieser Wunder kosteten nur eine Krone.        På blomstermarkedet oplyser laterneblomsterne den sagte begyndende skumring, og foran mørke grangrene skinner judaspengene. I efteråret så jeg her dahlier af usandsynlig størrelse og farve, bronzerøde og dybtviolette, som de handlende meget passende havde sat sammen med gyldenris. Ak, hvor er der så mange og så billige blomster som i København! Måske dog i Amsterdam? I sommers svingede trækvogne belæsset med nelliker gennem gaderne, en duftende sky af rosa og rødt, og ti af disse vidundere kostede kun en krone. 
44      Hier am Blumenmarkt beginnt die Stroj  -- du kannst auch der Stroj sagen, denn der und die unterscheidete der Däne nicht -- das ist die vornehmste Geschäftsstraße, die in ihrer traulichen Enge und mit ihrer Fensterschau zum Bummeln lockt wie keine andere Straße Kopenhagens. In ihrer Läden findest du alles, was Magen und Seele begehren.        Her ved blomstermarkedet begynder strøget -- du kan også sige "der Stroj", for danskerne skelner ikke mellem "der" og "die" -- det er den fornemste forretningsgade, som i sin hyggelige snævring og med sine udstillingsvinduer lokker én til at slentre frem som ingen anden gade i København. I dens butikker finder du alt, hvad maven og sjælen kan begære. 
45      Es erschien mir seltsam, und ich schalt meine Kameraden und mich im Innersten roh, daß wir beim Schanzen auf der Nehrung - wo 10 Mann an einem Tage mit einem kleinen Kommissbrot auskommen mussten - immer vom Essen sprachen, wenn wir die entschwundenen schönen Seiten des Friedens heraufbeschwören wollten.         Det forekom mig mærkeligt, og jeg skældte mine kammerater og mig selv ud for at være rå i vort inderste, når vi ved skanserne på Nehrung -- hvor 10 mand på én dag skulle klare sig med et lille soldaterbrød -- altid talte om mad, når vi ville frembesværge de svundne, skønne sider ved freden. 
46  Ein Arbeiter lobte die Erdbeeren mit Schlagsahne, die er mit seiner Familie bei Sonntagsausflügen in Kahlberg genossen -- sein Gesicht verklärte sich noch in der Erinnerung -- und ein Marienburger wünschte sich an einem Feiertag voll schwerer Buddelarbeit das gewohnte Gläschen Sherry und ein knuspriges Brötchen mit gekochtem Schinken zum Frühstück, und so wusste jeder etwas zu nennen. En arbejder roste de jordbær med flødeskum, som han og hans familie ved deres søndagsudflugter nød i Kahlberg -- hans ansigt så stadig forklaret ud, når han tænkte på det -- og én fra Marienburg ønskede sig på en festdag, der var fuld af vanskeligt flaskearbejde, det tilvante lille glas sherry og et sprødt rundstykke med kogt skinke til frokost, og således vidste enhver at nævne noget. 
47  Ja, und wir, die wir im Lager zwar annähernd satt werden, aber Woche für Woche denselben Kuchenzettel herunteressen, wir erleben nun auch, wie das Essen doch das Seelische bedingt. Welche Überwindung kostet es uns, den nach Vitaminen Hungernden, an einer angebissenen saftigen Birne vorüberzugehen, die ein Dänenkind achtlos auf die Straße geworfen hat! Jetzt fühle ich mit der Not der Ärmsten der Armen aus Friedenszeiten,  jetzt, wo (105) ich an den gepflegten Läden mit ihren Kostbarkeiten vorübergehe und keinen Ör in der Tasche habe, um auch nur das Geringste zu erstehen. Ja, og vi, der i lejren ganske vist blev tilnærmelsesvist mætte, men uge efter uge fik den samme spiseseddel til at glide ned, vi oplever nu også, hvordan maden dog er betingelse for det sjælelige. Hvilken overvindelse koster det os ikke, vi, der hungrer efter vitaminer, at gå forbi en saftig pære, som et dansk barn har bidt af og tankeløst smidt på gaden! Nu føler jeg med de allerfattigstes nød fra fredstiderne, nu, hvor jeg går forbi de velholdte butikker med deres kostbarheder og ikke har en øre i lommen til bare at kunne købe det ringeste. 
48       Aus den strahlend hell erleuchteten Fenstern locken Käse aller Sorten neben hohen Eierstapeln, Gänse und Entenleiber protzen mit ihrem nackten Fett, und neben ihnen stehen Speck und Sahne in Flaschen und Büchsen. In den Metzgereien hängen goldene Spickbrüste über Bergen von Wursten und erstklassigem Fleisch. Die Feinkostladen lassen Reihen der verschiedensten  Salate aufmarschieren, über denen ein Fruchtkorb mit frischen Haselnüssen,  Weintrauben und Pfirsichen thront.       Ud fra de strålende oplyste vinduer lokker oste af alle slags ved siden af høje stabler af æg, gåse- og andekroppe praler med deres nøgne fedt, og ved siden af dem står der spæk og fløde i flasker og krukker. I slagterforretningerne hænger spækket brystkød ud over bjerge af pølser og førsteklasses kød. Delikatesseforretningerne lader rækker af de mest forskellige salater opmarchere, over hvilke troner en frugtkurv med friske hasselnødder, vindruer og ferskner. 
49  Wie froh wäre der Flüchtling, wenn  jener Bäckerladen ihm nur eins der knusprig-braunen Brote böte,  er würde dann gern auf die Torten und Schlagsahneküchlein verzichten, würde seine Augen abwenden von den saftigen Birnen, Apfelsinen und Zitronen jenes ambulanten Händlers, so wie ich es tue. Hvor glad ville flygtningen ikke blive, hvis denne bagerforretning blot gav ham ét af de sprødt-brune brød, han ville da gerne give afkald på tærterne og flødeskumskagerne, han ville vende øjnene bort fra de saftige pærer, appelsiner og citroner hos gadehandleren, sådan som jeg gør det. 
50  Ich schlucke das Wasser, das mir beim Anblick all der leckeren Sachen im Munde zusammenläuft, tapfer herunter und denke: Du hast hier noch halbwegs satt zu essen, und was du jetzt noch nicht genießen kannst, werden dir spätere Zeiten schenken. Also Geduld - Aber die in Deutschland!? Wäre das eine Qual für die Hungernden, diese Schau dänischen Reichtums vorüberwandelnd bestaunen zu können und nichts davon genießen zu dürfen! Jeg synker tappert det vand, som mine tænder er løbet over med ved synet af alle de lækre sager, og tænker: Du har her stadig mulighed for at spise dig halvvejs mæt, og det, du ikke kan få nu, det skal senere tider nok give dig. Altså tålmodighed -- Men dem i Tyskland!? Hvilken pine ville det ikke være for de sultende at kunne gå undrende forbi denne fremvisning af den danske rigdom og ikke måtte nyde noget af det! 
51      Und während ich weiterwandere im Strom der fremden Fußgänger, umbrandet von dem Verkehr der Hauptstadt und doch einsam, unbekannt in der flanierenden Menge, die mir spukhaft unwirklich erscheint in der winterlichen Dämmerung, träume ich mit offenen Augen nie zu verwirklichende Wunschgebilde:          Og mens jeg går videre i strømmen af fremmede fodgængere, ombølget af hovedstadens trafik og dog ensom, ubekendt i den drivende masse, som synes mig spøgelsesagtig uvirkelig i den vinterlige skumring, drømmer jeg med åbne øjne et ønskebillede frem, som aldrig vil blive virkelighed: 
52      Ich bin Grosserer in Kopenhagen von unwahrscheinlichem Reichtum, wohne im vornehmsten Viertel. Ich habe mir Frau und Töchter aus Deutschland herüberkommen lassen und erwarte sie am Bahnhof mit meinem Auto.  - Und da sind sie:  die Frau weisser geworden,  nicht so straff in der Haltung wie sonst, elend und hager - und alle drei haben die Augen der Hoffnungslosen.         Jeg er grosserer i København og har usandsynlig mange penge, bor i det fornemste kvarter. Jeg har ladet min kone og mine døtre komme herop fra Tyskland og venter dem på banegården i min bil. -- Og dèr er de: Min kone er blevet hvidere, ikke så rank i holdningen som ellers, elendig og mager -- og alle tre har øjne uden håb. 
53  Ihre Blicke weilen kurze Zeit auf meinem Gesicht, dann schweifen sie  staunend,  ungläubig ab auf die Großstadt,  die keine Wundmale des Krieges trägt, die den Abend mit Lichtgirlanden verklärt und in den strahlenden Fenstern mit allen (106) Gütern des Friedens protzt.  Deres blikke hviler et kort øjeblik på mit ansigt, så stryger de forundrede, vantro af og hæfter sig ved storstaden, som ikke har nogen krigsar, som oplyser aftenen med lysguirlander og praler med fredens goder i alle de strålende vinduer. 
54 Ich wecke die Versunkenen und nötige sie in den Wagen. Während der Fahrt höre ich mit wehmütigem Lächeln, wie sie sich auf vieles, was sechs Jahre Krieg sie vergessen liessen, aufmerksam machen, wie eine Welt, die ihnen für immer verloren schien, greifbar vor ihnen wieder auftaucht. -- Nun sitzen wir im warmen Zimmer, am lichtüberströmten gedeckten Tisch, und die "Stuepige" bringt das koldt bord zur Eröffnung der Wiedersehensfeier. Jeg vækker de hensunkne og får dem til at gå ind i bilen. Mens vi kører, hører jeg med et vemodigt smil, hvordan de gør opmærksom på mange ting, som seks års krig lod dem glemme, hvordan en verden, som synes tabt for dem for altid, nu igen dukker håndgribelig op foran dem. -- Nu sidder vi i det varme værelse, ved det velbelyste, dækkede bord, og stuepigen bringer det kolde bord, for at vi kan begynde gensynsfesten. 
55       "Greift zu, das koldt bord ist das Beste der dänischen Küche, so ein bißchen sohwedisches smörgås! Hier ist russischer, hier italienischer Salat! Tja, Dänemark ist in vielem international. Vielleicht beginnt Ihr besser mit Hering und Ei? Ein Aquavit wird euern Appetit stärken. Wie wär's Frauchen?"       "Fang nu an, det kolde bord er det bedste fra det danske køkken, sådan lidt à la det svenske smörgås! Her er russisk, her italiensk salat! Tja, Danmark er på mange måder internationalt. Måske er det bedre, at I begynder med sild og æg? En akvavit vil styrke jeres appetit. Var det ikke noget, mine damer?"
56      "Bitte, keinen Alkohol. Wir sind nicht mehr daran gewöhnt. Wir würden zu singen anfangen oder einschlafen."        "Nej tak, ingen alkohol. Vi er slet ikke vant til det mere. Vi begynder bare at synge eller at falde i søvn". 
57      "Darf ich dir, Hanneken, dies Kotelett mit Rosenkohl auf Brotunterlage oder diese Makreelen mit Rührei auftischen?"        "Må jeg have lov til, kære Hanne, at byde dig denne kotelet med rosenkål og brød under, eller denne makrel med røræg?"
58      "Langsam, langsam, wir schmecken uns durch alles durch." Ihre Augen tun es bereits.

"Diese rohen Eier in der halben Schale, die im Salz stehen, müsst ihr in die Brühe kippen."

"Sieh an, wieder etwas zugelernt!"

       "Langsomt, langsomt, vi vil smage os gennem det altsammen efterhånden". Hendes øjne gør det allerede. 

"Disse rå æg i den halve skal, som står i salt, skal hældes oven på suppen". 

"Ser man det, nu har jeg lært noget igen". 

59       "Habt ihr schon einmal solch schönes Fleischsaftgelee gegessen?"

"Nein, es schmeckt prachtvoll."

    "Har I nogensinde smagt en så skøn sky?"

"Nej, den smager pragtfuldt". 

60  Ich erhalte nie einen Korb. Die Stillung des gestauten Hungers lässt keine Unterhaltung aufkommen. Leicht klirren die Bestecke auf den Tellern.

"Bitte, esst sachte! Die besseren Dinge kommen erst noch." Das Mädchen serviert den Braten. Wir trinken den guten dänischen Fruchtwein dazu.

Jeg får aldrig nej. Mens den opstemmede sult stilles er det ikke muligt at samtale. Bestikket klirrer let mod tallerknerne. 

"I må prøve at gå lidt forsigtigt til det. Det bedste kommer først nu". Pigen serverer stegen. Vi drikker god dansk frugtvin dertil. 

61  "Wie gefallen euch die Aeggeplommer, d. h. auf Deutsch Eierpflaumen, diese Kartoffeln, die kein bisschen zerfallen und doch durch und durch gar sind?"

"Das taten die blanken Kartoffeln aus dem Moosbruch auch nicht." Der Apfelcharlotte gibt ein geröstetes Krümelbrot einen Anhauch von Mandelgeschmack. (107)

"Hvad synes I om "æggeblommerne", det vil sige, om disse kartofler, som slet ikke falder sammen og alligevel er helt gennemkogte?"

"Det gjorde de hvide kartofler fra Moosbruch heller ikke". Æblecharlotten giver et ristet brødkrummebrød en antydning af mandelsmag. 

62  "Köstlich, ich wünschte, ich hätte drei Mägen," stöhnt Uschi.

"Probt einmal diesen Ziegenkäse, der süss wie Karamell schmeckt und besonders von Männern geschätzt wird."

"Nicht übel, aber dieser Roquefort ist mir lieber."

"Vidunderligt, jeg ville ønske, jeg havde tre maver", stønner Uschi.

"Prøv engang denne gedeost, den smager sødt som en karamel og især mænd kan godt lide den". 

"Ikke dårlig, men denne roquefort kan jeg bedre lide". 

63  Der Bohnenkaffee mit Flödeskum (Schlagsahne) wird mit Hallo empfangen: "Ja, gibt's denn so was? - Und die Kuchen!" Ich empfehle die Fransk Waffler.

"Seht Ihr, auch die dänische Bäckerei ist übervölkisch. Hier ist Fransk Bröd, dort Wiener Bröd. Wollt ihr ein Stückchen Torte, Lagekage. Von diesen Kransekager müsst ihr unbedingt kosten. Die schmecken, 'als ob dir der liebe Gott seinen Finger in den Mund steckt'."

Den rigtig kaffe med flødeskum bliver modtaget med overraskelse: "Jamen, findes den slags? -- Og kagerne!" Jeg anbefaler franske vafler. 

"Ser I, også det danske bagværk er mellemfolkeligt. Her er der franskbrød, dèr wienerbrød. Vil I have et stykke tærte, lagkage. I må bestemt smage disse kransekager. De smager, 'som om vorherre stikker sin finger i din mund'."

64       Ich schrecke zusammen. "Vil De köbe Lodseddler?" Eine Soldatin der Heilsarmee halt mir die Scheine einer Wohltätigkeitslotterie unter die Nase. Lange dauert es, bis ich mich in die Wirklichkeit zurückfinde und meine Wunschträume entlasse. Ich stottere: "Jeg har ingen Penge, jeg er tysk Flygtning." (Ich habe kein Geld, ich bin ein deutscher Flüchtling).        Jeg farer sammen. "Vil De købe lodsedler?" En kvindelig soldat fra Frelsens Hær holder lodsedlen fra et velgørenhedslotteri hen under næsen på mig. Det varer længe, før jeg finder tilbage til virkeligheden og forlader mine ønskedrømme. Jeg fremstammer: "Jeg har ingen penge, jeg er tysk flygtning". 
65  "Det kan ikke ses, det kan ikke ses," wiederholt mehrfach der Heilssoldat, lässt aber von mir ab. Ich könnte ja beinahe stolz darauf sein, daß man mir den Elendsmann nicht ansieht, aber ich weiss: Nur weil trotz der Bogenlampen und der Lichtflut aus den Fenstern doch noch das Dunkel am Boden haftet, entging das Feldgrau meiner Beinlinge der eifrigen Losverkäuferin. "Det kan ikke ses, det kan ikke ses", gentager frelsersoldaten flere gange, men går bort fra mig. Jeg ville jo næsten kunne være stolt af, at man ikke i mig ser en elendig, men jeg véd det da godt: Det skyldes kun, at mørket stadig dækker jorden, trods buelampen og lyshavet fra vinduerne, at mine buksers soldatergrå farve ikke blev set af den ivrige lodseddelsælgerske. 
66       Ich schlendere weiter über die Ströj, schwelge in allem Schönen, das hier zu sehen, und traure über das Verlorene.         Jeg slentrer videre hen ad strøget, svælger i alt det smukke, som her er at se, og tænker med bedrøvelse på, hvad jeg har mistet. 
67      Da ist die Kongelig Porcellänmanufaktur, mir in Erinnurung durch die typisch blaulich-bleichsüchtige Nuance ihrer Produkte, und gleich daneben ihr größter Konkurrent, Bing og Gröndahl. Die Erzeugnisse beider Firmen sind großzügig, modern gestaltet, ihnen fehlt aber das Rokokohafte oder Klassische, das dies Material fordert. Nichts kommt in den Schaufenstern der reinweissen, edlen Form des Urbinogeschirres aus der Berliner KPM gleich.        Her er den kongelige porcelænsfabriks udsalg, som jeg kan huske i kraft af de typiske blålige og blegsottige nuancer i deres produkter, og lige ved siden af deres største konkurrent, Bing og Grøndahl. Begge firmaers produkter er fremragende, med moderne form, men de mangler det rokokoagtige eller klassiske, som dette materiale kræver. Intet i udstillingsvinduerne kommer op på siden af den renthvide, ædle form hos Urbinoservicet fra Berlins KPM. 
68  Wie festlich wirkte seine Reine neben der schlichten Form der Bestecke aus Jubiläumssilber auf dem hand- (108) gewebten Kapkeimer Leinen, wenn aus der schlanken Vase der Tischmitte sich die Rosen blutrot über die klare Weisse der Teller neigte! Verloren! Vorüber! Wie hatten wir Groschen auf Groschen gehäuft, bis wir es erstehen konnten!  Hvor festligt virkede dets renhvide ved siden af bestikkets enkle form af jubilæumssølv dækket ovenpå den håndvævede Kapkeimer dug, når rosen blodrød fra den slanke vase på midten af bordet bøjede sig ind over tallerknernes klart hvide farve! Tabt! Forbi! Og vi, der lagde skilling på skilling til side, indtil vi kunne købe det!
69       Mein Gott, eine Buchhandlung! Jetzt, wo sie verbrannt unter den Trümmern des Hauses liegen, spürt man erst so recht, was einem die Bücher bedeuteten. [Wie war mein Studierstübchen rings mit Büchergestellen paneeliert, und wieviel treue Freunde für gute und böse Stunden warteten darin auf einen! Auch das dahin!] --          Min Gud, en boghandel! Nu, hvor ens bøger ligger opbrændt under husets ruiner, mærker man først ret, hvor meget bøgerne betød. [Og mit lille studerekammer havde hele vejen rundt bogreoler, og hvor mange trofaste venner var det ikke, der ventede én derinde i gode og dårlige tider! Også det er borte!]
70 Da steht die dänische Ausgabe Andersen-scher Märchen mit den zarten Bleistiftzeichnungen, dieselbe, die auch ich besaß. Was gäbe ich drum, wenn ich den kleinen Band erstehen könnte, der die liebliche "Lille Havefrue" enthält. Ihr Bronzebild ist draußen auf der Langen Linie auf einem Steinklotz im Sunde zu sehen. Der sehnsüchtige Blick des jungen Meermädchens sucht die Weite des Wassers, als ob es noch unschlüsßig ist, das gewohnte Element, Vater und Schwestern zu verlassen, um das beseligende Leid der Menschenliebe zu erfahren. --  Her står den danske udgave af H. C. Andersens eventyr med de sarte blyantstegninger, den samme, som også jeg havde. Hvad ville jeg dog ikke give for at kunne købe det lille bind, der indeholder den kære "Lille Havfrue"!  En bronzestatue af hende kan ses derud på Langelinie på en sten i sundet. Den unge havfrues længselsfulde blik søger ud mod vandets vidder, som om det endnu er ubeslutsomt, om man skal forlade det vante element, far og søskende, for at erfare den menneskelige kærlighedes saliggørende smerte. 
71 Wieviel herrliche englische Bücher zeigt das Fenster! Vor dem Kriege wird wohl Deutschland die Hauptmasse gestellt haben. Deutsche Bücher -- vom Verlag Fischer-Beermann-Stockholm und aus Schweizer Offizinen -- stehen verschämt in Fenstern der Passage, die zum Hof führt: Bücher von Thomas Mann, Werfel, Emil Ludwig und andern Verfemten. Ob man einmal hineingehen und in den Neuerscheinungen blattern könnte wie einst bei Gräfe und Unzer? Lieber nicht! Hier sind wir verfemt. Hvor mange herlige engelske bøger er der dog ikke i vinduet! Før krigen var det nok Tyskland, der udgjorde hovedparten. Tyske bøger -- fra forlaget Fischer-Beermann-Stockholm og fra svejsiske forlag -- står forskræmte i vinduerne til den passage, der fører om i gården: Bøger om Thomas Mann, Werfel, Emil Ludwig og andre fredløse. Om man bare en enkelt gang kunne gå ind og blade i nyudgivelserne, som man engang kunne gøre det hos Gräfe og hos Unzer? Lad hellere være, kære. Her er det os, der er fredløse. 
72      [Oha! Ein Fotogeschäft! Aber keine rechte Kamera steht im Fenster. Nur ein paar simple Boxen. Ob meine Rolleicord noch lebt? Wer mag jetzt an der mir so lieben seine Freude haben?]       [Aha, en fotoforretning! Men der står ikke nogen rigtige kameraer i vinduet. Kun et par simple bokskameraer. Mon min Rolleicord lever endnu? Hvem mon nu har sin glæde af det kamera, der engang var mig så kært?]
73      Nun aber winkt ein Blumenladen! Ein Augenschmaus! [So geschmackvolle Arrangements sah ich nur noch in Wien.] Jener große Blumenkorb spreizt sich mit Alpenveilchen und Orchideen in der ganzen Skala vom hellsten Rosa bis zum tiefsten Violett. Daneben die hohe Vase mit Frauenschuh und unbekannten Blüten wieder ist auf Gelb, Braun und Grün gestimmt.        Men nu ser jeg en blomsterforretning forude! En fryd for øjet! [Så smagfulde arrangementer så jeg ellers kun i Wien.] Enhver stor blomsterkurv vigter sig med alpevioler og orkidéer i hele skalaen fra det lyseste rosa til det dybeste violet. Ved siden af det de høje vaser med fruesko og ubekendte blomster atter afstemt i gult, brunt og grønt. 
74  Aber Orchideen sind zu fremd, zu kostspielig, sie gehören auf den Tisch des Protzen und mondäner Damen. Doch dort am Rande des Fensters grüßt ein bescheidenes Veilchentöpfchen in lila Manschette. (109) Men orkidéer er for fremmede, for dyre, de hører hjemme på pralebordet og hos mondæne damer. Dog, dèr i vinduets ene side hilser mig en beskeden violpotteplante i en lilla manchet. 
75       In dieser Zeit, wenn die sachte länger werderden Tage die Sehnsucht nach dem Frühling und den Sonnenhunger wachsen lassen, pflegte ich daheim solch ein Dingelchen kaufen und meiner Frau als Pfand und Bürgen des kommenden Lenzes auf den Tisch zu stellen. --         På denne tid af året, når dagene, der langsomt bliver længere, lader længslen efter forår og sulten efter sommer vokse, plejede jeg derhjemme at købe sådan en lille tingest og sætte den på bordet som pant og borgen for min kone på den kommende vår. 
76  Ich verliere mich ganz in den Anblick des holden Wunders, das zarte Blütenstielchen über tiefgrüne Blätter erhebt. Mir ist, als spürte ich das süße Aroma der winzigen Blüten durch das Glas hindurch. Wie gerne würde ich es erstehen, an meine Brust drücken und sorgsam heim in die Kahlheit und Dunkelheit der Baracke tragen! Jeg fortaber mig helt ved at se på det smukke vidunder, den sarte blomsterstilk hævet op over de dybgrønne blade. Det er, som lugtede jeg den søde duft fra de små blomster ud gennem glasset. Hvor gerne ville jeg ikke købe den, trykke den til mit bryst og omhyggelig bære den hjem til barakkens kulde og mørke!
77       Doch ich habe ja kein Geld, ich darf den Laden nicht betreten. Und nun weiss ich es: ich bin ja gar nicht dem Stacheldraht entronnen, er ist mir gefolgt. Hier ist es die Fensterscheibe, die den Zutritt verwehrt, und die leere Geldbörse. Nicht der Ausschluss von den Läden mit Obst und Feinkost, mit Porzellan und Büchern, aber dies demütige Veilchentöpfchen in seiner stillen Schönheit bringt mir unwiderleglich zum Bewusstsein: Der Stacheldraht wird sich jahrzehntelang um deine Füße wickeln und sich sperrend zwischen dich und das Zwecklos-Schöne stellen.        Dog, jeg har jo ingen penge, jeg har ikke lov at gå ind i butikken. Og nu véd jeg det: Jeg er jo slet ikke kommet udenfor pigtråden, den har fulgt efter mig. Her er det vinduesruden og den tomme pung, som siger adgang forbudt. Ikke det at være udelukket fra butikkerne med frugt og delikatesser, med porcelæn og bøger, men denne ydmyge viol i dens stille skønhed får det til uomgængeligt at blive mig bevidst: Pigtråden vil i årtier fremover vikle sig om dine fødder og stille sig adskillende op mellem dig og alt, hvad der er formålsløst smukt. 
78  Du wirst werken und schuften müssen, um den Magen zu füllen, aber die Schönheit, die nichts einbringt, geht an dir vorüber, wird dich nur von ferne grüßen im Aufgang der Sonne, dem Sang der Vögel und dem Blühen der Blumen an Wegrändern. Aber du wirst ihr nicht mehr dienen, dich ihr verschenken können in dieser Zeit der Entgottung. Du vil komme til at arbejde og slide og slæbe i det, for at få din mave fyldt, men skønheden, den, der ikke indbringer noget, den går dig forbi, den vil kun hilse dig fra det fjerne i solopgangen, i fuglesangen og vejkanternes blomster. Men du vil ikke mere kunne tjene skønheden, vil ikke mere kunne modtage den som foræring i denne tid, hvor Gud er død. 
79        Ich wende mich ab, stürze weg von diesem Gruß eines liebenden Schöpfers und schleiche durch dunkle Gassen "heim", heim zu meiner düsteren Baracke and zu meinen Leidensgenossen hinter Stacheldraht.
Handschriftlich hinzugefügt: Mit den Veilchen sind es kaum 10 Seiten.
Dr Walter Franz
Münster/W.
Waldigerstr. 20.
(110) (n79
      Jeg vender mig bort, styrter væk fra denne hilsen fra en kærlig skaber og sniger mig "hjem" gennem dunkle gyder, hjem til min mørke barak og til mine lidelsesfæller bag pigtråden. 

Tilføjet i hånden: Med violen er det knap 10 sider. 
Dr. Walter Franz,
 

80  Demokratie um jeden Preis.

Der Gegner hatte vom Gegner gelernt. Einst war Demokratie untrennbar vom Liberalismus, und in der Weimarer Republik konnte wirklich jeder Beamte eingestellt sein, wie er wollte. Jetzt waren nur Demokraten gefragt, und wer es nicht war, sollte durch Schulung für den Gedanken der Volksherrschaft gewonnen werden.

Demokrati for enhver pris

Modstanderen havde lært af modstanderen. Engang var demokrati uadskillelig fra liberalismen, og i Weimarrepublikken kunne virkelig enhver tjenestemand være indstillet, som han ville. Nu var kun demokrater efterspurgt, og den, der ikke var det, skulle gennem oplæring vindes for tanken om folkeherredømmet. 

81      Da wurde allwöchentlich vom Reihenobmann eine Zeitung in jede Baracke getragen: "Deutsche Nachrichten für die Flüchtlinge in Dänemark" betitelt. Einmal, nur ein einziges Mal, warb sie in drei Zeilen in dänischer Sprache auch um dänische Abonnenten und gab darin offen als ihren eigentlichen Zweck an, den demokratischen Gedanken unter den Flüchtlingen zu verbreiten.        Derfor blev der en gang om ugen af rækkeformanden båret en avis rundt til hver barak med titlen: "Tyske efterretninger for flygtningene i Danmark". Én gang, kun én eneste gang, gjorde de med tre linier på dansk reklame for at få danske abonnenter, og deri angav de åbent som deres egentlige hensigt, at udbrede den demokratiske tanke blandt flygtningene. 
82  Es ist klar, daß diese Zeitung von den Flüchtlingen verschlungen wurde, denn die schöne Lagerbibliothek konnte nicht das Interesse am politischen Geschehen der Gegenwart befriedigen, und es war verboten, dänische Zeitungen ins Lager zu bringen -- meines Erachtens eine wenig demokratische Maßnahme, die in etwas an das berüchtigte Naziverbot, Feindsender zu hören, erinnert. Also jeder las die Zeitung und erwartete mit Sehnsucht jedes neue Blatt. Det er klart, at denne avis blev slugt af flygtningene, for det skønne lejrbibliotek kunne ikke tilfredsstille interessen for nutidens politiske begivenheder, og det var forbudt at bringe danske aviser ind i lejren -- efter min mening en lidet demokratisk forholdsregel, som i nogen grad mindede om det berygtede nazistiske forbud mod at høre fjendens radiostationer. Altså, enhver læste avisen og ventede med længsel på hvert nyt blad. 
83  Was stand darin? Zunächst eine sehr dürftige, meist längst überholte Übersicht über das Weltgeschehen, dann kam etwas Belletristik, manchmal gute Gedichte, öfter schlechte aus den Reihen der Flüchtlinge. Der Herausgeber verhöhnte in Versen den deutschen Adel -- ich glaube, es war das Geschlecht der Jtzenplitz, das er in einer Gedichtfolge besang -- das Lagerleben und -geschehen spiegelte sich in Berichten aus Frederikshavn, Aalborg, Oksböl, Klövermarken, Aarhus; künstlerische Darbietungen fanden ihre Kritik, Feste und Ausstellungen ihre Würdigung. Hvad stod der i den? Først en meget sparsom oversigt over verdensbegivenhederne, som for det meste forlængst var forældede, så kom der noget skønlitteratur, ofte gode digte, oftere dårlige digte af flygtningene selv. Udgiveren forhånede i versemål den tyske adel -- jeg tror, det var Itzenplitz-slægten, som han besang i en digtcyklus -- lejrlivet og lejrbegivenhederne afspejlede sig i beretninger fra Frederikshavn, Aalborg, Oksbøl, Kløvermarken, Aarhus; kunstneriske fremførelser blev anmeldt, feste og udstillinger bedømt. 
84  Ja, die Zeitung enthielt sogar ein Blatt für die Kinder mit Rätseln, Anregungen zu Spiel und Basteleien, mit Zeichnungen aus den Reihen der Jugend. Das Ganze war also recht geschickt aufgemacht. Zwei Rubriken der Zeitung müssen besonders erwähnt werden: Die letzte Seite, die die Überschrift trug: "Das Wort ist frei", und der "Wochenschwatz von Jochen Spatz". (111) Ja, avisen indeholdt endog et blad for børn med gåder, opfordringer til spil og håndarbejde, med tegninger fra ungdommens rækker. Det hele var altså ret skikkeligt sat sammen. To rubrikker i avisen må nævnes i særdeleshed: Den sidste side, som bar overskriften: "Ordet er frit", og "Ugens snak af Jochen Spatz". 
85       Als einmal eine Kommission von Ausländern das Lager besuchte, fragte mich ihr Führer danach, ob wir in der Zeitung unsre Meinung frei sagen dürften, und als ich bajahte, erwiderte er: "Was woll'n Sie mehr?" Nun sind ja Rede-  und Pressefreiheit die Grundpfeiler der Demokratie, aber doch nur Mittel zum Zweck, zur Gründung und Festigung. Wenn das erstrebte  Ideal allein durch Gedankenfreiheit zu  erreichen wäre, hätte jedes weitere Bemühen um demokratische Gesinnung mit dem Freibrief für das offene Wort enden können.        Da der engang var en kommission af udlændinge, der besøgte lejren, spurgte dens leder mig, om vi i avisen kunne sige vores mening frit, og da jeg bekræftede det, svarede han: "Hvad vil De så mere?" Nu er jo tale- og pressefrihed demokratiets grundpiller, men kun et middel til formålet, til grundlæggelse og fastholdelse. Hvis det tilstræbte ideal alene kunne opnås gennem tankefrihed, ville enhver yderligere anstrengelse for at fremskaffe et demokratisk sindelag kunne afsluttes med fribrevet for det åbne ord. 
86  Diese Zeitungsrubrik "Das Wort ist frei" war das Hyde Park Corner der Flüchtlinge, ein Ventil fur geplagte Herzen, durch das sie ihren gestauten Ärger entlassen konnten, sei  es, daß sie über die  jüngste deutsche Vergangenheit oder über Mißstände im gegenwärtigen Dasein schimpften. Die gehaltvollsten Aufsätze schrieben hierin nach meiner Ansicht zwei Juristen: Der Lagerrichter von Klövermarken, ein überzeugter Katholik und nicht-Pg.,  wies schon damals die Unhaltbarkeit des Unterfangens nach, alle die anzuklagen und zu verfolgen,  die  jemals Beziehungen zum Nationalsozialismus unterhalten hätten. (n86 Avisrubrikken "Ordet er frit" var flygtningenes "Hyde Park Corner", en ventil for plagede hjerter, hvorigennem de kunne udlade deres opstemte irritation, hvad enten de så skældte ud over den seneste tyske fortid, eller over mislige tilstande i den nuværende tilværelse. De artikler, der var mest hold i, var det efter min opfattelse to jurister, der skrev: Lejrdommeren i Kløvermarken, en overbevist katolik og ikke-partimedlem, tilbageviste allerede dengang uholdbarheden i det forehavende at anklage og forfølge alle dem, som engang havde haft forbindelse med nationalsocialismen. 
87  Oft war diese Rubrik aber auch der Kampfplatz des Für und Wider zum "Wochenschwatz des Jochen Spatz", hinter welchem Pseudonym sich der Herausgeber Reinowski verbarg. Als er von einer Deutschlandreise zurückkehrte und in allen Lagern über seine Eindrücke berichtete, gingen viele Flüchtlinge hin, um ihn auszupfeifen oder gar zu verprügeln (n87); doch waren sie ganz erstaunt, einen umgänglichen, verständigen Menschen in ihm zu finden, und so unterblieb beides.  Men ofte var denne rubrik også kampplads for læserbreve for og imod Jochen Spatz' "Ugens snak". Bag dette pseudonym gemte sig udgiveren Reinowski. Da han vendte tilbage fra en rejse til Tyskland og berettede om sine indtryk i alle lejrene, var der mange flygtninge, der gik derhen for at pibe ham ud eller endog give ham nogle tæsk; dog blev de ganske overraskede over i ham at finde et omgængeligt, forstandigt menneske, og derfor blev der ikke noget ud af nogen af delene. 
88  Nomen et omen:  Es war wirklich kein Adlerflug, den Jochen in seinem Wochenschwatz antrat, eher Spatzengeschirps und -geschwirr. Er riss darin  alles herunter,  was bisher heilig gewesen. Hatte das  "Dritte Reich" anfangs den groben Fehler begangen, den großen Karl als Sachsenschlächter hinzustellen,  so wurden jetzt Friedrich der Große und Bismarck zu Raubpolitikern gestempelt,  (Welcher Engländer hätte wohl jemals einem seiner früheren Staatsmänner Vorwürfe darüber gemacht, Expansionspolitik getrieben zu haben?) und die Vergewaltigung ostdeutscher Frauen und Mädchen durch die Russen als zwangsläufig mit dem Kriegsgeschehen verbunden hingestellt. (n88 Navnet svarede til rygtet: Det var virkelig ikke nogen ørneflugt, som Jochen tog sig for i sin Ugesnak, snarere var det spurvekvidder og spurvesvirren. Deri rev han alt det ned, som hidtil havde været helligt. Hvis "Det tredie Rige" i begyndelsen havde begået den store fejl, at fremstille Karl den Store som saksedræber, så blev nu Frederik den Store og Bismarck stemplet som røverpolitikere, (hvilken englænder ville vel nogensinde bebrejde én af sine tidligere statsmænd, at han drev ekspansionspolitik?) og voldtægt af kvinder og piger fra de østtyske områder af russerne blev anset for noget, der nødvendigvis var forbundet med krigsbegivenheder. 
89  Es fanden sich Aufrechte genug,  die dagegen Einspruch erhoben.  Ihre Einsendungen wurden (112) mit Stellungnahme des Herausgebers abgedruckt. Meistens folgte darauf eine Erwiderung, ja, und dann hatte der Schriftleiter die Möglichkeit, des Raummangels wegen und damit die Debatte sich nicht im Endlosen verliefe,  die Diskussion zu schliessen - und er behielt Recht. Der var mange uforfærdede læsere, der havde indvendinger imod dette. Deres læserbreve blev trykt med udgiverens stillingtagen efter sig. For det meste fulgte derpå en indvending, ja, og så havde redaktøren mulighed for at afslutte diskussionen på grund af pladsmangel og begrundet i, at diskussionen ikke skulle forløbe i det uendelige -- det var ham, der i sidste ende fik ret. 
90       Wen wollte man eigentlich zu Demokraten erziehen? Die Alten? Hatten die nicht längst ihre Stellungen bezogen? Da waren doch viele niemals dem Nationalsozialismas verfallen gewesen. Im Lager tat sich z. B. sofort der Bund der Antifaschisten auf,  der an Sonntagvormittagen in dem Lehrerzimmer tagte;  und an Sonntagnachmittagen ertönten in der Volksbühne erregte Kampfreden von Männern aller Parteischatiierungen, die sich hier für den kommenden politischen Streit in Deutschland übten.        Hvem ville man egentlig opdrage til demokrater? De gamle? Havde de ikke forlængst afgjort deres stilling? Der var dog mange af dem, der aldrig forfaldt til nationalsocialismen? I lejren dukkede f. eks. straks Forbundet af Antifascister op, som på søndag formiddage holdt møde i lærerværelset; og søndag eftermiddage lød på folketeatret ophidsede kamptaler af mænd af alle partiafskygninger, som her øvede sig til den kommende politiske strid i Tyskland. 
91  Die nationalsozialistische Schulung schien doch nicht den ganzen Menschen durchdrungen zu haben, denn jetzt tauchte bei den Alten die wirkliche Gesinnung an die Oberfläche: da fanden sich wieder streng katholisch Gesinnte, einstige Zentrumsleute, alte  Sozialdemokraten und radikale Kommunisten. Ein Nachrichtenblatt wurde den jetzt für zuverlässig Erachteten in Maschinenschrift zugestellt und hielt seine Leser über die politische Lage in Deutschland wirklich auf dem Laufenden -- was man von den "Deutschen Nachrichten" nicht behaupten konnte. Den nationalsocialistiske skoling syntes dog ikke at have gennemtrængt det hele menneske, for nu dukkede hos de gamle den virkelige indstilling op til overfladen; der fandtes strengt katolsk sindede, tidligere centrumsfolk, gamle socialdemokrater og radikale kommunister. Et efterretningsblad blev tilstillet de mennesker, der nu regnedes for tilforladelige, med skrivemaskinskrift og holdt sine læsere virkelig orienteret om den politiske situation i Tyskland -- hvad man ikke kunne påstå om "Deutsche Nachrichten". 
92        Die ganz Alten dachten an die Heimat und die darin verlebten Jahre, sie schauten nicht mehr vorwärts, sondern zurück. Sie vergassen über ihren Erinnerungen und kleinen Tagessorgen die Politik. Und das war noch immer besser, als wenn einstige Amtswalter, die ihre Vorteile von ihrer Zügehörigkeit zur Partei gehabt hatten, jetzt nie mit dem Herzen dabei gewesen sein wollten und angeblich den ganzen  Schwindel von vorneherein durchschaut hätten.        De helt gamle tænkte på hjemstavnen og de år, de havde levet dér, de skuede ikke længer fremad, men bagud. De glemte politiken over deres erindringer og små daglige bekymringer. Og det var dog altid bedre, end når tidligere tjenestemænd, der havde haft fordel af at tilhøre partiet, nu påstod, at de aldrig havde været med af hjertet, og at de fra første færd havde gennemskuet den hele svindel. 
93        Ausser den "Deutschen Nachrichten", den politischen Debatten und gelegentlichen Vorträgen über Demokratie, den Neuaufbau Deutschlands und die künftigen Parteien usw.,  wobei auch der berühmte "freiwillige Zwang"  angewandt wurde, um alle Schäfchen in den Stall zu bringen, stellte man auch das Theater in den Dienst der Demokratie. Die Rückseite jedes Programms brachte von Dr. Kunze einen kurzen Hinweis auf den politischen Hintergrund des Stückes.        Udover "Deutsche Nachrichten", de politiske debatter og lejlighedsvise foredrag om demokrati, Tysklands genopbygning og de kommende partier, osv., hvorved man også anvendte den berømte "frivillige tvang", for at få alle fårene ind i stalden, stillede man også teatret i demokratiets tjeneste. På bagsiden af hvert program blev der bragt en henvisning til stykkets politiske baggrund, skrevet af dr. Kunze. 
94  Bei "Kabale und Liebe" drängt sich der (113) Kampf gegen Tyrannenmacht und soziale Misstände jedem Beschauer auf,  aber der ewige Gehalt des Werke tritt für uns Heutige doch viel stärker in den Vordergrund als die uns kaum noch berührenden, mehr historisch zu nehmenden gesellschaftlichen Verhältnisse, die natürlich Parallelen zur Gegenwart gestatten. (n94 Ved "Kabale og kærlighed" er det kampen mod tyrannernes magt og de sociale misforhold, der trænger sig ind på enhver tilskuer, men værkets evige værdi træder for os i dag vel meget stærkere i forgrunden end de samfundsmæssige forhold, som knap nok rører os som andet end historiske kendsgerninger, som naturligvis tillader os at drage paralleller til nutiden. 
95  In den  "Kleinstädtern"  sollte das Kleinbürgertum gegeisselt werden,  und jeder Theaterbesucher sollte nun seine Brust durchforschen, ob nicht ein wenig von Spießertum auch darin enthalten sei. Von dieser engen Bürgerlichkeit, die sich servil jedem klingenden Titel, jeder gehobenen Stellung unterwirft, war es leicht, eine Verbindungslinie zu dem Byzantinismus des Biberpelz zu ziehen. (n95 I "Småbyerne" skulle småborgerligheden hudflettes, og enhver teatergænger skulle nu udforske sit hjerte, om der mon ikke var en smule spidsborgerlighed derinde. Fra denne snævre borgerlighed, som servilt underkastede sig enhver flot titel, enhver ophøjet stilling, var det let at drage en forbindelseslinie til byzantinismen i Biberpelz. 
96  Beim "Weissen Rössl" wurde hervorgehoben, daß der Nationalsozialismus dies heitere Spiel seiner jüdischen Verfasser wegen kleinlich achtete. Friedrich Wolfs überhitztes Drama "Was ihr säet, das werdet ihr ernten" wurde unberechtigt neben Schillers Jugenddramen gestellt -- Welch ein Unterschied im Ethos!  -- und so bekam jedes neue Spiel seinen Begleitbrief, der den Genuss des Schauspiels in richtige Bahnen lenken sollte. Ich glaube  aber kaum,  daß die Klövermärker Volksbühne ihren Besuchern  jemals als politische Anstalt erschienen ist. I "Den hvide ganger" blev det fremhævet, at nationalsocialismen ringeagtede dette muntre skuespil på grund af dets jødiske forfatter. Friedrich Wolfs overophedede drama "Hvad I sår, det skal I høste" blev uberettiget sidestillet med Schillers ungdomsdramaer -- hvilken forskel i etos! -- og således fik hvert nyt skuespil sit ledsagebrev, som skulle lede nydelsen af skuespillet ind i de rigtige baner. Jeg tror nu ikke, at Kløvermarkens Folketeater nogensinde trådte frem for teatergængerne som en politisk foranstaltning. 
97       Dr. Kunze hielt auch in der Volkshochschule eine Vorlesung über Demokratie. Durch ihn und Raloff wurde auch die Auswahl der Dichter bestimmt, die Dr. Pfuhler zur Lesung bringen sollte, und dass Herr Savery, oft unvermittelt, seine Chorproben mit politischen Erläuterungen begann, war wohl auch auf Winke von oben zurückzuführen.        Dr. Kunze holdt også i folkehøjskolen en forelæsning om demokrati. Gennem ham og Raloff blev også det udvalg af digtere fastlagt, som dr. Pfuhler skulle læse op af, og at hr Savery ofte uden anledning begyndte sine korprøver med politiske oplysninger kunne vel også føres tilbage til vink ovenfra. 
98       Doch wie sollte man die Jugend für den demokratischen Gedanken  gewinnen? Die Älteren hatten immerhin die Weimarer Republik gekannt und hatten selbst in der Wilhelminischen Ära sich freier politisch betätigen können als nach 1933. Aber die Jugend kannte ja nichts anderes als den Nationalsozialisimus. Die jetzt zwanzigjährigen waren bei der "Machtübernahme"  sieben Jahre alt gewesen.          Dog, hvordan skulle man vinde ungdommen for den demokratiske tanke? De ældre havde dog i det mindste kendte Weimar-republikken og havde selv i den wilhelminske æra kunne te sig mere frit i politisk henseende end efter 1933. Men de unge kendte jo ikke andet end nationalsocialismen. De, der nu var tyve år, var kun 7 år ved "magtovertagelsen". 
99  Das "Dritte Reich" hatte sie als Garanten der Zukunft hingestellt, hatte sie selbstherrlich und selbstbewusst gemacht, hatte ihnen Uniformen gegeben und Führer- und Vorrechte auf vielen Gebieten. Was bot ihnen die Gegenwart dagegen? Mussten sie nicht wider Willen Demokratie und Elend miteinander koppeln, sie, die nicht in glanzvoller Machtfülle (114) eines traditionell demokratischen States aufgewachsen waren?  Det "tredie rige" havde fremstillet dem som garanter for fremtiden, havde gjort dem selvherlige og selvbevidste, havde givet dem uniformer og fører- og forrettigheder på mange områder. Hvad kunne nutiden byde dem til gengæld? Måtte de ikke mod deres vilje koble demokrati og elendighed sammen, de, der jo ikke var opvokset i en traditionel demokratisk stats glansfulde magtfylde? 
100  Als ein amerikanisches Journalistenpaar die Klövermärker Oberschule besichtigte, fragte die Frau nach der Stunde die kluge, feinsinnige, selber aus einer alten, demokratischen Familie stammende Lehrerin,  wie die  Jugend zur Demokratie stünde. Und als ihr zur Antwort wurde: "They will not have it preached, they want to see it",  gab die Amerikanerin zu: "Democracy is not glamorous enough". Da et amerikansk journalistpar beså Kløvermarkskolens overbygning, spurgte den kvindelige journalist efter et stykke tid den kloge, fintfølende lærerinde, der selv stammede fra en gammel, demokratisk familie, hvordan ungdommens stilling var til demokrati. Og da hun svarede: "De vil ikke have det prædiket, det ønsker at se det", indrømmede amerikanerinden: "Demokrati er ikke glansfuldt nok". 
101        Wie also suchte man an die Jugend heranzukomnen? Nun, man begann damit, nach Kräften allen Unrat aus den Köpfen und Herzen ihrer Lehrer auszukehren. Jeder, der unterrichten wollte, musste sich einem Verhör durch einen dänischen Beauftragten unterziehen. Ich muss gestehen, diese Überprüfung glich mehr einer angeregten Unterhaltung oder einem Vortrag des Examinators und wurde recht großzügig gehandhabt. Ich hatte den Eindruck, daß man mehr auf die ganze Persönlichkeit des Lehramtskandidaten als auf seine politische Vergangenheit sah.          Altså, hvordan søgte man at gribe det an med ungdommen? Nuvel, man begyndte med af alle kræfter at fjerne alt skarn fra deres læreres hoveder og hjerter. Enhver, der ville undervise, måtte finde sig i at blive forhørt af en dansk embedsmand. Jeg må indrømme, at denne test mere lignede en munter underholdning eller et foredrag fra eksaminators side og den blev også gennemført ganske storsindet. Jeg havde indtryk af, at man mere så på kandidatens hele personlighed end på hans politiske fortid. 
102  Der glücklich Davongekommene wurde im neuen,  gewissen Geist noch konfirmiert durch eine Reihe von Vorträgen und Sitzungen. Raloff sprach z. B. über Geschichtsauffasauag im demokratischen Sinne, und die Geschichtslehrer berieten und stritten, wie sie ihren Unterricht gestalten müssten, um den veränderten Verhältnissen gerecht zu werden. Den, der lykkeligt var sluppet derigennem, blev bekræftet i den nye, sikre ånd af en række foredrag og møder. Raloff talte f. eks. om historieopfattelser i demokratisk betydning, og historielærerne drøftede og argumenterede om, hvordan de kunne ordne deres undervisning for at stemme overens med de forandrede forhold. 
103  Auch die Lehrerinnen der Berufs-Schule erhielten Unterricht in Demokratie von einem höchstens 24jährigen Dänen, der oft von den angehenden Matronen durch Fragen, die  sich auf den Widerspruch zwischen Theorie und Praxis bezogen -- das Lagerleben bot genug Stoff dafür -- in die Enge getrieben wurde. Als Herr Raloff nach Reinowskis Fortgang nach Deutschland die "Nachrichten" übernahm und ihr Niveau hob, schulte Dr. Winkler in gediegenen Vorträgen die Lehrerschaft, und zu seinen Darlegungen konnte man rückhaltlos "Ja" sagen, stand doch hinter ihnen eine Persönlichkeit,  die durchtränkt war vom Geiste des Humanitätszeitalters, ein Mensch, bei  dem Wort und Wesen zusammenklangen. Wirklich beständig wird ja nur eine politische Überzeugung sein, die in der Persönlichkeit, in ihrer Anschauung des Ganzen wurzelt, eine Schulung kann nur überdecken, aber kaum wandeln. Også lærerinderne på teknisk skole fik undervisning i demokrati af en højst 24årig dansker, der ofte blev drevet op i en krog af de pågående matroner gennem spørgsmål, der havde med modsætningen mellem teori og praksis at gøre -- lejrlivet bød på rigeligt med stof til den slags. Da hr Raloff efter Reinowskis afrejse til Tyskland overtog "Deutsche Nachrichten" og hævede dens niveau, underviste dr. Winkler i gedigne foredrag lærerstaben, og til hans fremstillinger kunne man ubetinget sige ja, der stod jo en personlighed bag, der var gennemtrængt af den humane tidsalders ånd, et menneske, hos hvem ord og væsen faldt sammen. Virkelig bestandig kan jo kun en politisk overbevisning være, som har sine rødder i personligheden, i dens anskuelse af helheden, en skoleundervisning kan kun tildække, næppe forandre. 
104       Ausser durch die überprüften und durch ein Stahlbad (115) demokratischer Gesinnung gegangener Lehrer bot sich noch ein anderer Weg, den Nachwuchs der Flüchtlingsfamilien aufzuschliessen und zu lockern: Die Jugendgruppen. Die Zahl der Gruppen war beträchtlich. Da gab es eine für Volkstanz, für Volksliedersingen, für Schachspiel, für Laienspiel, für Sport, für Politik usw.,  nur die Zahl der Teilnehmer war anfangs nicht groß.         Udover at gøre det gennem de forhørte lærere og gennem de lærere, der havde gennemgået et lynkursus i demokratisk sindelag kunne man på endnu en måde samle og friste flygtningefamiliernes børn: gennem ungdomsgrupperne. Antallet af disse grupper var betragteligt. Der var en gruppe, der dyrkede folkedans, én, der dyrkede folkesang, én, der dyrkede skakspil, én, der dyrkede lægmandsspil, sport, politik, osv., kun var antallet af deltagere i begyndelsen ikke særlig stort. 
105  Durch Werbeabende suchte die Leitung Zuzug zu schaffen, aber der Strom der Neuen verebbte bald wieder -- bis ein großes Jugendheim an der Hauptstraße gebaut wurde, das in mehreren Einzelräumen den verschiedenen Gruppen die Möglichkeit bot, für ihre Ziele zu wirken. Im Tagesraum durften auch Schularbeiten gemacht werden, was bei der Unruhe in den Baracken oft recht schwierig war; aber im Jugendheim herrschte trotz Aufsicht bald größerer Radau als in den Wohnräumen, allerdings war wieder der Anreiz zur Gemeinschaftsarbeit, lies "Abbolzen", ein Ausgleich für den Krach.  Ledelsen søgte gennem "hverveaftener" at skabe tilslutning, men strømmen af nye ebbede snart igen ud -- indtil et stort ungdomshjem blev bygget på hovedgaden, som i flere enkeltrum gav de forskellige grupper mulighed for at virke for deres mål. I rummet for dagsaktiviteter kunne man også lave lektier, hvilket ofte var ret svært i barakkerne, fordi der var så megen uro, men i ungdomshjemmet herskede der trods det, at der var opsyn, snart større uro end i beboelsesrummene, i hvert fald var igen opfordringen til studiekredsarbejdet, læs: til at rase ud, en neutralisering af larmen. 
106  Die Älteren unter diesen Jugendlichen wurden interessiert für einen Debattierkursus über Demokratie. Ich war einmal stiller Teilnehmer und fand, daß die gestellten Fragen recht verständig waren, daß aber der Leiter aus Mangel an pädagogischen Geschick es nicht fertig brachte, sie auszunutzen und auszurichten, so daß der Gewinn gering blieb. De ældre blandt ungdommen blev interesseret i et debatkursus om demokrati. Jeg var engang tavs deltager og fandt, at de spørgsmål, der blev stillet, var ret forstandige, men at det på grund af mangel på pædagogiske evner ikke lykkedes for lederen at udnytte dem og nyttiggøre dem, så der kom kun lidt ud af det. 
107       Es ist immer ein schlimm Ding darum, eine Überzeugung einzuhämmern, Menschen in kürzester Zeit umzumodeln. Anschauungen müssen langsam wachsen oder durch Generationen vererbt sein. Überdies sind missliche Verhältnisse, Zeiten der Not und des wirtschaftlichen Niedergangs immer ein schlechter Nährboden für eine neue Gesinnung.        Der er altid noget forkert ved at ville terpe en overbevisning ind, at ville omskabe mennesker på kortest mulig tid. Anskuelser må vokse langsomt frem eller være nedarvet gennem generationer. Desuden er uheldige forhold, tider med nød og økonomisk nedgang altid en dårlig grobund for en ny indstilling. 
108  Die Jugendlichen dachten nur zu oft an die Fabel vom sterbenden Löwen und vom Esel (n108), wenn die Dänen, die Bewohner dieses Ländchens, das weniger Einwohner zahlte als Berlin, in etwas pharisäerhaftem Hochmut uns Bürgern des großen Deutschland, das die Welt in die Schranken gefordert hatte, zeigen wollten, auf welchem Irrweg wir uns befanden. Ungdommen tænkte kun altfor ofte på fablen om den døende løve og æslet, når danskerne, disse beboere af dette lille land, som havde færre indbyggere end Berlin, i et noget farisæisk hovmod ville vise os borgere i det store Tyskland, som verden havde krævet til regnskab, [eller "som havde krævet verden til regnskab"] hvordan vi befandt os på en afvej. 
109  Und dann, was hatten die Dänen schon vom Krieg erlebt und von dem Elend der Zeit nach dem ersten Weltkriege? Durften sie überhaupt mitreden? Dies Unterfangen des Belehrens weckt bei den Jugendlichen Trotz und innere Auflehnung. Og desuden, hvad havde danskerne vel oplevet af krigen og af elendighed i tiden efter den første verdenskrig? Kunne de i det hele taget tillade sig at tale med? At de således dristede sig til at belære, vakte hos ungdommen trods og indre afvisning. 
110       Eine meiner Geschichtslehrerinnen wurde mit den (116) Fragen, die die älteren Jahrgänge der Oberschule an sie stellten, nicht fertig und bat kurzerhand ohne jede Ermächtigung den dänischen Schulinspektor darum, doch an ihrer Stelle Antwort zu geben. Es war mir nicht möglich, bei dieser Aussprache dabei zu sein, ich forderte meine Schüler aber auf, ganz offen und frei ihre Meinung zu sagen.        Én af mine historielærerinder kunne ikke afgøre de spørgsmål, som de ældre årgange i overbygningen stillede til hende, og bad i hast uden nogen fuldmagt den danske skoleinspektør om at give svar i stedet for hende. Det var ikke muligt for mig at være tilstede ved denne meningsudveksling, men jeg opfordrede mine elever til at sige deres mening ganske åbent og frit. 
111  Nach Berichten der Lehrerin sollen sie den Darlegungen des Herrn Moldt Tatsachen aus der Behandlung von Flüchtlingen in Internierungslager entgegengehalten haben und nicht recht zu überzeugen gewesen sein, so daß der dänische Herr am Schluss das Fazit zog: "Hitler ist tot, aber sein Geist lebt." Efter lærerindens beretning skal de have holdt kendsgerninger fra behandlingen af flygtningene i interneringslejren op imod Hr Moldts fremstillinger og ikke ret have været til at overbevise, så den danske herre til slut drog denne konklusion: "Hitler er død, men hans ånd lever". 
112       Dies Ergebnis war ja nicht verwunderlich bei  einer Jugend, die nichts anderes als nationalsozialistische Haltung kannte. Und doch gab es unter meinen Schülern einige, die schnell von der HJ abgerückt waren. Dem einen war die Mutter von den Alliierten in Dänemark inhaftiert worden, weil sie im Auftrage der Partei  in Danzig von der Gestapo angeklagte Frauen verteidigt hatte.        Denne hændelse var jo ikke så underlig hos en ungdom, som ikke kendte andet end den nationalsocialistiske holdning. Og dog var der blandt mine elever nogle, der hurtigt var blevet rykket bort fra Hitler-Jugend. Den enes mor var af de allierede i Danmark blevet sat fast, fordi hun på partiets vegne havde forsvaret kvinder, der var anklaget af Gestapo. 
113  Bei dieser Arbeit hatte sie zu tiefe Einblicke in hässliche Methoden jener Organe gewonnen, und das war nicht ohne Eindruck auf ihren Sohn geblieben; da waren Kinder aus streng kirchlichen Elternhäusern, die zwar dem Zwang gewichen und den Jugendgliederungen beigetreten waren, ohne sich innerlich einzuordnen,  da waren  auch wenige,  die ein günstiges Fortkommen  in der Zukunft witterten, wenn sie sich jetzt plötzlich  freisinnig gebärdeten und nun  in den Jugendgruppen wie vordem in der HJ eine Rolle spielten. Ved dette arbejde havde hun fået et for dybt indblik i dette organs hæslige metoder, og det havde ikke kunnet undgå at gøre indtryk på hendes søn; her var der børn, der havde strengt kirkelige forældre, som havde givet efter for tvangen og havde tilmeldt sig Hitlerjugend, men uden at indordne sig ordentligt, her var også enkelte, som vejrede en god fremgang i fremtiden, hvis de pludselig optrådte frisindet og nu spillede en rolle i ungdomsgrupperne som førhen i Hitlerjugend. 
114       Ich vermied es, und mit mir wohl alle Lehrkräfte, Demokratie zu  predigen. Jugend ist stets geneigt, in Opposition zu gehen, wenn sie Absicht spürt. Sie musste von sich aus erkennen, daß auch die Entfaltung der freien Persönlichkeit dem Leben einen Sinn gibt, der sich nicht erschöpft in starrem Gehorchen und kriegerischem Einsatz.        Jeg undgik at prædike demokrati, og med mig vel alle lærerne. Unge mennesker er altid tilbøjelige til at gå i opposition, hvis de mærker hensigt. De måtte ud fra sig selv erkende, at også udfoldelsen af den frie personlighed giver livet en mening, som ikke udtømmes i kadaverdisciplin og krigerisk indsats. 
115  Die Jugend kannte doch nur zum Teil die Korruptheit des vernichteten Systems, sie hatte sich gewisse Ideale bewahrt. Mit dem Zusammenbruch fiel die Verpflichtung zum regelmäßigen HJ-Dienst fort, eine Last, die die Jugend mit mehr oder weniger Geschick auch schon vor 1945 von ihren Schultern gewälzt hatte -- ein Zeichen dafür, daß der Wunsch nach Freiheit in ihr durchaus (117) lebendig war. De unge kendte dog kun delvist det tilintetgjorte systems korrupthed, de havde bevaret visse idealer. Da sammenbruddet kom, bortfaldt pligten til den regelmæssige tjeneste i Hitlerjugend, en byrde, som de unge også allerede før 1945 med mere eller mindre held havde kastet fra deres skuldre -- et tegn på, at ønsket om frihed helt og holdent var levende i dem. 
116  Nun war die geistige Kost, die ihr geboten wurde, nicht mehr einseitig bestimmt, sie konnte wählen und richten.  Die Welt des Schönen tat sich ihr in der Kunst weiter auf. Das Gute aus HJ und BdM -- die Kameradschaft, Bereitschaft zum Einsatz,  das Volkslied  (wozu ich nicht die scheußlichen Kampflieder rechne)  hatte sie sich gerettet. Jetzt stand die ganze Dichtung der Humanität uneingeschränkt dem jungen Menschen zur Verfügung. Nu var den åndelige føde, der blev dem tilbudt, ikke mere bestemt på énsidig måde, de kunne vælge og bedømme. Det skønnes verden lukkede sig igen op for dem i kunsten. Det gode fra Hitlerjugend og Bund deutscher Mädel -- kammeratskabet, villigheden til indsats, folkesangene (og hertil regner jeg ikke de afskyelige kampsange) havde de taget med sig. Nu stod humanitetens hele digtning uindskrænket til det unge menneskers rådighed. 
117  Und dichterische Kraft und die Sprache des Genies redeten eindringlicher zu ihnen als die Dialektik politischer Agitatoren. Hinter der Wahrheitsliebe und dem Edelsinn Jphigeniens witterten sie keine Absicht. Das "Edel sei der Menscn, hilfreich und gut" gewann ihre Herzen und gab ihnen Maßstäbe für die Einschätzung des Jüngstvergangenen. Gedankenfreiheit -- wer konnte  sie überzeugender predigen als Marquis Posa? Und Pietät gegen den überkommenen Glauben und Achtung des Andersdenkenden  strömte ihnen aus den väterlichen Worten der Ringparabel entgegen. Og digterisk kraft og geniets sprog talte mere indtrængende til dem end den politiske agitators dialektik. Bag Ifegenias sandhedskærlighed og ædle sind mærkede de ingen hensigt. Ordet "Lad mennesket være ædelt, hjælpsomt og godt" vandt deres hjerter og gav dem målestokke for at kunne bedømme det, der var sket i den umiddelbare fortid. Tankefrihed -- hvem kunne prædike det mere overbevisende end marquis Posa? Og pietet overfor den overvældende tro og agtelse for den anderledestænkende strømmede dem imøde fra Ringparablens faderlige ord. 
118  Daß die Jugend nicht sofort, wie viele Erwachsene, verhöhnte, was sie  so lange angebetet hatte,  spricht nur für ihre anständige Gesinnung. (n118) Der Panzer der Uniformität platzte nach und nach,  die junge, suchende, werdende Persönlichkeit konnte sich frei entfalten und nach Anlage entscheiden. Aber man musste ihr Zeit lassen, ihr, die lange einseitig ausgerichtet worden war und in den Neuen an keine Überlieferung anknüpfen konnte.  Wie hieß es doch treffend:  "They will not have it preached,  they want to see it". At de unge ikke med det samme, ligesom mange voksne, forhånede det, de så længe havde tilbedt, taler kun for deres anstændige indstilling. Ensartethedens panser faldt efterhånden fra hinanden, den unge, søgende, tilblivende personlighed kunne udfolde sig frit og afgøre sig efter sine anlæg. Men man måtte give dem tid, dem, der igennem lang tid var blevet énsidig afrettet og i det nye ikke kunne knytte til ved nogen overlevering. Det var dog træffende, det, der blev sagt: "De vil ikke have det prædiket, de ønsker at se det". 
119       Nur der Stacheldraht und manches andere Dornige schien der edlen Idee von Freiheit und Menschenwürde Hohn zu sprechen und hemmte die Entwicklung des jungen Ichs zur Selbstbestimmung. Die Flüchtlingsjugend war ja nicht wie die  jungen Seelen der andern Staaten in demokratischer Tradition aufgewachsen, sondern musste ein Neuland gewinnen,  das man ihm paradiesisch schön schilderte, das aber vorerst ein luftiges Gebilde blieb, das bald am Stacheldraht zerfetzte. (118)        Kun pigtråden og meget andet tornefuldt syntes at håne den ædle idé om frihed og menneskeværd og hæmmede det unge jegs udvikling mod selvbestemmelse. Flygtningeungdommen var jo ikke som de andre staters unge sjæle opvokset i en demokratisk tradition, men måtte vinde nyt land, et land, som man skildrede paradisisk skønt for den, men som først og fremmest forblev et fata-morgana, der snart blev flået i stykker ved pigtråden. 
120  Dänemark zwischen Deutschland und England.

Als die Schule des Lagers eröffnet wurde, hielt Schulinspektor Klaus Moldt eine Ansprache, in der er auch die Frage der Rückkehr der Internierten anschnitt. Er sagte, niemand in Dänemark wisse den Zeitpunkt der Heimkehr, aber den dänischen Delegierten in London sei zugesichert worden, daß ihr Land diese unliebsamen Gäste aus dem deutschen Osten nicht dauernd zu behalten brauche. Die Angst davor, uns Deutsche nicht loszuwerden, bestimmte die Einstellung der dänischen Behörden in vielem.

Danmark mellem Tyskland og England

Da lejrens skole blev åbnet, holdt skoleinspektør Klaus Moldt en tale, hvori han også berørte spørgsmålet om de interneredes tilbagevenden. Han sagde, at ingen i Danmark kendte tidspunktet for hjemrejsen, men den danske delegation i London havde fået forsikring om, at deres land ikke for evigt skulle beholde disse uvelkomne gæster fra de tyske østområder. Angsten for ikke at blive fri for os tyskere bestemte indstillingen hos de danske myndighed i mange ting. 

121       Der National-Sozialismus hatte der nordischen Gedanken gepflegt (Nordische Gesellschaft), und wenn wir ehrlich sein wollen, wir haben von  jeher den  skandinavischen Reichen große Sympathie entgegengebracht,  besonders Schweden. Nun  spürten wir, daß hier in Dänemark diese Sympathie nicht erwidert wurde, daß dieses  Inselreich zwar das Bombardement durch die englische Flotte im  Jahre 1807 vergessen hatte -- das war  ja schon so lange her -- nicht  aber den Krieg von 1864. (n121       Nationalsocialismen havde plejet den nordiske tanke (Det nordiske Selskab) og når vi vil være ærlige, så har vi fra gammel tid omfattet de skandinaviske riger, især Sverige, med stor sympati. Nu mærkede vi, at denne sympati her i Danmark ikke blev gengældt, at dette ørige ganske vist havde glemt bombardamentet fra den engelske flådes side i 1807 -- det var jo også så længe siden -- men ikke krigen i 1864. 
122  Nicht alle Dänen hatten sich das nach  jenem unseligen Streit geprägte Wort: "Was wir nach aussen verlieren,  gewinnen wir nach innen"  zu eigen gemacht.  Sie richteten zu dieser günstigen  Stunde den Blick nach Südschleswig. Sie, die ja eine Unmenge deutschen Bluts in sich aufgenommen hatten -- man  brauchte  ja nur die Ladenschilder mit den deutschen Namen  auf der Stroj  zu  lesen -- sträubten sich mit aller Gewalt gegen eine erneute Zufuhr des ihnen so verwandten und jetzt so verhassten Lebenselexiers, denn wir alle gehörten doch zu dem Volk der KZ-Lager und der Gestapo,  und bei  einer Bevölkerungszahl von vier Millionen kam auf  je 20 Dänen ein internierter Deutscher.  Ikke alle danskere havde taget det ord til sig, som blev præget efter denne usalige tid: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". De rettede i denne gunstige stund blikket mod Sydslesvig. De, der jo havde optaget en forfærdelig mængde tysk blod i sig -- man behøvede blot at læse butiksskiltene med tyske navne på strøget -- strittede med al magt imod en ny tilførsel af den livseleksir, de var så tæt forbundet med, og som de nu hadede så stærkt, for vi tilhørte dog alle folket med koncentrationslejrene og Gestapo, og med et befolkningstal på fire millioner gik der en interneret tysker på hver tyvende dansker. 
123  Um die  Weihnachtszeit 1945 las ich  in der Berlingske Tidende  ein Gedicht,   betitelt  "Tysk Sjael"  (die deutsche Seele), daß  solch  einen  abgrundtiefen Haas gegen unser Volk hinausschrie, wie ich ihn nirgends gefunden habe. Mir ist aus diesen üblen Hassgesang nur noch in Erinnerung, dass er behauptete, die deutsche Seele sei dunkler als die Nacht Guineas und auf ihrem Grunde (119) höre man das Grunzen eines Wildschweins. Ved juletid 1945 læste jeg i Berlingske Tidende et digt med overskriften "Tysk sjæl", der udskreg et sådant afgrundsdybt had imod vort folk, som jeg aldrig nogetsteds har fundet. Af denne onde hadske sang kan jeg kun huske, at den hævdede, at den tyske sjæl var mørkere end Guineas nat, og at man i dens grund hørte et vildsvins grynten. 
124  Die Zeitungen schürten den Hass, und wenn sich auch hin und wieder Stimmen der Menschlichkeit darin hören ließen, so wurden sie zwar zur Kenntnis genommen, aber zugleich mit Gegengründen lächerlich gemacht, und bald darauf erschienen dann  in den Nachrichtenblättern Artikel oder Bilder, die den Zorn gegen die Flüchtlinge erneut reizten.  Aviserne var fulde af dette had, og selv om der også af og til lod sig høre stemmer af menneskelighed deri, så blev de godt nok taget til efterretning, men straks efter latterliggjort med modargumenter, og snart efter dukkede der så i aviserne artikler eller billeder op, som påny opvakte vreden mod flygtningene. 
125  Bald nach dem Zusammenbruch hatte sich eine Reihe -- ich glaube, es waren 60 -- dänischer Geistliche gegen den Hass gewandt und die Religiosität der Internierten betont. Andere ihre Amtsgenossen nahmen dazu Stellung, und ein Schwankender, der sich schließlich doch gegen die Deutschen entschied, schrieb, ob er Mark oder Himbeersaft in den Knochen habe, und die Zeitungen testierten ihm, dass er sicher Himbeersaft enthalte.  Kort efter sammenbruddet havde en række -- jeg tror, det var 60 -- danske præster vendt sig mod hadet og betonet de interneredes religiøsitet. Andre af deres kolleger tog stilling dertil, og en vankelmodig, der dog til sidst afgjorde sig imod tyskerne, skrev, at han enten havde marv eller hindbærsagt i knoglerne, og aviserne bevidnede om ham, at han givetvis indeholdt hindbærsaft. 
126  Mir ist eine raffinierte Aufnahme in Erinnerung: Krankenschwestern und kranke und verwundete Soldaten lagern leith bekleidet auf einer Wiese und nehmen ein Sonnenbad. Ferienstimmung, Luft und Licht lag über dem Ganzen. Die Unterschrift meinte, die Deutschen fühlten sich offenbar recht wohl in Dänemark.  Jeg kan huske et raffineret fotografi: Sygeplejersker og syge og sårede soldater ligger let påklædte på en eng og tager solbad. Feriestemning, luft og lys lå over det hele. Teksten mente, at tyskerne åbenbart følte sig ret godt tilpas i Danmark. 
127  Nun kann ein Bild einen dürftigen Grasfleck durch geschickten Blickpunkt leicht in eine lachende Wiese verwandeln -- und die Rasenflächen jenes Lazaretts waren mehr als kümmerlich und wer weiss, wie schwer der Dienst des Pflegepersonals und wie gross der Sonnenhunger bei Ausgangssperre ist, der wird den Heimatlosen diese kleine Freude gegönnt haben; aber Bild und Unterschrift weckten nicht Mitleid, sondern Ärger.  Nu kan et billede let, når man anlægger en passende vinkel, forvandle en tarvelig græsplet til en munter eng -- og græsplænerne ved dette lazaret var mere end kummerlige, og den, der véd, hvor vanskelig plejepersonalets tjeneste var, og hvor stor hungeren efter solskin var, når der var udgangsforbud, han ville nok kunne unde de hjemløse denne lille glæde; men billede og tekst vækker ikke medlidenhed, men vrede. 
128  Es war bewusste Anordning von oben her, der auch die Zeitungen nur zu gern gehorchten, kühle Reserve zu  beobachten und uns stets fühlen zu  lassen, dass wir einst das  "Herrenvolk" sein wollten. Deutschland hätte bestimmt im umgekehrten Fall die Arbeitskräfte der Internierten  zu nutzen verstanden,  hier sträubten sich alle Parteien geschlossen dagegen, die brach liegenden Energien der unfreiwilligen Gäste in den Arbeitsprozess strömen zu lassen, obwohl die meisten Flüchtlinge dies als Erlösung und Ablenkung empfunden  hätten. Det var en bevidst besked ovenfra, som aviserne kun altfor gerne adlød, om at opretholde en kølig distance og til stadighed lade os mærke, at vi engang ville være "herrefolk". Tyskland ville bestemt, hvis situationen havde været den omvendte, have forstået at udnytte de interneredes arbejdskraft, her satte alle partier sig beslutsomt imod at lade energien fra de ufrivillige gæster strømme ind i arbejdsprocessen, selv om de fleste flygtninge ville have følt det som en forløsning og en afveksling. 
129  Warum liess man uns nicht Ödland kultivieren, wobei wir keiner Gewerkschaft  in die Quere gekommen wären. (n129a) Schon Ende 1947 erwog man den Plan, die internierten Frauen Teppiche knüpfen zu  lassen. Es ist bis heute bei dem Plan geblieben. Statt dessen klagten  die  Zeitungen immer wieder über die hohen Kosten, (120) die der Aufenthalt der Fremden verursache. Warum ließ man uns nicht diese Ausgaben durch unsere Arbeit begleichen oder vermindern? (n129) Hvorfor lod man os ikke opdyrke øde marker? Derved ville vi ikke være kommet på tværs af nogen fagforeninger. Allerede i slutningen af 1947 overvejede man en plan om at lade de internerede kvinder knytte tæpper. Det er indtil i dag forblevet ved planen. I stedet for klagede aviserne igen og igen over de høje omkostninger, som de fremmedes ophold var årsag til. Hvorfor lod man os ikke udligne eller formindske disse udgifter med vort arbejde? 
130  Wollte man uns mit aller Gewalt daran hindern, in irgendwelche Berührung mit der dänischen Bevolkerung zu kommen und dieser womöglich ein anderes Bild als die amtlich gewollte von  uns zu geben? Dänemark brauchte nicht, trotz seiner Überfülle an Fleisch, Fett und Brot zu furchten, daß wir in diesem  Schlaraffenland bleiben wollten. In unsern Herzen brannte die Sehnsucht nach Deutschland, und wer es konnte, nahm die erste beste Gelegenheit wahr, in das frierende, hungernde, verachtete und von  inneren Kämpfen zerfetzte Vaterland zurückzugehen. (n130 Ville man med al magt forhindre os i at komme i nogensomhelst berøring med den danske befolkning, så danskerne måske fik et andet billede af os end det officielle? Danmark behøvede, trods sin overflod af kød, fedt og brød ikke at være bange for, at vi ville forblive i dette slaraffenland. I vore hjerter brændte længslen efter Tyskland, og den, der kunne det, greb den første den bedste lejlighed til at komme tilbage til det frysende, sultende, foragtede og af indre kampe splittede Tyskland. 
131  Wir alle erkannten rückhaltlos an, was Dänemark seinen ungebetenen Gästen leistete, aber da nicht das Geschenk allein, sondern die Gesinnung, die dahinter steht, erst den Geber adelt, so fehlte unserm Dank die innere Wärme,  und das krampfige Bemühen, uns Demokratie zu predigen, als wären wir unmündige Kinder und hatten nicht schon längst unsere Positionen in der Politik bezogen, zerriss am Stacheldraht, an den Karabinern und den Gummiknüppeln  der Polizisten. Vi anerkendte alle uden indskrænkning, hvad Danmark havde præsteret overfor sine uindbudte gæster, men eftersom det ikke alene er gaven, men også den holdning, der ligger bag, der adler giveren, så manglede vores tak den indre varme, og det krampagtige forsøg på at prædike demokrati for os, som var vi umyndige børn og ikke forlængst havde truffet vores afgørelser i politik, gik i stykker ved pigtråden, ved politifolkenes geværer og gummiknipler. 
132        Es wäre ungerecht, nicht zwischen der Haltung offizieller dänischer Stellen und der einzelner Dänen zu scheiden. Ein kleines Land muß, wenn auch der Satz, je kleiner das Land, desto nationaler seine Bewohner, durchaus seine Berechtigung hat, zwischen seinen Nachbarn wählen,  Dänemark also zwischen England,  zu dem das Meer die Brücke schlägt, und Deutschland, zu dem Jütland  ja geographisch rechnet.        Det ville være uretfærdigt, ikke at skelne mellem de officielle danske myndigheders holdning og den enkelte danskers holdning. Et lille land må vælge mellem sine naboer, også selv om sætningen om, at jo mindre landet er, des mere nationale er dets beboere, i høj grad har sin berettigelse. Danmark må altså vælge mellem England, som havet slår bro til, og Tyskland, som Jylland geografisk må medregnes til. 
133  Die Entscheidung ist nicht  eindeutig,  es geht ein Riss durch das dänische Volk, der sogar einzelne Familien spaltet. In einer bekannten Familie fiel der Sohn  als SS-Mann, aber sein Bruder ging nach Schweden, um dort  für einen  etwaigen Kampf gegen Deutschland ausgebildet zu werden; die Tochter war an einen deutschen SS-Mann verheiratet, ihr Vater war antideutscher Politiker.  Afgørelsen er ikke éntydig, der går et skel ned gennem det danske folk, som endog går tværs igennem enkelte familier. I en bekendt familie faldt sønnen som SS-mand, men hans bror tog til Sverige for dèr blive uddannet til en eventuel kamp mod Tyskland; datteren var gift med en tysk SS-mand, hendes far var antitysk politiker. 
134  Einer Krankenschwester, die mit geschienten Arm in der Elektrischen fuhr, schob eine Dänin eine Tafel Schokolade unter die Achsel,  aber beim Aussteigen hörte die Samariterin von einem dänischen Studenten: "Tysk Svin". Manch ein Flüchtling berichtete bei der Heimkehr von
einem Ausgang, daß Frauen vor ihm ausgespuckt hätten, aber den (121) Kindern der Kristianiagade, die in einem nahen Garten hin und wieder spielen durften, wurden heimlich Kekse und Obst durch den Zaun gesteckt.
En sygeplejerske, som med sin arm i skinne kørte med sporvogn, fik af en dansker skubbet en blok chokolade ind under skulderen, men da hun steg af, hørte hun en dansk student sige: "Tyske svin". Mange flygtninge berettede, når de kom hjem fra udgang, om, at kvinder havde spyttet foran dem, men til børnene i Kristianiagade, som af og til fik lov at lege i en tilgrænsende have, blev der i hemmelighed stukket kiks og frugt ind gennem hegnet. 
135       Den deutschen Soldaten waren die Dänen sachlich begegnet, die dänische Landbevölkerung war sogar froh von ihnen geleistete Erntehilfe gewesen, aber die Gestapo hatte alles wieder verdorben. Als ich in Gespräch mit einem Kopenhagener Kaufmann zu bedenken gab: "Wären nicht die Engländer gekommen, wenn die Deutschen es unterlassen hätten, Dänemark zu besetzen", entgegnete er mir: "Man bestraft den Dieb nicht für die Absicht zu stehlen, sondern erst für den Diebstahl". (n135        Danskerne mødte de tyske soldater med saglighed, den danske landbefolkning var endog glad for at få hjælp med høsten, men Gestapo fordærvede det hele igen. Da jeg i en samtale med en københavnsk købmand sagde: "Mon ikke englænderne ville være kommet, hvis tyskerne havde undladt at besætte Danmark", svarede han mig: "Man straffer ikke tyven, fordi han har til hensigt at stjæle, men kun fordi han virkelig stjæler". 
136  Wir hatten uns viele Sympathien dadurch verscherzt, daß wir das kleine Land besetzten und ihm die Freiheit nähmen. Natürlich fühlten sich die Dänen hierdurch in ihrer Würde gekränkt. Wie viele Arbeiter waren in Deutschland beschäftigt gewesen und sprachen anerkennend von unserm Vaterland! Der eine meinte, er habe nie so viel verdient wie in Hamburg, wo er sich von seinem Tagesverdienst satt essen und, wenn er wollte, sogar noch betrinken konnte. Daß ein großer Korn nur 10 Pfennige kostete, hatte ihm Eindruck gemacht. Vi forskertsede megen sympati for os derved, at vi besatte det lille land og tog friheden fra det. Naturligvis følte danskerne sig herved krænket på deres værdighed. Hvor mange arbejdere var ikke beskæftiget i Tyskland og talte anerkendende om vort fædreland! Den ene mente, at han aldrig havde tjent så meget som i Hamborg, hvor kunne spise sig mæt for sin dagløn og endog, hvis han ville, få noget at drikke til. At en stor snaps kun kostede 10 pfennig, havde gjort indtryk på ham. 
137      Alle Sprachen wurden an der Volkshochschule Klövermarkens gelehrt: Französisch, Englisch, Russisch, Polnisch -- nur nicht Dänisch. Und es lag doch so nahe, sich die Sprache des Landes anzueignen, in dem man sich aufhielt. Wie begründete die dänische Verwaltung das Verbot, Dänisch zu lehren?         På Kløvermarkens højskole lærte man alle sprog: Fransk, engelsk, russisk, polsk -- kun ikke dansk. Og det lå dog så nært, at tilegne sig det lands sprog, i hvilket man opholdt sig. Hvordan begrundede den danske forvaltning forbudet mod at lære dansk?
138       Einmal im Jahr taten sich die politischen Satiriker und Karikaturisten zusammen, um die Ereignisse des verflossenen Jahres zu bespötteln. Blaksprötte -- Tintenspritze -- hieß diese einmalig im Jahr erscheinende Zeitschrift. In der des Jahres 1946 fand sich folgende Zeichnung: Ein deutscher Landser mit Stahlhelm, mit M-Pi und Handgranaten bewaffnet, hat an die Tür einer Dänenwohnung geklopft, und die an die Tür kommenden Mieter sehen in das zum Grinsen verzerrte viehisch-rohe Antlitz des Soldaten, dessen Maul fragt: "Erkennt ihr mich nicht, ich bin euer Wiener-Kind!"         Én gang om året arbejdede de politiske satirikere og karikaturtegnere sammen for at gøre grin med det foregående års begivenheder. Blæksprutten hed dette tidsskrift, der udkom en gang om året. I udgaven fra 1946 fandtes der følgende tegning: En tysk infanterist med stålhjelm, bevæbnet med maskinpistol og håndgranat, havde banket på døren til en dansk bolig, og da lejerne kom hen til døren, så de soldatens brutalt røde fjæs, der var fortrukket i et grin, og hvis mund spurgte: "Kan I ikke kende mig, jeg er jeres Wiener-barn!"
139       In der Notzeit zwischen den beiden Weltkriegen hatten die Dänen verschiedentliche Wiener Kinder zu Ferienaufenthalten aufgenommen, und diese hatten die Sprache ihrer Gastgeber (122) gelernt und waren in Verbindung mit ihnen geblieben. Diese einstigen Ferienkinder sollten den einrückenden Deutschen durch ihre Beherrschung des Dänischen als Führer und Dolmetscher gedient haben. Man wollte einer Wiederholung vorbeugen, und deswegen wurde das Lehren der Landessprache in den Interniertenlagern verboten. (n139       I nødtiden mellem de to verdenskrige havde danskerne modtaget forskellige Wienerbørn til ferieophold, og disse havde lært deres værters sprog og havde bibeholdt forbindelsen med dem. Disse tidligere feriebørn skulle have tjent de indtrængende tyskere som førere og tolke, fordi de kunne dansk. Man ville forebygge en gentagelse, og derfor blev det forbudt at lære landets sprog i interneringslejrene. 
140      Aber überall in den Büros der Dienststellen waren deutsche Mädchen beschäftigt, die fließend Dänisch sprachen. Ihre Auffassungsgabe hatte das Idiom rasch im Verkehr mit dänischen Wachtposten aufgenommen oder aus dem Munde junger dänischer Bauern, die sich mit ihnen verlobt hatten,  aber sie nicht heiraten durften, weil der dänische Staat diese Bindung verbot. Wie anders dachte England hierin!       Men overalt på tjenestestedernes kontorerne var tyske piger beskæftiget, som talte flydende dansk. Deres opfattelsesevne havde hurtigt opfattet sproget, når de talte med danske vagtposter, eller de havde gjort det ud fra unge danske bønder, som havde forlovet sig med dem, men ikke måtte gifte sig med dem, fordi den danske stat forbød denne forbindelse. Hvor helt anderledes tænkte England i disse sager! 
141       Auch wenn man die Behandlung deutscher Kriegsfangener durch England mit der der deutschen Zivilpersonen durch Dänemark vergleicht, muß man zugeben, daß England großzügiger war. In einer Zeit, wo es den deutschen Flüchtlingen nur zum Arztbesuch oder zur Arbeit erlaubt war, das Lager zu verlassen, durften die P.o.W.s außerhalb ihres camps Kinos besuchen und die Einladung englischer Familien zum Weihnachtsfest annehmen. In Dänemark wurde beides scharf geahndet. (n141        Også når man sammenligner den behandling, tyske krigsfanger fik af England med den, tyske civilpersoner fik af Danmark, må man indrømme, at England var mere storsindet. På et tidspunkt, hvor det kun var tilladt de tyske flygtninge at forlade lejren, når de skulle til lægen eller til arbejde, måtte krigsfangerne besøge biografer udenfor deres camps og modtage engelske familiers indbydelse til julefest. I Danmark blev begge dele straffet strengt. 
142      [Und warum gab man uns keine Arbeit?] Als die Frage der Beschäftigung von Internierten im dänischen Parlament behandelt wurde, traten alle Parteien geschlossen gegen eine Beschäftigung der Deutschen in Dänemark auf. Ein gewisser Prozentsatz von Arbeitslosen bestand immer im Lande, und die demokratische Einstellung untersagte es, städtische brachliegende Arbeitskräfte aufs Land zu schicken.          [Og hvorfor gav man os ikke noget arbejde?] Da spørgsmålet om beskæftigelse af de internerede blev behandlet i det danske parlament, vendte alle partier sig beslutsomt imod, at tyskerne i Danmark skulle kunne tage arbejde. En vis procentdel arbejdsløse var der altid i landet, og den demokratiske indstilling forbød at sende brakliggende arbejdskraft i byen ud på landet. 
143  Als den nichtdeutschen D. Ps (n143) gestattet wurde,  in dänischen Haushaltungen Stellungen anzunehmen, protestierten die Gewerkschaften auf das heftigste dagegen. Hin und wieder durften sich allerdings Facharbeiter -- z. B. für Filzbereitung -- auf Annoncen der Deutschen Nachrichten hin melden (n143a), aber das waren verschwindende Ausnahmen, und der Grund dazu war ja nur zu einleuchtend. Was für ein Ventil wäre eine geregelte Beschäftigung für den Lagerkoller gewesen, der manchen packte. (123) Da det blev tilladt ikke-tyske D. P.er at tage stilling i danske husholdninger, protesterede fagforeningerne på det heftigste derimod. Af og til måtte imidlertid fagligt uddannede -- f. eks. til filtbearbejdelse -- melde sig på annoncer i Deutsche Nachrichten, men det var forsvindende få undtagelser, og grunden dertil var jo kun altfor indlysende. Hvilken ventil ville ikke en reguleret beskæftigelse havde været for den lejrkuller, der plagede mange. 
144        Nach der Kapitulation blieb das dänische Personal des Krankenhauses, in dem ich damals lag, fort. Niemand durfte mehr den Deutschen dienen. Die Freiheitskämpfer beherrschten jetzt das Feld. Die Untergrundbewegung trat ans Licht. Die blaue Armbinde mit den rot-weißen Streifen (blau-weiß-rot waren ja die Farben der Alliierten) wurde jetzt offen getragen. Die Jagd auf Stikker (Polizeispitzel) und Hipomaen (Hilfspolizisten) begann.         Efter kapitulationen holdt det danske personale på det sygehus, jeg dengang lå på, sig borte. Ingen måtte mere arbejde for tyskerne. Frihedskæmperne beherskede nu pladsen. Undergrundsbevægelsen trådte frem i lyset. De blå armbind med de rød-hvide striber (blåt-hvidt-rødt var jo de allieredes farver) blev nu båret offentligt. Jagten på stikkere (politispioner) og hipomænd (hjælpepolitibetjente) begyndte. 
145  Allein in Kopehagen wurden rund 20.000 Dänen verhaftet, weil sie mit den Deutschen in Verbingung gestanden hatten. Unserm Sygehus in der Kristianiagade gegenüber wurde in der chilenischen Gesandtschaft eine Verbandsstation eingerichtet. Wenn die dortigen Sanitäter uns zuwinkten, von den Fenstern zu gehen, dann prasselten in der Nähe Schüsse, die einem gehetzten Opfer galten, vielleicht einem deutschen Soldaten oder einem dänischen SS-Mann. Alene i København blev henved 20.000 danskere arresteret, fordi de havde stået i forbindelse med tyskerne. Overfor vort sygehus i Kristianiagade blev der indrettet en forbindsstation i det chilenske gesandtskab. Da de derværende sygeplejerske vinkede til os om, at vi skulle gå væk fra vinduerne, så knaldede der skud i nærheden; de gjaldt et jaget offer, måske en tysk soldat eller en dansk SS-mand. 
146  Ich sprach später einen deutschen Soldaten mit schwerer Beinverwundungen, der als einziger von sieben Deutschen einer LKW-Besatzung in diesen Tagen mit dem Leben davongekommen war; die andern sechs waren dadurch getötet worden, daß Freiheitskämpfer ein M-G in den Wagen hielten und die wehrlosen abknallten. Nach einigen Tagen legte sich das Jagdfieber (noch nach Monaten wurde allerdings ein unbewaffneter deutscher Soldat auf der Straße heimtückisch von einer menschlichen Bestie niedergeknallt), und jetzt bezogen die Frihedskaemper ihre Posten -- auch die Wache in den Flüchtlingslagern und Krankenhäusern. Jeg talte senere med en tyske soldat med svære sår på benene. Han var som den eneste af syv tyskere på en lastbil sluppet fra det med livet i behold; de andre seks var blevet dræbt ved at frihedskæmpere holdt et maskingevær ind i vognen og nedskød de værgeløse. Efter nogle dage lagde jagtfeberen sig (endnu måneder efter blev imidlertid en ubevæbnet tysk soldat ondskabsfuldt skudt ned på gaden af et menneskeligt bestie), og nu tiltrådte frihedskæmperne deres poster -- også vagten ved flygtningelejrene og sygehusene. 
147  Ich will nichts gegen die Bewegung als solche sagen, ich werde jeden achten, der aus Liebe zu seinem Vaterland sein Leben in die Schanze schlägt, aber jetzt gesellten sich üble Elemente hinzu, die die Konjunktur und für ihr Nichtstun hohe Tagegelder (ich glaube 10 Kronen den Tag) bezogen und eine Verpflegung erhielten, bei deren Anblick uns Flüchtlingen das Wasser im Munde zusammenlief. Jeg vil ikke sige noget imod bevægelsen som sådan, jeg vil agte enhver, som af kærlighed til sit fædreland sætter sit liv på spil, men nu kom der dårlige elementer til, som gik efter konjunkturerne og som for ikke at lave noget fik høje daglønninger (jeg mener, det var 10 kroner om dagen) og fik en forplejning, som fik flygtningenes mundvand til at løbe, når de så det. 
148  Dies Urteil ist nicht gehässig, diese Tatsache kann durch dänische Zeitschriften belegt werden. Die eine brachte eine Zeichnung auf der kleine, gnomenhafte Gestalten an einem Riesenarm mit der Freiheitskämpferbinde emsig emporkletterten. Mit diesen Pigmaen waren auch die gemeint, die es aus persönlichen Vorteil mit den Deutschen gehalten hatten, die Vaernemaeger, die aus geschäftlich (124) Interesse die Konjunktur genutzt und für die deutsche Wehrmacht gearbeitet hatten. Dette er ikke en ondskabsfuld bedømmelse, denne kendsgerning kan bevises ud fra danske aviser. Én avis bragte en tegning, hvor små gnomlignende skikkelser ivrigt kravlede op af en kæmpearm med frihedskæmperarmbind på. Med disse pygmæer mentes også de mennesker, som på grund af personlig fordel havde holdt med tyskerne, værnemagerne, som ud fra en forretningsmæssig interesse havde udnyttet konjunkturerne og arbejdet for den tyske værnemagt. 
149  Wie mancher dänischer Kaufmann mag dazu gezwungen gewesen sein, allein um existieren zu können. Dänemark hätte froh sein können, so glimpflich durch den Krieg gekommen zu sein, und einen Strich unter das Vergangene machen sollen. Statt dessen tobte ein versteckter Bürgerkrieg. Man wollte das Nazi-Übel mit der Wurzel ausrotten. Dänische SS-Leute, die von dem Führer der Freiheitskämpfer, General Görz, mit einer Rede verabschiedet worden waren, als sie ins Feld rückten, um auf deutscher Seite gegen den Bolschewismus zu kämpfen, wurden inhaftiert und erhielten nach ihrer Freilassung keine Arbeit mehr in Dänemark. (n149 Hvor mangen dansk købmand har vel ikke været tvunget til det, blot for at kunne eksistere! Danmark skulle have været glad ved at være sluppet så lemfældigt gennem krigen, og have sat en streg over fortiden. I stedet for rasede en skjult borgerkrig. Man ville rykke nazi-ondet op med rode. Danske SS-folk, der var blevet sendt af sted med en tale af general Gørtz, lederen af frihedskæmperne, da de drog i krig for at kæmpe på tysk side imod bolsjevismen, blev arresteret og fik efter deres løsladelse ikke mere noget arbejde i Danmark. 
150  Alle, die zur Partei gehalten hatten, wurden ihrer Posten für verlustig erklärt. Die Denunziation blühte, und die Gerichte hatten zu tun. Aber die Freiheitskämpfer schwammen obenauf. Sie behüteten also die Flüchtlinge. Manche trugen am Kragen oder Ärmel Hammer und Sichel. Es gab feine Kerle unter ihnen, aber auch solche, denen man es sofort ansah, daß nicht ideale Motive sie hier eingereiht hatten. Alle, der havde holdt sig til partiet, blev erklæret for afskediget fra deres hverv. Angiveriet blomstrede, og domstolene havde nok at gøre. Men frihedskæmperne svømmede ovenpå. De bevogtede altså flygtningene. Mange havde hammer og segl på kraven eller på ærmet. Der var fine folk imellem dem, men der var også nogle, på hvem man med det samme kunne se, at det ikke var ideale motiver, der havde fået dem med i folden. 
151  Schlimm war, daß sie nicht verstanden, mit den Waffen umzugehen, und die dänischen M-Pis schienen schlechte Sicherungen zu haben; denn täglich las man in den Zeitungen von Vaadeskud der Freiheitskämpfer (vaadeskud ist ein Schuß, der versehentlich losgeht), und mancher Flüchtling verlor dadurch sein Leben. Der Tod einer Königsberger Arztfrau wurde mit 200 Kronen gebüßt. Ein Danziger Fotograf kam in unser Krankenhaus, um seine schwerkranke Frau zu besuchen, als plötzlich ein Schuß fiel, die Kugel durch die Wand des Krankenzimmers drang, ihm die Weste zerfetzte und die Wirbelsäule schrammte. Det var ikke godt, at de ikke forstod at omgås våben, og de danske maskinpistoler syntes at have dårlige sikringsmekanismer; for dagligt læste man i aviserne om frihedskæmperes vådeskud (vådeskud er et skud, der går af af vanvare), og mangen flytning mistede derved livet. Det, at en lægefrue fra Kønigsberg døde, udløste en erstatning på 200 kroner. En fotograf fra Danzig kom ind på vort sygehus for at besøge sin meget syge kone, da pludselig et skud faldt, kuglen trængte gennem væggen på sygeværelset, sønderflængede hans vest og strejfede hans hvirvelsøjle. 
Weiter zu wfranz5!
Anmerkungen Noter
n79:  Dieses Kapitel, "Das Veilchentopf", hat eine spezielle Paginierung, Seite eins ist mit Seite 98 (99) identisch.  Dette kapitel, En potteplante med violer, har en særlig paginering, side 1 er lig med side 98 (99). 
n86:  Es haben sich zwei Juristen in den Deutschen Nachrichten über die Schuldfrage ausgedruckt, und ich glaube, dass Dr. Franz mit seiner Aussage die beiden meint. Siehe 46-21#16 Der er to jurister, der i Deutsche Nachrichten har udtalt sig om skyldspørgsmålet, og jeg tror, at dr. Franz med sin formuleering har tænkt på disse to. 
n87:  Man har den Spatzen tatsächlich mit Prügel gedroht, siehe 46-09#2 Man truede faktisk Jochen Spatz med prygl, se . 
n88:  Von Bismarck, siehe z. B. 46-03#7. 46-12#26. 46-42#74. Von Friedrich dem Grossen, siehe 46#42#66. Von den Vergewaltigungen, siehe 46-24#1 Om Bismarck, se . Om Frederik den Store, se. Om voldtægter, se . 
n94:  Siehe das Weissbuch, Seite 194: hvid-cit#194c Se hvidbogen, side 194. 
n95:  Siehe das Programm kloev#35f.  Se programmet!
n108:  Ich muss zugestehen, ich weiss nicht, an welchen Fabel Dr Franz denkt.  Jeg må indrømme, jeg véd ikke, hvilken fabel dr. Franz tænker på. 
n118:  In dieser Weise hat auch Jochen Spatz die junge Edda Wolf aus Oksböl geantwortet, wenn sie behauptete: "Was man zwölf Jahre lang geliebt hat, wiegt schwer". (46-12#19).  På den måde har Jochen Spatz svaret den unge Edda Wolf fra Oksbøl, da hun hævdede: "Det, man igennem tolv år har elsket, forsvinder kun vanskeligt". 
n121:  Merkwürdigerweise erwähnt Dr. Franz den neuesten und bedeutesten Grund der Nicht-Sympatie der Dänen nicht: die neulich überstandene Besatzung.  Mærkværdigvis nævner dr. Franz ikke den sidste og betydningsfuldeste grund til danskernes mangel på sympati for tyskerne, nemlig den nys overståede besættelse. 
n129a:  Diese Bemerkung ist wahrscheinlich von einer Erklärung Reinowskis hervorgerufen. Siehe 46-18#64. Dieselbe Bemerkung Reinowskis beschreibt Mix mit Recht als ein sekundäres Argument. (mix-cit#195g).  Denne bemærkning er sandsynligvis fremkaldt af en bemærkning af Reinowski, se . Denne bemærkning af Reinowski beskriver Mix med rette som et sekundært argument. 
n129:  Dr. Franz hat hier etwas handschriftlich hinzugefügt, das ich nicht lesen kann. Die Ziffer 121 sind doch lesbar. Vielleicht will er uns auf Seite 121 hinweisen, und vielleicht will er auf seine Bemerkungen über das Arbeitnehmen der Flüchtlingen hinweisen, siehe #142 Dr. Franz har her tilføjet noget i hånden, som jeg ikke kan læse. Dog kan man læse tallet 121. Måske vil han henvise til side 121, og måske vil han henvise til sine bemærkninger om, hvorfor flygtningene ikke må tage arbejde. se 142. 
n130:  Dr. Franz hat früher ein eventuelles Verbleiben der deutschen Flüchtlinge in Dänemark als eine "Lebenselexir" für Dänemark beschrieben, #122. Hier scheint er diese Möglichkeit völlisch auszuschalten.Und er hat Recht: Die deutsche Flüchtlinge hatten nur den Wunsch zurück nach Deutschland zu kommen. Aber hätten sie diesen Wunsch gehabt, wenn sie nicht hinter Stacheldraht gewesen wären?  Dr. Franz har tidligere beskrevet det som en livseleksir for Danmark, hvis de tyske flygtninge blev i Danmark. Her synes denne mulighed fuldstændig udelukket. Og det har han ret i: De tyske flygtninge havde kun det ønske at komme tilbage til Tyskland. Men ville de have haft dette ønske, hvis de ikke havde levet bag pigtråd? 
n135:  Helmut Golz hat in Deutsche Nachrichten 46-20 die Frage aufgeworfen: Was hätte England gemacht, wenn z. B. die Tschechei dem Industriegebiet von Birmingham vorgelagert gewesen wäre? (46-20#55). FB antwortet ihm, meiner Meinung nach mit Recht, dass Irland eine solche "Tschechei" gewesen war, und dass England keine Pläne gehabt hatte, Irland zu besetzen. (46-20#67).  Helmut Golz har i Deutsche Nachrichten 46-20 opkastet det spørgsmål: Hvad ville England have gjort, hvis f. eks. Tjekkiet havde ligget ved Birminghams industriområde? FB svarer ham, efter min mening med rette, at Irland var et sådant "Tjekkiet", og at England ikke havde nogen planer om at besætte Irland. 
n139:  Ich glaube, dies sei eine selbsterfundene und nicht sehr wahrscheinliche Begründung. Die wahre Begründung ist doch ganz einfach: Man will die Fraternisierung beschwerlich machen. So hat es auch Edith Barth verstanden; siehe barth77c Jeg tror, at dette er en selvopfunden og ikke særlig sandsynlig begrundelse. Den sande begrundelse er dog ganske enkel. Man vil besværliggøre fraterniseringen. Sådan har også Edith Barth forstået det. 
n141:  Mit dieser Frage hat sich auch Waltraut Hellström in einer Zuschrift beschäftigt. 47-21#53. Weder sie noch Dr. Franz hat doch darüber spekuliert, dass die P. o. W.'s in England eine verschwindende Minderheit ausmachten, während die Flüchtlinge in Dänemark ungefähr 5% der Bevölkerung zählten.  Dette spørgsmål har også Waltraut Hellström beskæftiget sig med i et læserbrev. Hverken hun eller dr. Franz har dog spekuleret over, at de tyske krigsfanger i England udgjorde et forsvindende mindretal, mens flygtningene i Danmark udgjorde omtrent 5% af befolkningen. 
n143:  D. P. bezeichnet "displaced persons", das heisst nicht-deutsche Flüchtlinge. Für solche Flüchtlinge waren spezielle Lager eingerichtete worden. Sie waren das dänische Roten Kreuz unterstellt, und die Insassen hatten freier Ausgang und Recht zur Arbeit.  D. P. er en forkortelse for "displaced persons", det vil sige, for ikke-tyske flygtninge. Der var til disse flygtninge indrettet særlige lejre. De var undergivet det danske Røde Kors, og beboerne havde fri udgang og ret til arbejde. 
n143a:  Siehe zum Beispiel 46-13#15 Se f. eks. . 
n149:  General Gørtz war Chef der Heerleitung, und als solche hat er sich in einer Rede (im Oktober 1941) mit den Freiwilligen an den Ostfront verabschiedet. Später hat er sich der Widerstandsbewegung angeknüpft, und am Kriegsende war er Chef der "Dänischen Brigade" in Schweden. Nach dem Kriege ist der Kommando der Widerstandsbewegung formel von dem englischen General Dewing dem Chef des Heeres, d. h. General Gørtz, überantwortet worden. General Gørtz var chef for hærledelsen og i den egenskab havde han i en tale taget afsked med de frivillige til østfronten, i oktober 1941. Senere knyttede han sig til modstandbevægelsen, og da krigen sluttede, var han chef for den "Danske Brigade" i Sverige. Efter krigen blev kommandoen over modstandsbevægelsen formelt af den engelske general Dewing overdraget chefen for hæren, det vil sige, general Gørtz.